Læsetid: 5 min.

Jazzen på ny

Mellem sort og hvid. Jazzen er udtryk for en frugtbar blandingskultur, mener Fabian Holt, der i morgen forsvarer sin ph.d.-afhandling om en cool-tradition i jazzen
4. april 2002

Jazz-historie
Arkiv for dansk jazzhistorie på Musikvidenskabeligt Institut i København er et slidt kontor med bøger og lp’er langs væggene. For tiden er det Fabian Holts arbejdsværelse. Han har skrevet en 550 sider stor afhandling om cool jazz og dens betydning i amerikansk kultur, og det er kun anden gang, der gives en højere akademisk grad i jazzhistorie herhjemme.
Holt mener, at der findes en cool-tradition i jazzen, der ikke blot hidrører den korte periode fra ca. 1949-55, hvor cool jazz markerede en afgørende ny stil oven på den viltre bebop, men at den kølige og tilbagelænede musik har eksisteret op igennem jazzens historie til i hvert fald midt i 80’erne. Derfor kan cool jazz anskues som en deltradition i amerikansk jazz over for den dominerende hot-tradition. Det interessante ved Holts afhandling er dog ikke blot, at han lancerer en ny måde at tænke jazzhistorie på, men også at han undersøger cool-traditionens betydning for amerikansk kultur, hvilket bl.a. vedrører aktuelle problemer omkring raceidentiteter.

Musik og virkelighed
– Hvorfor er det først er nu 20 år efter, at Erik Wiedemann fik sin doktorgrad, at der gives en højere akademisk udmærkelse inden for jazzhistorie?
»Der har været en lang periode uden penge til ph-d.’ere, og fra 1978-91 har der ikke været én ny ansættelse på musikinstituttet i København. Og man må sige, at der ikke har været gjort nok for at tiltrække potentielle ansøgere. Den danske jazzverden har heller ikke ligefrem råbt på jazzforskning. Det er et område, der kræver opdyrkning, og det har ikke været gjort. Jazzen er heller ikke det eneste område, der kan siges at have været og måske fortsat er underprioriteret. Der mangler også dansk forskning inden for f.eks. blues, country, dansktop og indisk musik.«
– Hvad mener du, din afhandling kan bidrage med i jazzforskningen og i bredere forstand?
»Jeg vil gerne skabe forståelse for jazz som en del af samfundet i bred forstand. Mange har i dag et begrænset kendskab til jazzen i 1920’erne og 30’erne, men ved at beskæftige sig med samtiden og kulturhistorien kan man i høj grad åbne for nye måder at høre musikken på. Hvis man f.eks. lytter til Lester Young ud fra samtidens musik, kan man notere sig, at han på den ene side har en sikker saxofonstil med stor rytmisk beherskelse.«
»På den anden side bryder han med swingstilens konventioner ved sin forfinede, lyse klang og skæve betoninger. Og Lester Young skilte sig også ud socialt. Han talte et indforstået sprog, havde en aparte gangart, en lys stemme og en indadvendt attitude, der brød med samtidens forventninger til sorte performere. Det er en central begivenhed i amerikansk identitetshistorie, for gennem sin musik og personlige stil var Lester Young på vej ud af de racistiske, stereotype billeder af sorte.«

Ustabilt er spændende
»Raceforhold har spillet en grundlæggende rolle i amerikansk kulturhistorie og gør det stadig i f.eks. hiphop. Her udtrykkes en afro-amerikansk identitet, der spiller på forestillinger om sortes mænds maskulinitet, på seksualitet og fysisk styrke. Et af hovedkonklusionerne i min afhandling er, at mennesker er i stand til at tilegne sig forskellige kulturer og ikke er bundet af deres hudfarve. Sorte og hvide jazzmusikere har inspireret hinanden. Der findes ikke en ren sort eller hvid jazz. Jazzen har altid befundet sig i et kulturelt spændingsfelt mellem forskellige sociale grupper og samfundsopdelinger – mellem sort og hvid kultur, populær- og finkultur. Noget af det, der er interessant ved jazz, er, at den aldrig passer ind i de ’kasser’, vi har for forskellige typer kultur. Den befinder sig i en ustabil og flertydig position med et ben i den etablerede finkultur og et ben på gaden.«
– Du giver i din afhandling et billede af jazzen efter 1985 som stagnerende og traditionsdyrkende frem for fornyende...
»Nu kan man ikke sige, at jazzen ikke udvikler sig, men man er i jazzkulturen i dag mere optaget af at dyrke historien. I 30’erne og 40’erne var jazzen noget helt nyt. Den var udtryk for samfundstendenser her og nu, og den havde stor betydning for nye mentalitetshistoriske brydninger.«

Nye blandinger
»Det interessante er for mig bl.a. de musikere, der kombinerer forskellige musikkulturer og skaber nye blandinger f.eks. Joni Mitchell og Cassandra Wilson. De laver ikke noget radikalt nyt, men deres musik afspejler en ny tids mentalitet. Jazz bliver brugt forskelligt i forskellige verdensdele som hos norske Jan Garbarek, italienske Gianluigi Trovesi eller vor egen Pierre Dørge og Marilyn Mazur. På den måde er jazzen hele tiden i kontakt med nye musikkulturer.«
– Men hvad er ’jazz’ da? Med så mange former og afarter står begrebet så ikke i fare for at opløses?
»Nej, det bliver bredere og frigivet. Definitionen af jazz har forfulgt jazzkulturen altid, men man kan ikke opstille en enkelt eller udtømmende definition. Vi må se i øjnene, at det er umuligt at lave en sådan definition, og det er noget, man er ved at gå væk fra i jazzforskningen.«
– Et interessant aspekt i din afhandling er ideen om, at begreberne ’hot’ og ’cool’ er metaforer, som vi knytter til emotionelle tilstande i vore beskrivelser af musikken...
»Ja, et højt spændings- og aktivitetsniveau i musik bliver f.eks. beskrevet i temperaturmetaforer som at ’koge’, ’syde’ og ’eksplodere’. Rytme og bevægelse kan forstås i tæt sammenhæng med menneskets fysiske og psykiske adfærd. Vore erfaringer af temperaturer fra kroppen og dagligdagen overfører vi til musikforståelse. Og det er faktisk underligt, at der ikke er nogen, der før har benyttet metaforteori i jazzforskning, for temperatur er et centralt aspekt ved jazz.«

Jazz og humor
– Det er jo almindeligt at forstå jazzens historie som en række stilperioder, der afløser hinanden. Er din forskning et opgør med denne periodisering?
»Nej, den er et supplement. Jeg vil gerne vise, at de samme musikalske udtryk kan gå igen i forskellige perioder. I princippet kan man se cool-elementer gennem hele jazzhistorien. De er ikke bundet til en enkelt periode. En kølig stil genfindes hos både Lester Young, Lee Konitz og Pat Metheny. I virkeligheden er der jo masser af temaer i jazzen, hvor man kunne undersøge fællestræk. Tag den romantiske følelse i jazz eller temaer som sex, humor, maskulinitet eller alfonseri! Beskæftigelsen med musikken behøver ikke være strengt musikteknisk, men kan også behandle emotionelle og alment kulturelle aspekter. Musik er med til at skabe vor bevidsthed som mennesker, hvordan vi tænker, føler og handler i et samfund.«

FAKTA
Hot og cool
Ifølge Fabian Holt kan man tale om to kontrasterende typer jazz: hot- og cool. Den hot-prægede jazz kan karakteriseres ved en varm og energisk spillestil, der er rytmisk og emotionelt ekspressiv, og den forbindes typisk med Louis Armstrong, Charlie Parker og John Coltrane. Den cool-prægede jazz er i højere grad præget af træk fra hvide musikkulturer og er karakteriseret ved en kølig og kontrolleret spillestil, underspillet rytmik og et mere lyrisk udtryk. Repræsentanter er bl.a. Bix Beiderbecke, Lester Young, Bill Evans og Pat Metheny.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her