Læsetid: 5 min.

Humor som overlevelse

En ny bog, ’Haunted Smile’, fortæller om, hvorfor jøderne dominerer i amerikansk stand-up og farce
25. april 2002

(2. sektion)

Jødiske komikere
Der er ikke noget at stille op: Jøder er morsommere. Men jøder er selvfølgelig lige så kedelige, som folk er flest. Jøder er bare morsommere, hvis det drejer sig om amerikanske jøder, der er morsommere end andre jøder og for den sags skyld alle andre. I betragtning af den udbredelse amerikanske, morsomme jøders morsomheder har i verden, har jøder derfor været opfattet morsommere end andre.
Læg mærke til, hvor mange komikere af jødisk oprindelse der har været og fortsat er i sving derovre. Så stort et tal og i den grad dominerende, at der må være en forklaring. Det er der også. Der er flere. New York-professoren i engelsk litteratur Lawrence J. Epstein, der før har skrevet om jødisk vid, har i et nyt værk: The Haunted Smile, sat sig for at udrede de seneste 100 års jødisk-amerikanske humoristers, stand-up comedians’ og film- og tv-komikeres baggrund, drivkraft, deres humoristiske grundlag, metode og materiale. Bestræbelserne bærer frugt i en oplysende, inspirerende og glimrende skrevet bog.
For alle, der har følt sig hjemme i Woody Allens univers, og som børn – og voksne for den sags skyld – grinet sig fordærvet over Marx Brothers’ sært meningsladede crazy-univers, leverer Ep-stein generøs viden og stor inspiration.

Tresproget dannelse
Bogen præsenterer en rigdom af navne og biografier: Joe Webber, Lew Fields,
Eddie Cantor, George Burns, Gracie Allen, Jack Benny, Danny Kaye, Milton Berle, Gertrude Berg, Henny
Youngmann, Jerry Lewis, Mel Brooks, Lenny Bruce, Jackie Mason, Mort Sahl, Shelly Berman, Andy Kauf-man, Joan Rivers, Roxanne, Adam Sandler og Jerry Seinfeld. Blot for at nævne en håndfuld, hvoraf nogle unægteligt er mere kendt i Europa end andre.
Et slægtskab mellem alle disse markante jødiske entertainere lader sig forholdsvis nemt påvise. Ligesom deres biografiske udgangspunkt er nogenlunde sammenfaldende.
Efterkommere er de jo alle af et undertrykt etnisk europæisk mindretal, hvis fortsatte eksistens i den gamle verden på et givet tidspunkt forekom akkurat så håbløs, som den viste sig at være. Flertallet af europæiske jøder ønskede som bekendt at blive, hvor de var; de og deres efterkommere som uafvidende ofre for det tyvende århundredes ultimative barbari.
De dristige og som oftest mere sekulariserede brød op og skabte med møje og mas en ny tilværelse over there. Deres børns identitet formedes i kampen for at slå sig igennem – fritænkende, aggressivt, politisk aktivt og yderst selvbevidst. Men på samme tid i søgen efter ny identitet med solid rod i det fortidige. Man skal erindre sig, at disse 1.- og 2.-genera-
tionsindvandrere stod i et krydsfelt mellem ofte tre sprog: jidisch, engelsk og deres oprindelige hjemlands. Hvilket parret med deres religiøse kulturs krav om (maskulin) megen boglig lærdom gav dem et betydeligt dannelsesoverskud. Gud ved – i parentes – om Bertel Haarder, og de, der nu er ansvarlige for vore indvandrende nye landsmænds ve og vel, mon nogensinde giver den slags iagttagelser bare et sekunds overvejelse. Det gør de vel næppe, når de med rullende øjne uden videre sløjfer modersmålsundervisningen og vil éndimensionere det flerdimensionerede!
Af Talmud-traditionen opstod den mundtlige siden også litterære dialektik, som var og blev den særlige jødiske humor. Galgenhumor eller snarere overlevelseshumor med adskillige af den jidische fortælletraditions ingredienser: ordspil, sproglig elasticitet, paradoks og frækhed. Det sidste hidrørte fra klezmer-traditionens og Purimshpiels (Purim-festlighedernes små-optrin og komedier) narreskikkelser i funktioner som marshaliks og badchan, burleske figurer, der gik til – og ofte over – stregen i deres grovkornskomik.
Denne tradition videreførtes i USA af unge talentfulde, fremadstræbende jøder med scenenykker. Folk, som søgte lykken og et ståsted i en ny, frisk verden, hvor fremdrift og succes var kriterier for social anerkendelse og i bedste og senere fald betydelig indkomst.

Borscht-Belt
Det begyndte i mindre forsamlinger, til bryllupper som i den gamle verden osv. Dertil kom et vigtigt fænomen for udviklingen af den særlige jødiske performance: The Catskills. De smukke lave bjerge nord for New York, hvortil den beskedent bemidlede jødiske New York-befolkning lige akkurat havde råd til at tage på ferie.
Her opstod et væld af småhoteller og pensioner i det område, der meget sigende blev døbt The Borscht Belt (Borscht er den russisk-jødiske traditionelle rødbede-suppe). Disse samlingssteder for jøder med blot en uges
eller højst fjorten dages surt sammensparet ferie udgjorde den perfekte skueplads for de optrædende, der skulle være leveringsdygtige hver aften i sæsonen. Hvilket igen vil sige, at repertoiret måtte være enormt, hurtigt udskifteligt og lige i øjet, hvis engagementet skulle vare ved.
Afregningen var kontant: brød pensionatsgæsterne i de blå bjerge sig ikke om komikeren, måtte denne finde et andet bageri. Rutinen de unge komikere derved fik, det nærvær de opøvede, forklarer præcisionen, dristigheden og selvbevidstheden. Overlevede man en sæson i region Borscht blandt egne kræsne frænder, der som bekendt er værst, kunne man klare, hvad det skulle være.
Da tv kom til, live vel at mærke dengang, stod de trænede jødiske komikere parat og turde udnytte mediet. Flere blev kanon-populære. Siden svandt populariteten noget, da tv blev mere udbredt ude i det vældige hvidt-protestantisk dominerede land, og det ikke længere kun var folk fra New York og andre storbyer, der mente
noget. Antisemitismen var trods alt også et amerikansk anliggende. Noget andet er ifølge Epstein: at komikerne i høj grad bidrog til at afdæmonisere jøderne og lidt efter lidt trænge jødehadet i Amerika i baggrunden.

Bag humor lurer sorg
Lawrence Epstein har skrevet en vigtig bog om emnet, der vistnok for første gang underkastes en så grundig historisk undersøgelse. De jødiske komikere bliver naturligvis hverken mere eller mindre morsomme ved læsning af Epstein, men hans indsigt bidrager til forståelse af utallige fænomener. Også hvorfor Victor Borge ikke er medtaget blandt de beskrevne eksempler. Borge søgte ikke ny identitet på samme måde som de indvandrende østjøder og betonede ikke sin jødiske baggrund. Det lå ikke for som dansk jøde. Borge ville utvivlsomt have fundet det akavet, forkert og krukket at gøre det. Borges baggrund var ikke i samme omfang tragisk som de andre amerikanske jøders. Den nødvendige kontrast til komikken fandt den store dansker mange andre steder.
Bag ved den humor, hvorved de øvrige overlevede,
lurer mørket, sorgen, desperationen, kort sagt jødernes og menneskenes skæbne.

*Lawrence J. Epstein: The Haunted Smile. The story of jewish comedians in America. Public Affairs. New York. Kan købes via www.amazon.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her