Læsetid: 5 min.

’Ingen finder sig i undertrykkelse i dag’

Konflikten mellem islam og Vesten handler om definitionsmagt, mener norsk socialantropolog
5. april 2002

Den norske professor i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen har som sin centrale opfattelse, at det i verdens nuværende globale situation drejer sig om at skabe et værdifællesskab, der går på tværs af såvel vestlig som islamisk fundamentalisme, og som i stedet er forankret i en humanistisk rettighedstænkning. Det skriver han om i sin bog Bag fjendebilledet. Islam og verden efter den 11. september, som udkommer på dansk på mandag.
Videre mener han, at selve substansen i konflikten mellem Vesten og islam drejer sig om »definitionsmagt« – det er kampen om retten til at definere, der provokerer voldelige, fundamentalistiske reaktioner, siger han i en samtale med Information.
»Den store knaphedsressource i forholdet mellem Vesten og islam er respekt,« fastslår Hylland Eriksen.
– Hvordan skaber man et effektivt alternativ til fundamentalismen?
»Det stiller store krav til vores selvransagelse, men det er en selvransagelse, der i Vesten er blevet igangsat gennem den radikale modkultur fra slutningen af 1960’erne og af stemningen efter kolonialismens afvikling.«
»Længere tilbage finder vi den franske utopist Saint-Simons bøger og senere igen en Edward Saids forfatterskab. Men også fra islamisk side kræver det refleksion af egen historie. De må erkende, at de muslimske samfund er stagneret. Heller ikke muslimer må være bange for den kritiske tanke.«
– Hvordan vil du overbevise dem om det?
»Der er tendenser i Ma-laysia, i Tyrkiet, blandt egyptiske og syriske intellektuelle.«
– Man kan jo altid, over hele verden, finde den slags refleksion blandt de intellektuelle?
»Men i Malaysia og Tyrkiet findes der politiske kræfter, der forsøger at kombinere islam med en konventionel moderniseringsstrategi. Jeg mener, at de lande kan komme til at spille en nøglerolle... også Bosnien for den sags skyld. Det er skræmmende at se alternativet, nemlig hvordan der efter først Golfkrigen og siden 11. september er opstået en polarisering, som vækker fundamentalismen til live. I Iran var der faktisk en forsigtig modernisering på vej, men efter den 11. september har man igen fejret årsdagen for revolutionen med anti-amerikanske demonstrationer. Amerikanerne skaber de problemer, de tror, de bekæmper.«
– Ligesom Sharon i Israel?
»Ja, Sharon gør det samme i en rent ud parodisk udforming. Der var store sekulære og venstreorienterede politiske grupper blandt palæstinenserne, som var guld værd for den arabiske verden. Det er nu ødelagt.«
– Er Bush ved at ødelægge USA, ligesom Sharon er ved at ødelægge Israel?
»Det er forskellige situationer. USA’s integritet er ikke på samme måde truet, men der er også ligheder: Begge regimer er isolationistiske i deres idé om, at man kan føre en unilateral udenrigspolitik. Men globalisering indebærer sårbarhed og gensidig afhængighed. Globaliseringens før-ste bud er gensidighed, hvilket hverken USA eller Israel forstår for tiden. Den anden lighed er troen på, at bare man uskadeliggør terroren, bliver verden fredelig. Men i stedet forstærker man hadet, og så opstår der stadigt nye selvmordsbombemænd.«

Ingen vil undertrykkes
»Jeg tror ikke, at vi har taget alvorligt nok, at ingen undertrykte grupper længere vil acceptere at være undertrykt. Dette er nemlig relativt nyt. I kolonitiden ville ganske mange ikke have midler til at imødegå undertrykkelsen, men det forhold er ændret, og det er en udvikling, man må støtte.«
– Hvordan?
»Problemet må løses på mange niveauer. Herhjemme må vi arbejde med diskussion af minoriteternes stilling. Med for eksempel at lukke afghanske, politiske flygtninge ind i landet og integrere dem. Samfundets grænser går ikke ved statens grænser. Det er et æresdrab, som det, der fandt sted i Sverige, en påmindelse om.«
– I Danmark var det første, der skete efter at USA havde indstillet bombningerne af Afghanistan, at forkvinden for Dansk Folkeparti krævede, at de afghanske flygtninge blev sendt hjem, for nu var der ikke krig længere?
»Det er, hvad man må vente sig. Politikken i fremtiden bliver ikke den samme, som vi er vant til. Venstrefløjen vil opleve et værdifællesskab med flere og flere konservative.«
– Du skriver et sted, at det er på høje tid, vi begynder at savne de kommunistiske frihedsbevægelser i Den Tredje Verden. Sådan à la Mugabe?
»Min pointe er, at man ikke skal forveksle Osama bin Laden med Fidel Castro. Han står for en langt mindre rationel og humanitær linje end den socialistiske.«
– Eksempelvis de afrikanske, socialistiske diktaturer har hverken været rationelle eller humanistiske?
»Jeg skrev det som en påmindelse om, at den opslutning fundamentalismen har mødt, har en reel baggrund, blot er brevet blevet sendt til den gale adresse, til religiøse mullaher i stedet for til sekulære ledere, der vil skabe social retfærdighed.«

Sovjets kollaps
– Men findes de?
»Der har været et ideologisk tomrum globalt efter Murens fald, som er blevet fyldt med fundamentalisme. Årsagen er, at der ikke findes troværdige konkurrenter, ej heller i Vesten. Jeg tror, vi har undervurderet betydningen af Sovjets kollaps og den mangel på et alternativ, der er fulgt i kølvandet.«
– Det implicerer jo, at verden er nødt til at have et fjendebillede for at holde balancen?
»Så længe der er så dybe modsætninger, er der behov for frihedsbevægelser som eksempelvis ATTAC. Men venstrefløjen må tilføres de elementer, den har manglet tidligere: Humor og et mulikulturelt udsyn. Den må tænke konsekvent globalt og ikke se på politikken som noget nationalt. Men jeg ligger ikke inde med opskriften. Hvad jeg har villet med min bog er at give et landkort over verdens mentale tilstand. I bogen diskuterer jeg to teorier af betydning for amerikansk udenrigspolitik: Samuel P. Huntingtons: The Clash of Civilizations, der mener, at konfrontationer mellem Vesten og islam er uundgåelige, samt Francis Fukuyama, der proklamerede historiens ophør med Murens fald. Begge har ret i nogle af deres opfattelser, men de tager fejl af medicinen. Huntington tager fejl i at tro, at det er forskellene i verdensbillede, der fører til konflikter. Fukuyama tager fejl i at tro, at alle drømmer om the American Way of Life. Det, alle vil, er at opnå anerkendelse som det, de er. Dét er den tredje muslimske vej, som eksempelvis Malaysia og Tyrkiet har betrådt. Før 11. september tilbød den malaysiske statsminister Mahathir således at mægle mellem USA og Taleban.«

*Hylland Eriksens bog blev anmeldt 7. jan. i år under overskriften ’Den tredje vej’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her