Læsetid: 3 min.

Jazz på italiensk

På søndag uddeles Jazzparprisen til den italienske trompetist Enrico Rava, der har været en velbevaret hemmelighed for Norden
18. april 2002

Jazzparpris
Uddelingen af Jazzparprisen er en af årets store jazzbegivenheder herhjemme, men også internationalt set. Den er forbundet med væsentlig prestige og er i monetær forstand verdens største jazzpris på 200.000 kroner, sponsoreret af Skandinavisk Tobakskompagni. Den gives til jazzmusikere på interna-tionalt niveau, der fortjener større respekt og anerkendelse for deres musik.
Har man én gang oplevet en prisuddeling, vil man dog vide, at pengene kun fylder lidt. De udgøres af en check, der et kort øjeblik rækkes frem til modtageren (hos hvem de må lune gevaldigt), men Jazzpar-begivenheden er først og fremmest af kunstnerisk art og har musikken og udøverne i centrum.
Årets prismodtager, den 62-årige italienske trompe-
tist og komponist Enrico Rava, besøger i disse dage først Randers og Vejle med Jazzpar-karavanen og i weekenden Tivoli, hvor prisen overrækkes søndag eftermiddag. Man har lov til at vente sig jazz på betydeligt niveau, når Rava spiller op i sekstet med de to unge landsmænd, 27-årige Gianluca Petrella (trombone) og den interessante 29-årige Stefano Bollani (klaver), amerikanske John Abercrombie på
guitar og den blomstrende danske rytmeduo: Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer).

Bredt virkefelt
Rava har været en velbevaret hemmelighed for mange herhjemme, men er naturligvis ikke hvem som helst. Han er en af Italiens væsentligste jazzkunstnere: En fokuseret instrumentalist og komponist med et bredt virkefelt og omkring 25 plader bag sig i eget navn foruden en enorm mængde indspilninger som sideman.
De unge år i starten af 60erne markeredes bl.a. med Ravas samarbejde med den argentinske saxofonist Gato Barbieri og senere med amerikanske jazz-avantgardister som saxofonisten Steve Lacy og trompetisten Don Cherry.
Rava opholdt sig fra 1969 og otte år frem i New York, hvor han arbejdede med prominente avant garde-musikere som Roswell Rudd, Marion Brown, Mal Waldron, Rashied Ali, Cecil Taylor og Carla Bley. Han bor i dag ved den italienske middelhavskyst og som man kan få indtryk af i et interview i det nyeste nummer af bladet Jazz Special, er Rava en reflekteret musiker med kærlighed til både jazz og anden musik.
Det er da heller ikke avantgarde i nogen radikal eller snæver betydning, der bør forbindes med Rava. Hans musik har siden 70’erne, hvor den fik udbredelse i det internationale jazzmiljø, hovedsageligt været kompositorisk klart tænkt og funderet i form og melodik. Det er oplagt at genopfriske den dristigt spillede og melodisk bårne The Pilgrim And The Stars (ECM, 1975), hvor Rava høres med guitaristen John Abercrombie, bassisten Palle Danielsson og trommeslageren Jon Christensen.
Men også den rytmisk mere kontante Enrico Rava Quartet (1978) bør fremhæves, hvor medmusikerne er
Roswell Rudd (bas), J. F. Jenny-Clark (trombone) og Aldo Romano (trommer). I samme periode var Rava også influeret af tidens populærmusik. Japo-udgivelsen Quotation Marks (1976) emmer af tango- og samba-inspireret rockjazz, hvor bl.a. brugen af bandoneon peger frem imod samarbejdet med bandoneon-mesteren Dino Saluzzi på Volver (ECM, 1988).

Boblende dansk
Miles Davis og den lyriske trompet-tradition spiller en betydelig rolle i Ravas personalstil. Chet Baker blev hyldet med et album i ’99 og Davis på den netop udsendte Plays Miles Davis, der fokuserer på slut-50’ernes og 60’ernes Davis i en forrygende live-optagelse med italienske musikere. Det lyriske i Ravas spil er altid koblet til temperament og varme, hvilket gør prismodtageren til en inciterende solist.
Med til billedet hører også Ravas interesse for europæisk kunstmusik bl.a. opera, hvilket kan høres på den roste Rava l´opera va (Label Bleu, 1993) og på samme selskab Ravas vision af Bizets Carmen (1995).
Man har også lov til at forvente sig meget af saxofonisten Thomas Agergaard, lederen af årets danske Jazzpar-combo. Agergaard er blandt landets førende musikere af den yngre, etablerede generation. Specielt hans vidunderligt boblende syv-mands-orkester Oknok Kongo har understreget hans potentiale.
Agergaards oktet sammensat til lejligheden med udenlandske kapaciteter som bassisten Miroslav Vitous, cellisten Hank Roberts, trommeslager Jim Black, den franske vokalist Geraldine Keller foruden skandinaviske musikere kan ses som en international pendant til hans Oknok Kongo. Og i den region kan alt kan ske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu