Læsetid: 4 min.

Italiensk slaraffenland

Michele Bartoli genopstod fra de næsten glemte med sejr i Amstel Gold Race og Armstrong gav sine Tour-rivaler noget at tænke på
29. april 2002

Cykling
Der er ikke blevet talt så meget om Michele Bartoli de seneste år i den italienske sportspresse. Jo, sidste efterår, da han var på kant med ledelsen på sit hold Mapei, og blev løst fra sin kontrakt før tid for at skifte til sin gamle mentor Giancarlo Ferrettis hold Fassa Bortolo. Forbi er de dage, hvor han med sejre i Flandern Rundt (1996) og Liege-Bastogne-Liege (1997 og 98) var den naturlige italienske storfavorit i netop disse to løb, men også i Fleche Wallonne, som han vandt i 1999, og i det hele taget var Italiens bedste bud på en arvtager til 80’ernes stjerne Moreno Argentin som multi-vinder af de fleste klassiske endagesløb.
Det er hans gamle ven og hjælperytter Paolo Bettini, sidste søndags vinder i Liege, der har overtaget scenen og spaltepladsen fra Bartoli, og det er den yngre generation med de tre musketerer Ivan Basso, Giuliano Figueras og Danilo di Luca de nærmeste fremtidsforventninger knytter sig til.
Michele Bartoli, der fyldte 32 i lørdags, begyndte denne sæson som lyn og torden ved allerede i midten af februar at vinde det korte franske etapeløb Tour Méditerranéen efter etapesejr på toppen af løbets stigning Mont Faron ved Toulon. Hele Fassa Bortolo-holdet var det tidlige forårs store vinder, men da rækken af klassikere indledtes med Milano-Sanremo, var både Bartoli og hele holdet blevet nærmest usynlige. Indtil i går, hvor sportsdirektør Ferretti havde ladet Ivan Basso køre uden forpligtelser, men forinden ikke havde lagt skjul på, at han havde Bartoli i baghånden. Og Bartoli vandt Amstel Gold Race. Hans første sejr i et World Cup-løb siden 1998, hvor han tog sig af Meisterschaft von Zürich, og hans første sejr i et af de klassiske forårsløb siden Fleche Wallonne i 1999.

Sammenklumpning
Amstel Gold Race i den hollandske Limburg-provins er normalt ikke et løb efter Bartolis ben, der ynder korte skrappe stigninger, men i år var ruten lagt om og finalen gjort sværere med en sammenklumpning af nye, stejlere bakker på de sidste 50 kilometer. Og det var netop på en af dem, Eyserbosweg med en stigning på 11 procent over en lille kilometer, at hjemmebanehelten Michael Boogerd forsøgte at leve op til forventningerne om hollandsk sejr ved at rive sig løs fra feltet – et af felterne – og han fik øjeblikkeligt følge af Bartoli og dennes russiske holdkammerat Sergej Ivanov samt Lance Armstrong. En kvartet ingen kunne følge de resterende små 50 kilometer til målet i Maastricht, og som afgjorde løbet i et spurtopgør hvor Fassa Bortolo-triumfen blev fuldkommen med Ivanov som toer foran Boogerd og Armstrong.
Selvfølgelig sad Lance Armstrong med til sidst. Som han har gjort sig til vane nærmest i dette sidste World Cup løb inden det bliver sæson for de store etapeløb og tidspunktet for hans egentlige entre på scenen. Sidste år udkæmpede han en skarp duel med vinderen Erik Dekker, og det samme i 1999 med Boogerd. Og efter to disse to andenpladser havde han på forhånd annonceret, at han i går var opsat på at vinde. Amerikaneren er lidt af et særsyn blandt de ryttere, der bejler til at vinde en af de store Ture, for han har i år deltaget i hele forårskampagnen i europas nordøstligste hjørne som en meget synlig og meget effektiv hjælperytter for sin gode ven George Hincapie. Respektindgydende er det. Og Amstel bruger Armstrong som en formtest på allerhøjeste niveau. Som Bjarne Riis gjorde det, da han råvandt løbet i 1997 efter sin Tour-sejr året forinden. Men Riis’ kalkuler var dårligere end Armstrongs har været – kulminerede for tidligt og fandt ikke formtoppen igen i Touren – mens amerikaneren nu gennem fire år har gjort det til et gennemprøvet nummer at brillere ved Amstel Gold Race og så være i maksimal form i juli. Det er nærmest et mønster, og det tegner ikke godt for hans rivaler i Touren, om hvem man på nuværende tidspunkt intet ved, fordi de næsten ikke har kørt noget af betydning.

Karrieren reddet
Men for Michele Bartoli var det sidste udkald inden sommeren, og ikke blot hans sæson, men vel på det nærmeste hans fortsatte karriere på allerhøjeste plan, blev reddet med sejren i et løb, som bød på så svære vejrbetingelser, at der ingen tilfælde var i den endelige udskilning. Efter en nervøs start med masser af styrt skilte en sekstet af mindre ryttere sig ud allerede efter 14 kilometer, og det var jagten på den, der prægede løbet, indtil den vindende kvartets aktion. CSC-Tiscalis Bjarke Nielsen lå længe på mellemhånd alene mellem felt og udbrydere, men det var det andet danske hold Team Fakta, der viste sig mest. Andendivisionsmandskabet ledet af Kim Andersen og Peter Meinert kvitterede for et wild card ved at lade Lennie Kristensen, Bjørn Vestøl og Marcus Lungquist blande sig i det hele undtagen finalen.
De er garanteret ikke fløjet ind i eget fly, som Lance Armstrong, der ankom dagen før løbet, og som klagede over tynd mave og opkastninger, men som ikke syntes plaget af noget som helst, da det gjaldt.
For CSC-Tiscali har det været et magert forår, som nu kun succes i de store etapeløb kan rette op på. For italienerne har det været rent slaraffenland: Cipollinis sejre i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Tafis i Flandern og Bettinis i Liege - med fem italienere på de første pladser - og nu Bartolis i Holland. Kun Paris-Roubaix og Fleche Wallonne har de overladt til belgiérne Johan Museeuw og Mario Aerts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her