Læsetid: 6 min.

Intet nyt under solen …

… men ikke desto mindre eminent ny plade fra en veloplagt Elvis Costello. Eller er han i virkeligheden bare en villet robot?
17. april 2002

Nye cd’er i dialog
Klaus Lynggaard (KL): Det første, der slår mig ved Elvis Costellos nye album, When I Was Cruel, er, hvor egalt det er, rent musikalsk. Her er ikke de der stilistiske spring, der ind i mellem har martret Costello den Ældres udgivelser – sangene knyttes sammen af sparsom, men effektiv backing med afsæt i rock-idiomet, uden at forfalde til metervare. På det grundlag skyder Costello så med verbale spredhagl til højre og venstre, fyret af med den der indestængte og uskønne stemme, som er hans varemærke og den, der skiller fårene fra bukkene: Enten kan man ikke udholde dens klang, eller også syntes man, at ingen synger Costello som Costello. Undertegnede syntes, at det er stærkt at høre ham folde sig ud for fuld skrue på When I Was Cruel, der oven i hatten giver lyst til at stå på hovedet i det enorme bagkatalog. Selv om han iler mod det halve århundrede, er tonefaldet stadig bistert, barskt og
beskt, her er ingen hvilen på laurbærrene, men derimod en kunstnerisk sult og nødvendighed, man ofte savner hos yngre udøvere af faget.
Kristen Bjørnkjær (KB): Jeg var tilfældigvis i London, da Elvis Costello var blevet et navn i London, og jeg tror, det var omkring 1980, hvor punk var det store, nye nummer. Bedst husker jeg i virkeligheden hans udseende fra billeder, hvor han lignede en kontormand, men en skæv kontormand, en skævling. Om han var punk, ved jeg ikke, men han passede sådan set godt til scenen. Han havde ti små, stive fingre, og bag den pæne jakke anede man en villet robot. Jeg har ikke skænket ham mange tanker siden, og det er næppe tilfældigt. Så når du skriver, hvor egalt det er på den nye plade, tænker jeg: Ja, og så egalt, at det går i ét med tapetet. Jeg ville ikke løfte et bryn, hvis jeg hørte ham i radioen.

Villet robot
KL: Kære Kristen, jeg skal være den sidste til at rokke ved dine fordomme, som oven i købet har fået lov til at ligge og gære i over 20 år, men hvis du i ramme alvor mener, at When I Was Cruel går i et med tapetet, vil jeg hævde, at du lytter med røven. Hvilket selvfølgelig også har sin egen diskrete charme …, men ellers forstår jeg godt, hvad du mener, jeg har det selv på fuldstændig samme måde med f.eks Dr. Hook, Michael Falch og Promenadekoncerten i Tivoli. Men sjovt, at folk som Paul McCartney og Burt Bacharach har gidet skrive sange med én så fuldstændig uinteressant figur som ham Costello lyder i dine ører …, og pudsigt at f.eks Roy Orbison gad fortolke The Comedians eller en Dusty Springfield »Losing You«, skrevet som de er af en ’villet robot’. Jeg vil derfor bede dig følge opfordringen på nummeret »Tear Off Your Own Head«. Så slipper jeg for at gøre det!
KB: Nu rolig, Klaus. Hvis jeg sætter mig for at lytte intenst til hvert nummer, som om jeg var en musikanmelder – en usædvanlig lyttemåde for mig – kan jeg sagtens høre, at her er en mand med en håndfuld sange og en personlighed bag musikken, og at han har både det hårde og det følsomme i stemmen, og at nogle numre er bedre end andre. Men han har lige præcis ikke nok til, at jeg står på. Beklager, men noget kan man lide, og noget kan man ikke lide. Indrømmet: Jeg er både tonedøv, bonderøv og musikalsk analfabet og hvad så? Du kan slå mig oven i hovedet alt det, du vil, med Paul
McCartney, Burt Bacharach, general Napoleon, tidligere arbejdsminister Jytte Andersen eller hvem som helst. Det lader mig kold. Men I smagsdommere og eksperter på den hårde rock kan åbenbart ikke have, at andre er mere til noget helt andet. Marie Frank, Otto Brandenburg og avancerede digte f.eks. Og Bryan Ferry. Det gør vel ikke en til en mindreværdig person, som du mere end antyder? Eller ser du virkelig sådan på det? Da hjælpe dig Gud.

