Læsetid: 6 min.

’Der er ingen, der er stolte over det’

Det var ingen nem opgave at finde en franskmand, der ville bekende sig som Le Penist
23. april 2002

Tema: Nationalistisk protestvalg
Penibelt
PARIS – »Jeg ringede til min mor og skældte hende huden fuld. Jeg ved godt, at hun er godtroende, og at mine forældre stemmer til højre. Men så havde hun stemt Le Pen. Og det her var hallucinerende, simpelthen hallucinerende«.
Julie er 20, stud.psyk. og én af de unge, der ved søndagens præsidentvalg fik lært sig en politisk lektie.
»Jeg og min kæreste sad der og så Chiracs og Le Pens ansigter tone frem på skærmen. Vi så på hinanden, for faktisk kunne vi ikke rigtig huske, hvad proceduren så var. Vi kunne simpelthen ikke tro, at valget i anden omgang stod mellem de to. Der var helt klart noget, vi ikke havde tænkt på. Personligt havde jeg stemt økologisk, fordi jeg havde lyst til at få Jospin i den retning, men det her havde jeg ikke forestillet mig i min vildeste fantasi.«
Forklaringerne vælter ud af den unge pige, som om det nærmest er en lettelse at sige det til nogen. Solen står skarpt ned over en trafikeret gade i Paris’ berygtede Barbéskvarter, der ligesom andre arrondissementerer i Paris denne morgen emmer af dagen derpå.
»Selvfølgelig stemmer jeg til venstre, og jeg havde regnet med at kunne stemme på Jospin i anden omgang. Al den snak om utryghed og kriminalitet, det ved man jo godt, er noget vrøvl, når man er vokset op og bor i et multietnisk kvarter som det her. Jeg er aldrig bange for at gå på gaden. Jeg kan nu heller ikke tro på, at Frankrig rigtig er blevet racistisk. Min mor er altså ikke racist, hun ville bare protestere mod alle de pinger, der har siddet der så længe, og så gjorde hun det ved at stemme Le Pen. På en måde har vi været lige dumme.«

En privat sag
Jeg spørger folk på gaden ud, men der er mange der ikke ønsker at udtale sig. »At stemme er en privat sag,« lyder svaret. På cafeerne går det bedre.
»Vejret var godt og i øvrigt er det idiotisk at lave valg, når der er ferie,« forklarer en ældre typograf med gråt hår, der allerede er i fuld gang med at analysere valget sammen med en anden grå herre.
Turisterne slikker sol på fortovsterrasserne, mens de lokale lavmælt diskuterer politik ved disken, henover kaffe og øl.
»Ekstremisterne er selvfølgelig helt oppe på dupperne, så de skal nok stemme. Jeg tænkte i øvrigt nok, at det var ekstremister, der ville opnå høje stemmetal, men jeg havde troet, at det blev til venstre f.eks. Arlette Laguiller. Heldigvis har jeg samvittigheden i orden, for jeg stemte Jospin fra starten.«
Kollegaen er ikke enig: »Ja, jeg stemte ikke, men det var med vilje. Det var nu min måde at stemme på. Der er protest alle steder fra, fra højre og fra venstre. Og jeg har heller ikke tænkt mig at stemme i anden omgang. Jeg vil ikke stemme Chirac, og han skal nok klare sig. Hele flokken af kaviarsocialister, eller torskeæg eller hvad det nu er, de spiser, de skal nok stemme Chirac for at sikre deres privilegier. Hele den der mellemadministrative klasse skal nok sikre midten. Balladen kommer senere, det hele ekspoderer her til efteråret, det er der ikke nogen tvivl om.«
»Jospin skulle aldrig have indført 35-timers ugen,« bryder vennen ind, »det er det, han har tabt valget på. Og så har folk fået mindre i løn, så jeg ved ikke, hvad han har at være stolt over. Og han mangler totalt karisma. For at være præsident, skal man enten kunne skabe nogle forandringer, eller også skal man kunne overbevise folk om, at det man gør, er godt nok. Jospin kan ingen af delene.«
Ja, jeg er ikke spor nervøs for om Chirac vinder,« afbryder den anden, »så jeg stemmer blankt en gang til. Jeg håber bare, at politikerne forstår folks fortvivlelse og ændrer måde at være på. Og folk er da bange. Apoteket dér, på den anden side af gaden har haft indbrud fire gange, bare i år, og det er den slags, der får folk til at stemme Le Pen.«

’Jeg så godt faren’
I håb om omsider at få fingre i en Le Pentilhænger, skrår jeg over til apoteket.
»Ja, det er da sandt nok at jeg har haft indbrud fire gange i år,« siger la patronne forarget, »men aldrig i livet om det skulle få mig til at stemme Le Pen. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad pokker det er, folk tænker på. Jeg så godt faren komme fra Le Pen, og jeg har i de sidste tre uger forsøgt at overbevise folk i mine omgivelser om, at de skulle stemme Jospin fra starten. Hvad der virkelig undrer mig er, at Chirac og Jospin selv i den grad har leget med ilden. Ingen af dem er denne gang gået til angreb på Le Pen, der har haft frit spil med folks oppustede angstfornemmelser.«
På mit spørgsmål om, hvorfor det ikke er mig muligt at finde en Le Pen-tilhænger på gaden, svarer hun: »Jamen det undrer mig da ikke. Jeg ved da godt, de er der, også blandt mine kunder, men der er ingen, der er stolte over det. Det beviser jo også netop, at det er en ren protest. Der er ingen, der har lyst til at forsvare ham åbenlyst. Man går stille med dørene med det, også selv om det er oppe på 17 procent.«
I det 10. og 18. arrondissement, som Barbés strækker sig mellem, har det ekstreme højre dog kun tilsammen scoret omkring 10 procent, hvilket er et lille fald i forhold til sidste valg.
»Ret beset har Le Pen landet over ikke fået flere stemmer end ved sidste præsidentvalg,« docerer en marketingsdirektør, der er ved at pløje dagens aviser igennem på en café.
»Det værste er jo, at folk ikke har stemt. Vi lever i et land, hvor vi har ret til at stemme, og så klatter folk det væk på den måde.«
»Jeg har stemt Chirac,« fortæller han, der ellers var et af mine sidste håb for at spotte en Le Penist. Så retter han sig op og holder tale om republikkens kvaliteter.
»Dette er en skandale. Jeg er fransk, men i dag er jeg ikke stolt over at være fransk. Man må tage sit ansvar allerede fra første omgang, og ikke bare vente på, hvad de andre gør. Man må, og bør, udføre sin borgerpligt allerede fra første omgang, det er ikke en leg dette her. Det handler om borgerpligt. Jeg ved da godt, at der er folk i mine kredse der har stemt Le Pen. Jeg synes, at der er tale om en helt utrolig ansvarsløshed fra borgernes side. Og da franskmænd elsker at græde ved kaminilden over deres egen skæbne, og Jospin, jo, og det er fint nok, har taget sin afsked, fra politik, så er den store fare, når alle dem der var på fisketur kommer tilbage, at vi igen får en cohabitation, der lammer landet«.
»Jeg har stemt Le Pen,« siger monsieur Lassni med et bredt grin, da han stikker hovedet ud fra en lille restaurant hvor Madame Tiacheé er ved at forklare mig, at hun bare ikke har fået sig indskrevet på valglisterne. De griner allesammen af hans algierske accent.
»Vi er såmænd ikke bange. Det bliver jo Chirac, og ham kan vi godt lide. Og Le Pen han er såmænd ikke racistisk. Han har jo hjemme i det her land, og så vil han bare have de fremmede ud. Det kan man sådan set godt forstå, det betyder jo ikke, at man er racistisk. Men de skulle bare have tænkt på det noget før, dengang de gerne ville have at vi kom herop. Jeg har forresten engang været i Danmark. Der er der aldrig sommer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her