Læsetid: 5 min.

En islandsk kunstmaskine

Den nye kunstmastodont Olafur Eliasson udstiller en fantasinordisk, rablende tale på Musée d’Art Moderne i Paris
11. april 2002

Udstilling
PARIS – I begyndelsen er der jord. Hele den store, hvide indgangshal i museet for moderne kunst i Paris er fyldt af sort jord. Men når man går ind over det, er det ikke jord. Det reagerer anderledes let og flyvsk under skoene, det knirker glasagtigt, blinker som fiskeskæl og forbliver hårdt,
uimodtageligt og snublende for kroppen. Kunstneren Olafur Eliasson har bragt 40 tons dybsort, støvet lava ind i den franske kunstverden og det virker.
Hvordan må man helt selv om, understreger kunstneren. For det handler om hin enkelte menneskes sansemæssige oplevelse, at se at man ser, føle at man føler, forholdet mellem subjekt og objekt, mellem indre og ydre, mellem natur og kunst, menneske og videnskab. Og det er et projekt, der gennem de sidste fem, seks år har gjort Eliasson, det danske bud til den næste Venedigbiennale, til en af kunstens nomader, med store kontekstbestemte udstillinger verden over fra New York til Tokyo. Ustandselig i ’delokalisering’, selv om han dybest set er forankret i den islandske lava, som Suzanne Pagé skriver det i kataloget.

En dansk islænding
Egentlig er Olafur Eliasson dansk (f. 1967), uddannet i København, bor og arbejder i Berlin, men har ganske rigtigt islandske rødder. Fra lavamarken træder man ind i en gang belyst af et monokromt gult lys. Kunstneren gør mig opmærksom på, at selv den røde brandslukker har fået slukket sin farve. Til gengæld bliver kunstneren langsomt mere og mere violet i hovedet i mit øjes kvalme svar på det gule. En violet farve, som jeg bærer med ind i den næste rektangulære sal og projicerer op på væggen, sammen med seks lysprojektører, der på skift udvider rummet med geometriske flader, Remagine 2002. Det giver dybde, hvor der ellers kun var flader, i en sindrig udnyttelse af rummets proportioner. Langs de hvide flader ligger et bånd af regnbuefarver. Der er også en skygge af selve projektørerne fra det gule rum ved siden af. Da jeg er et subjekt i gang med at opleve min egen sansning, forsøger jeg at få det hele med, selvom jeg egentlig synes, det er forstyrrende for det optiske bedrag.
De næste par rum er surrealistiske på en anden måde. Et øje ser på mig fra væggen. Eliasson har arbejdet sammen med den belgiske kognitionsforsker Luc Steels. Man sætter sit øje hen til en scanner, som så projicerer det op på væggen (Eyeprojection, 2002). Ud fra forskelle og ligheder mellem de besøgendes iriser, er det så meningen, at en robot (computer) skal danne et sprog. I begyndelsen var ordet, indtil videre mumler dette nye subjekt ikke noget, men får mig til at tro, at den tunnel af netværk, man alternativt kunne være gået igennem, forestiller synapser i hjerne. Det gør den nu ikke, til gengæld er den struktureret som en bestemt type krystaller – blandt andet lava.

Verdens øje
Går man ind i et rum bag øjet, kikker verden ind i museet. Et »Camera Obscura«, skabt ved et hul i taget, trækker Eiffeltårnet ind på en rund flade. Man får en fornemmelse af at være det lille subjekt inde i kroppen, der observerer, hvad man observerer. Verdens øje. I det næste store konvekse rum er der endnu en projektion, her de tilfældige spektre, der opnås ved at to fyrtårnslanterner kører rundt og skaber en bølgende mangefarvet horison, Horizon instablile, 2002. Jeg bemærker, at der også er det »omvendte spekter« med, som Newton ikke kunne gøre rede for. Der er skønhed i horisonten.
Fra skønheden går man over til humoren i værkerne: The thing that you don’t see, that you don’t see, henholdsvis en paptunnel og en vindmaskine. De forestiller begge de ’ting’, der skal til for at skabe en hvirvelvind. Paptunellen er skåret i en geometri, der svarer til hvirvlens matematiske struktur, og man kan gå igennem den. Vindmaskinen er sådan lidt Jules Vernes-agtig med en fint strømmende damphvirvel i midten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på en engelsk biskop, der i 1650 var overbevist om, hvad Adam kunne se før syndefaldet: »de skruer og møtrikker, der sætter verden i bevægelse.«
Der er også en slags lysdødsdrom 360 room for all
colors, 2002, hvor man stående i midten i et kraftigt lys glider fra den ene spektralfarve til den anden umærkeligt, svimmelt (men der er hverken brunt eller olivengrønt). Derefter svæver der nogle ekstremt komplekse og skrøbelige papmodeller på snore i loftet. Kunstneren fortalte mig noget om utopiske by-modeller i samarbejde med by-arkitekten Yona Friedman. Og så slutter udstillingen med et ’interaktivt’ rum, The structural evolution project, 2001, hvor man selv kan bygge verden op og lege med den som molekylestrukturer. Hylderne er fulde af geometriske modeller, som et raritetskabinet, et gudeværksted eller en Leonardo da Vinci- drøm.
Jeg spurgte kunstneren, om han gik efter skønheden i tingene, og han svarede nej. Jeg spurgte ham, om han ikke syntes, at det mindede om det 17. århundredes videnskabsopfattelse og subjekt/objekt model, og det syntes han egentlig ikke. Jeg spurgte ham, om han ikke, med sit værksted i Berlin med adskillige ansatte, var en ny slags Leonardo, der producerede kunstværker som i renæissancen? »Jo,« svarede han »eller måske som nu?«

Så sandt, så sandt
Jeg tror, vi her nærmer os sandheden. Sådan skal kunst være nu. Kunstneren faldt ikke i nogen af de fælder, han kunne være faldet i: Det er ikke æstetik, det er ikke avantgarde, det er ikke utopi. Det er kontekstuelt, men ikke for meget, det er relationelt, og det handler om subjekt og objekt – slog han fast for 10. gang.
Så jeg ved ikke, hvordan jeg skal kritisere det, for der er ingen indgange. Det er – som Cecilie Høgsbro Østergaard i antologien Kunstteori for et par år siden diagnosticerede 90’er kunsten: En tautologi. Det er altid sandt, det kan ikke siges imod. Det gælder bare om, i forhold til den globale kunstscene, (der kan forføres af en trold) at opretholde sin egen diskurs, at være identisk med sig selv, at være genkendelig.
Det er Olafur Eliasson. Jeg har sjældent set noget så effektivt. Der er indbyggede blomster, rutsjebanetur og zapping. Der er lånt skønhed, videnskab og kunstnerens overblik. Publikum ånder ih! og åh!, det kommer til at gå sin nordiske sejrsgang verden over. Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke er grebet. Jeg må være en forkert slags subjekt. Det begynder og slutter med jord (lava). Indimellem er det tyvstjålent smukt som en rablende tale.

*Olafur Eliasson. Une exposition du Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris. 22. mar.-12. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her