Læsetid: 6 min.

Er jøderne ét folk?

Det 20. århundredes mest abstrakte projekt er ideen om ’det jødiske folk’. Ikke desto mindre blev konstruktionen realiseret. Som ’folk’ har det kun et alfabet og en bibel til fælles. Hverken sprog, etnicitet, religiøs ritus, historie eller geografi binder jøderne sammen til et hele, skriver historikeren Morten Thing
19. april 2002

(2. sektion)

Historie
Ordet ’folk’ er et gammelt dansk ord. Betydningen har udviklet sig fra den oprindelige betydning af ’skare’, ’samling af personer’, ’hushold’ til et abstrakt begreb, som dækker ordet ’nation’. Det er en betydning, som først på dansk dukker op i 1700-tallet. Med de moderne nationsdannelser nærmer ’folk’ og ’nation’ sig til hinanden i tilknytning til ’stat’. Denne proces sammenfatter Benedict Anderson i sin bog Imagined Communities i begrebet ’forestillet fælleskab’: Et folk eller en nation er ikke som en familje eller en landsby en størrelse, som kan omfattes sanseligt af bevidstheden. I modsætning til den mængde af sociale forhold, som udgøres af ’en landsby’, er ’folk’ eller ’nation’ så abstrakte størrelser, at man tit kun kan knytte formelle kvaliteter som ’samme sprog og samme geografiske område’ til dem.
’Folket’ blev bygget op gennem de diskussioner og de skrifter, som førte frem til den moderne nationalisme, den ideologi, som i 1800-tallet var med til at flytte grænser mange steder og til at samle ’folk’, som havde levet i forskellige stater som tyskerne og italienerne.
I denne proces kom de europæiske jøder i klemme. De blev så at sige udskilt som fremmedlegemer. Tidligere havde de været fremmede på grund af deres religion, nu blev de fremmede på grund af, at de tilhørte ’jødefolket’, dvs. et andet folk. For ’jødefolket’ var der allerede; det var så at sige et begrebsmæssigt paradigme for alle de andre folk. I Biblen havde alle kristne jo læst om ’jødefolket’, som Gud havde givet et land og 10 bud. Sagen er blot den, at betydningen af ’jødefolket’ i biblen henviste til en helt anden virkelighed end 1800-tallets industrielle Europa.

Var jøderne et folk også i moderne betydning? Og kunne de blive en nation med en stat? Herom skændtes Europas jøder fra slutningen af 1800-tallet. Der var dem, som mente, at jøderne ingen fremtid havde som eget folk, og som derfor mente, at jøderne skulle ’assimilere’ sig i den befolkning, hvor de nu boede. Der var de ortodokse, som mente, at Gud havde spredt jøderne i diasporaen, og at han ville sende en messias, når det passede ham. Så var der zionisterne. De mente, at jøderne aldrig kunne undslippe antisemitismen og derfor burde skabe deres egen stat, hvor jøder fra hele verden kunne bo uden antisemitisme. Både de ortodokse og zionisterne opfattede ’jøderne som folk’ som alle jøder i hele verden.
Hvis fortællingen om ’jødernes adspredelse blandt nationerne’ var den, at et oprindeligt ’jødefolk’ havde vandret til alle jordens egne, men havde holdt sig væsentligt som det samme, kunne denne forestilling om det jødiske folk måske holde et stykke ad vejen.
Men sagen var meget mere kompliceret: Der fandtes mange forskellige slags jøder, som så meget forskellige ud, som talte mange forskellige sprog, som havde forskellige opfattelser af religionen. Kun alfabetet og torah’en (den jødiske bibel) synes at være konstante træk. I Europa havde man to store grupper af jøder: ashkenazerne, som talte jiddisch og især boede i Østeuropa og sefarderne som talte judezmo og især boede på Balkan og i Tyrkiet. De havde også hver sin reiligiøse ritus. I Nordafrika boede store grupper jøder, som talte judeo-arabisk. Det gjorde de jødiske grupper på den arabiske halvø også, men andre dialekter. Ikke mindst de jemenitiske jøder skilte sig ud både i religiøs ritus og i udseende. Længere østpå, i Iran boede en stor gruppe jøder, som talte judeo-persisk. I Indien boede to forskellige grupper, de sorte og de hvide jøder, som ikke giftede sig med hinanden. I Kaifeng i Kina boede der jøder, som talte mandarin og fuldstændig lignede kinesere, og i Etiopien boede der jøder, som talte amharisk og lignede andre etiopiere. Der var jødiske folk, men der var flere forskellige.