Smagsdommer
KL: Gud hverken kan eller vil hjælpe mig. Hvilket er fuldstændig gengældt. Han og hans slæng må selv rage kastanjerne ud af ilden. Men: Folk må kunne lide, lige hvad de vil, for min skyld. Jeg er ikke på en mission for at frelse verden. Folk må dåne over Richard Ragnvalds tonale mod eller synes, at Finn Nørbygaard er verdens morsomste mand. Bare jeg må blive fri. Men når du sætter dig ned for at lytte til et stykke musik, så lyt dog, for fanden. Der er masser af tid til Marie Frank og Otto Brandenburg – og ikke et ondt ord om Otto! – og avancerede digte bagefter. Og husk – nu om stunder er ’smagsdommer’ noget med, at man er et skidt menneske, hvis man er imod tortur, racisme, forskelsbehandling og religiøs fundamentalisme. Begrebet har intet med æstetik at gøre, efter at det er blevet approprieret af de brave mænd og kvinder i Dansk
Fuck-You Parti.
Men Kristen – nu kender jeg dig tilfældigvis godt nok til at vide, at du har nydt at skrive ovenstående formulering om Elvis C., og jeg ville ikke skuffe dig ved slet ikke at reagere. Og jeg har kaldt tærskeholdet tilbage – eller forsøgt, i det mindste: De tager ikke deres mobiltelefoner, hverken Ejnar Kvægstav eller Brian M. Så hvis de dukker op hjemme hos dig, så sig lige, de skal ringe til deres Don, før de begynder at tærske løs på dig med Jytte Andersen …

Den genfundne form
KB: Bryan Ferry derimod går rent ind. Han går ikke i et med tapetet – hans stemme ligner ingen andens, og den kan jeg lide for dens umiddelbare charme – undskyld udtrykket – og for det lille, følsomme vibrato, eller hvad det er. Jeg kan lide den måde, han henånder sangene på i mikrofonen, og jeg kan lide den måde, han tager et gammelt Bob Dylan-nummer op på og varierer det. For ikke at tale om en evergreen som »Goodnight Irene« og den måde, han udtaler Irene på med et tydeligt ’e’ i stedet for som ’i’ midt i ordet. Irrationelt måske. Men er det ikke sådan, det er? Vi er irrationelle, når vi foretrækker nogle stemmer frem for nogle andre?
KL: Irrationel! Det er lige mig!! Nå, men den 57-årige crooner har altså genfundet formen på Frantic. Væk er det intetsigende silketæppe af lyd tilsat melodier så lavmælt selvudslettende, at de kun kan høres med avanceret lytteudstyr … til fordel for en markant produktion og otte løfterige Ferry-kompositioner samt syv interessante covers, her i blandt Dylans »It’s All Over Now« og Don Nix’s »Goin’ Down«. Og læserne bør vide, at Ferrys gamle nemesis, Brian Eno gæsteoptræder på den afsluttende skæring, »I Thought« – som guitarist og korsanger! Det bedste er dog, at Ferry denne gang for alvor synger igennem – så meget det spæde organ nu tillader det – og uden ligefrem at revolutionere musikindustrien er Frantic på sine egne betingelser en lytteværdig lille sag om kærlighedens veje og vildveje. Og vildsvin.

*Elvis Costello: When I Was Cruel (Universal/Island/Def Jam) Produceret af The Imposter. www.elviscostello.com

*Bryan Ferry: Frantic (Virgin) Produceret af Rhett Davies, Collin Good og Bryan Ferry. www.bryanferry.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her