Læsetid: 4 min.

’De hygger sig ihjel’

Kommunernes og amternes tilbud til de voksne udviklingshæmmede er uden indhold og udfordring – derfor bliver flere og flere af dem kriminelle, mener pårørende
30. april 2002

»Hvorfor bliver udviklingshæmmede kriminelle? Hvorfor udvikler en stor del af dem en psykisk lidelse? Og hvorfor slår så mange af dem sig på flasken?«
Poul-Erik Kjeldsen, 58 år, lader kun sine spørgsmål stå ubesvarede et kort øjeblik, så fortsætter han:
»Det gør de, fordi de ikke bliver regnet for noget. De får godt nok fine boliger og social pension. Men så er det også det.«
»Samfundet har ikke brug for dem. Det bliver de hele tiden bombarderet med. Men hvis et menneske altid føler sig overflødigt, hvor ender det så henne? Så ender det i kriminalitet, skidt og møg.«
Poul-Erik Kjeldsens ord udløser samtykkende nik fra de fire andre ansigter, der synes rundt om kaffebordet i et festlokale i Aalborg.
Her er de fem samlet for at give deres besyv med i Informations artikelserie om kriminelle udviklingshæmmede. Alle er de nemlig forældre til svagt begavede voksne og medlemmer af PårørendeForeningen for Udviklingshæmmede (PFU). Alle oplever de, at amter og kommuner giver udviklingshæmmede tilbud uden indhold og udfordring.
Og det, mener de alle, er en stor del af forklaringen på, hvorfor antallet af svagt begavede på den kriminelle løbebane er fordoblet, siden Åndssvageforsorgen blev nedlagt for 22 år siden.

Ensom i bofællesskaber
»Der, hvor det går galt, er, når vores udviklingshæmmede bliver voksne. Som forældre får vi at vide, at nu tager systemet over. Vi har været så naive at tro, at amter og kommuner så ville det bedste for vores unge. Men det er faktisk her, det begynder at gå galt,« pointerer Jonna Kjeldsen, 55 år, formand for PFU og gift med Poul-Erik.
Hun forklarer, at amter og kommuner nærmest har udviklet en standardmodel for de udviklingshæmmedes liv. Først skal de gå i skole, så kan de komme et år på en højskole, og så skal de flytte i egen bolig. Typisk ind i et bofællesskab sammen med andre udviklingshæmmede. Men den boform lever sjældent op til intentionerne om fællesskab, mener de fem forældre.
»Når udviklingshæmmede flytter hjemmefra, mister de en stor del af deres netværk. Mange af dem skal have hjælp til at skabe nye sociale forbindelser i bofællesskaberne. De magter ikke selv at komme videre. Men de får ofte ikke den nødvendige hjælp,« begynder Poul-Erik Kjeldsen.
»Vores udviklingshæmmede har heller ikke mulighed for selv at vælge, hvor de vil bo, eller hvem de vil bo sammen med. De placeres bare, hvor der er plads. Uanset om de så passer sammen med de andre i fællesskabet eller ej,« forklarer Ole Jacobsen, 66 år.
Konsekvensen er ifølge de fem forældre, at mange udviklingshæmmede har det skidt og føler sig ensomme. Og det er første skridt mod sidesporet. Som i tilfældet med Ole og Birte Jacobsens søn, Bo (se boksen), der efter at være flyttet i et opgangsfællesskab røg ud i et alkoholmisbrug – et misbrug, der fortsatte, og som ifølge Ole Jacobsen i høj grad skyldes manglen på sociale kontakter i bofællesskaberne.
»Hvis bare de fem pædagoger i opgangsfællesskabet havde gjort en tiendedel af, hvad de burde have gjort. Hvis de havde skabt et fællesskab og styrket ham i hans interesser, så tror jeg aldrig nogensinde, at det var gået så galt.«
Bemærkningen sætter straks gang i diskussionen om, hvor vigtigt det er, at de udviklingshæmmede er i et miljø, der stimulerer og motiverer dem. Men sådan et miljø findes sjældent i amterne og kommunerne i dag. Hverken i bofællesskaberne eller på de beskyttede værksteder, oplever de fem forældre.

Hygger sig ihjel
»Som vi ser det, så mangler samfundet at få øje på de udviklingshæmmedes ressourcer. I dag kigger man primært på deres begrænsninger og har slet ikke øje for evner, man kunne bygge videre på,« konstaterer Jonna Kjeldsen.
Karen Jensen, 53 år, er enig:
»De beskyttede værksteder er opbevaring, så det basker. Det hele handler om hygge. De hygger sig simpelthen ihjel.«

Usynlige i samfundet
Jonna Kjeldsen nikker og tilføjer:
»Vi synes ikke, at man skal nedlægge de beskyttede værksteder og bofællesskaberne. Men vi synes, at der skal et andet menneskesyn til i de tilbud, amterne og kommunerne har. At man ser på mulighederne i stedet for begrænsningerne.«
»Vi kunne for eksempel godt tænke os, at de beskyttede værksteder blev brugt som træningssteder, som lærepladser til job ude i samfundet. Og at alle udviklingshæmmede havde krav på at få en uddannelse, hvis de kunne klare det,« fortsætter Jonna Kjeldsen, der sammen med manden, Poul-Erik, faktisk har fået i stand, at deres søn, Poul, nu får en uddannelse.
»Vores søn er meget god til at udtrykke følelser, tanker og drømme om fremtiden. Han har flere gange sagt: ’Jeg vil så gerne lære noget’. Men han har slet ikke fået sine behov opfyldt på de forskellige arbejdssteder,« fortæller Jonna Kjeldsen.
Da sønnen havde været på samtlige beskyttede værksteder i amtet, havde hun og Poul-Erik næsten givet op. Men så kom sønnen på højskole. Og her faldt han over en brochure om en praktisk grunduddannelse for udviklingshæmmede, som han nu er gået i gang med. Med tiden kan han måske få arbejde i et køkken eller en kantine – ikke i et beskyttet værksteds lukkede miljø, men på en arbejdsplads blandt os andre.«
Det gør Poul til et særtilfælde.
»Som det er i dag, usynliggør man jo de udviklingshæmmede. De bor sammen i deres bofællesskaber. De arbejder sammen på de beskyttede værksteder. De kommer ikke rigtigt ud blandt os andre. Men det kunne de godt. De kunne godt varetage mange almindelige job. Problemet er bare, at det tager tid. Og tid koster penge,« forklarer Poul-Erik Kjeldsen.
Formanden for pårørendeforeningen, Jonna Kjeldsen, supplerer: »Men vi tror faktisk, at samfundet kunne spare mange millioner kroner. Ved at give udviklingshæmmede udfordringer og indhold i deres liv kunne man jo undgå, at mange af dem bliver kriminelle, udvikler psykiske lidelser eller bliver alkoholikere. Og vi vil altså hellere bruge pengene på forebyggelse end på helbredelse.«

*Karen Jensen navn er opdigtet, da hun af hensyn til sin søn ikke ønsker at blive genkendt. Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her