Overfor de ortodokse og zionisterne stod ’bundisterne’. De hed sådan efter deres organisation, Algemajner jidisher arbeter bund in lite, poyln un rusland, Det almindelige jødiske arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland. Det var et jødisk, socialistisk parti, dannet 1897 i Vilna. Det blev i 1898 en del af det Russiske Socialdemokrati, men levede som hund og kat med Lenins bolsjevikker, som også var en del af Socialdemokratiet.
Bund mente, at de jiddisch-talende jøder udgjorde et folk. Og det var dét folk, som de krævede ’autonomi’ for. Autonomi betød, at jøderne rådede for deres egen kultur og kunne udfolde deres eget sprog, undervisning, lokale fællesskaber osv. De så Ruslands fremtid som en føderation af forskellige folk, som levede på en fælles jord. Det var en helt anden forestilling om ’jøderne som folk’ end den, de ortodokse og zionisterne havde. Bundisterne understregede i deres politik dojkhajt, et begreb, som bedst gengives som ’her-hed’. Deres udgangspunkt var jødernes konkrete undertrykkelse i Rusland og ikke jøderne i forhold til Gud eller jøderne i hele verden. Deres forestillede fællesskab var altså knyttet til et ’her’ og hverken til et ’der’ (Israel) eller en fjern ’fremtid’. Bundismen nedtonede således det utopiske element i socialismen og gav afkald på det messianske i jødedommen. I Polen var Bund i mellemkrigstiden en betydelig vigtigere politisk faktor end zionismen. Med udryddelsen af de europæiske jøder var autonomi-tanken gjort uaktuel, og zionismen var alene på scenen.
Israel blev skabt på den zionistiske forestilling. Loven om ret til at vende tilbage gør det klart, at zionismen vil genskabe det bibelske ’jødefolk’. Deres ’forestillede fællesskab’ blev i mangel af fællesskab i sprog og geografi det mest abstrakte politiske projekt i det 20. århundrede. Ikke desto mindre blev det realiseret. Da den israelske stat i begyndelsen af 50’erne måtte indse, at Østeuropa havde lukket for udvandring, og at de amerikanske jøder ikke ville immigrere, så man sig om efter andre grupper, bl.a. de indiske, de jemenitiske, de irakiske og de nordafrikanske jøder. De kom i stort tal til Israel – og oplevede at de var kommet til et europæisk nybyggersamfund. Ikke mindst de meget mørke indiske jøder følte sig groft diskrimineret, men også etiopierne følte, at de skulle tilpasse sig den europæiske opfattelse af, hvad jødedom var. Israel blev i praksis et multikulturelt nybyggersamfund, som vi kender det fra Australien f.eks. i stedet for ét folk. Der har været og er fortsat mange spændinger mellem de europæiske jøder og de afrikanske og asiatiske. Det store politiske paradigmeskift, som sidst i 1970’erne bragte Menahem Begin til magten, skyldes ikke mindst disse spændinger. Den gamle zionistiske højrefløj med terroristen Begin i spidsen blev støttet af især arabisk-talende jøder i protest mod Arbejderpartiets regime. Underneden lå det uafklarede spørgsmål: Skulle Israel være et vestligt eller et orientalsk samfund?

Der er mange, som mener, at jøderne har en ret til Israel, som ligger uden for folkeretten. Moses Hansen og de kristne fundamentalister mener sammen med de ortodokse, at denne ret er givet af Gud. Mange ikke-religiøse (også jøder) mener, at denne ret kommer af forfølgelsen af de europæiske jøder. Nu er kun halvdelen af Israels jøder af europæisk oprindelse, men retten synes altså alligevel givet til denne store abstrakte konstruktion ’alle jøder i hele verden’, uanset om de har været en del af undertrykkelsen i Europa. Grundlæggende deler zionister, kristne fundamentalister og ortodokse jøders syn på hvad dét jødiske folk er: Guds udvalgte folk fra Biblen.
Hvis og når Israel engang bliver tvunget til at slutte fred med palæstinenserne, står det stadig tilbage at formgive Israel som et ikke-kriger-samfund. Hvis landet ikke længere skal opretholde et militær, som koster 30 procent mere end de samlede udgifter til militær i Egypten, Irak, Jordan og Syrien og kan leve i fred og sikkerhed, så vil de sociale modsætninger kunne udtrykke sig både mere frit og mere voldsomt.
De 750.000 russere, som kom i 90’erne, hvoraf måske op til 40 procent ikke er jøder, er endnu en brik til disse modsætninger.
Det bliver næppe fredeligt.q

Morten Thing er forfatter og historiker. Udsendte sidste efterår bogen ’Den Historiske Jøde’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu