Læsetid: 5 min.

Jøden som intellektuel - både indenfor og udenfor

Jødisk tænkning har både befordret offerrollen – og rollen som andre ofres humanistiske advokat
19. april 2002

(2. sektion)

Tænkning
Den jødiske filosof Vladimir Jankélévitch har skrevet om næsten ingenting. Det er et begreb om en minimal, men afgørende forskel: presque rien eller på dansk næsten ingenting.
Jankélévich var inspireret af en anden jødiske filosof Henri Bergson, om hvem en tredie jødisk filosof Èmmanuel Lévinas sagde: »Hans filosofi er som et digt, man kan ikke fortsætte den eller bygge på den. Man kan blive inspireret af den til at starte et helt andet sted.«
Fra Karl Marx til Horkheimer og Adorno, Spinoza over Freud til Derrida, Jung til Marcuse, fra Mendelsohn over Martin Buber til Hannah Arendt: Der i følge filosoffen Peter Kemp ikke tale om en særlig jødisk filosofi:
»Man må sige, at jøderne har været afgørende for moderne filosofi. Men at de har kunnet spille en så afgørende rolle, har nok noget at gøre med deres position.«
»De er på sin vis inden for samfundet og så alligevel uden for. Det er den minimale forskel. Det er det næsten ingenting, som Jankélévitch taler om. Den distance gør, at en jødisk filosof måske er i stand til at trække sig lidt tilbage og udvikle nogle andre tanker.«

Efter Dreyfus
Jøderne har været til stede som filosoffer. Og som intellektuelle. Det er ikke helt det samme. Der er en minimal forskel. Den intellektuelle trådte i begyndelsen af det 20. århundrede frem i det offentlige rum som reaktion på antisemitisme.
I 1894 blev den fransk-jødiske officer Albert Dreyfus under falske anklager dømt for forræderi. Dreyfus blev deporteret til Djævleøen. Som protest mod de falske anklager skrev den franske forfatter Émile Zola sit berømte, åbne brev: Jeg anklager. Som forfatter leverede Zola i praksis definitionen på det, man senere skulle kalde en intellektuel: En der intervenerer i offentligheden uden for sit fagområde. Man kan også kalde det et indgreb fra civilsamfundet.
Zola åbnede en position, som siden er blevet indtaget af utallige jøder som intellektuelle. Eksemplerne er legio: Martin Buber skrev i 1939 et åbent brev til Mahatma Gandhi om det allerede dengang presserende spørgsmål om Palæstina, Jankélévitch gik i maj 1968 fra sin plads som underviser og om på den anden side af katedret og Noam Chomsky har offensivt støttet oprettelsen af en palæstinensisk stat.
En affære i 1978 afdækkede en dobbelt position: jøden som både offer og intellektuel. Litteraturprofessoren Robert Faurisson præsenterede den tese, at Auschwitz var et rygte, og gaskamrene havde aldrig eksisteret. Jødiske intellektuelle som Elisabeth Roudinesco afviste ikke alene den revisionistiske forestilling, men udfordrede i samme manøvre retten til at fremsætte den. Men den amerikanske jøde Noam Chomsky fastholdt Faurissons ret til at fremsætte selv uhyrlige påstande. Roudinesco beskyldte Chomsky for at støtte antisemitisme, Chomsky insisterede på at forsvare ytringsfriheden, som kun har værdi for så vidt, som også modstandere har ret til formulere meninger offentligt.
Modstanden mod antisemitisme og solidaritet med offerpositionen har været omdrejningspunkter for jødiske intellektuelle. Indimellem i konflikt med hinanden som Roudinesco og Chomsky. Beskyldningen om antisemitismen har virket som voldsomt retorisk instrument, der også har været fremført af danske jøder under den påstand, at kritik af Israel var synonymt med antisemitisme.
Men man ser også den modsatte position: som intellektuelle solidariske med offeret tager stadigt flere jøder afstand fra Israels overgreb på palæstinenserne. Palæstinenserne i rollen som Dreyfus ved krigsretten.
Som Jacques Derrida siger:
»Netop som jøde støttede jeg min gode ven Jean Genets kamp på palæstinensernes side mod Israel.«
Eller som den danske jøde Morten Thing, der siger fra over for Israels aktuelle politik:
»Fordi vi er jøder, har vi også en moralsk forpligtelse over for dem, som er undertrykt. Nu er det for en gangs skyld ikke jøder, der er undertrykt, men derimod jøder, som er undertrykkerne.«

Halvdelen væk
Jankélévitch blev født i 1903 og døde i 1985. Men sagde efter Holocaust, at han havde mistet halvdelen af sit liv.
I Jorge Sempruns biografi Skriften eller livet fremtræder en anden formulering af Jankélévitchs tab. Som ung filosofistuderende var Semprun manisk optaget af Heideggers tidligere hovedværk Sein und Zeit.
Under Anden Verdenskrig blev Semprun som aktiv modstandsmand straffet med ophold i koncentrationslejren Buchenwald. Og kom chokeret ud til meddelelsen om, at Heidegger under krigen havde været medlem af det tyske nazistparti.
Således også Lévinas, der allerede tidligt havde studeret hos Heidegger i Freiburg. Lévinas var krigsfange under Anden Verdenskrig og nægtede siden at sætte sin fod på tysk jord. Da han blev inviteret til at modtage en pris i Vesttyskland, sendte han sin søn i stedet. Men Lévinas lagde ikke Heidegger fra sig.
»Lévinas’ hovedværk Totalitet og uendelighed fra 1961 er et langt opgør med Heidegger,« siger Peter Kemp.
»Han fremhæver Sein und Zeit som et af de fem væsentligste værker i filosofien, men han bliver hele tiden nødt til at gøre op med den. Han forkaster ikke Heideggers filosofi, men opdager efterhånden, at hvis han bare følger den, er det djævlens værk.«
Kemp påpeger, at Lévinas for at komme ud over Heidegger vendte tilbage til en anden jødisk filosof: Franz Rosenzweig, som tænkte ansigtet som sammensat af to trekanter, der tilsammen udgør en jødestjerne:
De to øjne og munden er en trekant, ørerne og panden/næsen den anden. Begrebet om ansigtet bliver afgørende for Lévinas udvikling af en etisk filosofi om mødet med den anden.
Derrida udgav i 1987 Om ånden, hvor han efter en tænkende karrieres stadige Heideggerpåvirkning vendte tilbage til spørgsmålet om Heidegger og nazismen. Marcuse udviklede efter Anden Verdenskrig et forsøg på en sammentænkning af Heidegger og Marx.
Adorno reagerede omvendt ved helt at afskrive Heidegger. Hannah Arendt, der i øvrigt var Heideggers elskerinde, bemærkede lidt irriteret Adornos tendens til at afvise modstandere som antisemitter.
Allerede inden Holocaust og uafhængig af antisemitisme var der store jødiske filosoffer: Baruch de Spinoza, Moses Mendelsohn og Karl Marx. For bare at nævne et par stykker.
Men i det 20. århundrede har jøderne både som intellektuelle og filosoffer været bestemmende for europæisk tænkning. Jankélévitch greb ind som intellektuel. Som filosof skrev han i et brev:
»Glem ikke, at vi skriver for eftertiden, og vores fremtidige udgivere vil uden tvivl udgive vores filosofiske værker, ligesom man gjorde med Descartes og Kant.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu