Læsetid: 6 min.

Den kære familie

Med ’The Royal Tenenbaums’ har den amerikanske kritikerdarling Wes Anderson begået sin mest kommercielle film, men det betyder ikke, at den er mindre original
19. april 2002

(2. sektion)

Interview
Der ikke er mange rigtige originaler tilbage blandt amerikanske filminstruktører. Men heldigvis dukker der stadig nogen op, som kan gøre Woody Allen, Todd Solondz, Paul Thomas Anderson og Spike Jonze selskab som filmskabere med en helt særegen stemme, men ikke nødvendigvis modsvarende kommerciel gennemslagskraft. En sådan er Wes Anderson, som med filmene Bottle Rocket (1996) og Rushmore (1998) har etableret sig som en særdeles lovende filmskaber. Hans tredje film, det humoristiske familiedrama The Royal Tenenbaums, er den første, som får dansk biografpremiere, og den imponerende rolleliste - Gene Hackman, Anjelica Huston, Ben Stiller, Gwyneth Paltrow, Luke Wilson, Owen Wilson, Danny Glover, Bill Murray og Seymour Cassel - har fortjent givet den stor opmærksomhed.
Filmen blev nomineret til en Oscar for bedste manuskript og fik sin internationale premiere på filmfestivalen i Berlin i februar i år. Det var her, at Information mødte Wes Anderson, en spinkel mand, der så yngre ud end sine 32 år, og som bar store briller og et krøllet jakkesæt.

Film på bog
Selvom The Royal Tenenbaums er indbegrebet af en new yorker-film, er instruktøren faktisk født og opvokset i Houston, Texas, hvor han fik sig en BA i filosofi. Efter Rushmore, der udspillede sig på hans gamle skole, flyttede han til New York.
»Filmens New York kender man kun fra bøger,« forklarer Anderson. »Det var nok derfor, at vi fandt på det med bogen til at begynde med.« Og en bog er faktisk det, som The Royal Tenenbaums minder mest om.
»Jeg har efter filmens premiere fået flere tilbud fra forlag, fordi alle tror, jeg gerne vil skrive en bog,« siger Wes Anderson, der har forfattet The Royal Tenenbaums sammen med skolevennen og skuespilleren Owen Wilson.
»Men det er ikke det, det handler om, og det ville være alt for besværligt. Jeg ville ønske, jeg kunne have filmatiseret en eksisterende bog, for det sværeste for mig er at finde på en historie. Vi havde ideen om en familie af genier, som hver skulle være exceptionelt gode til én ting.«
Filmens nære forhold til bogen ses både i den visuelle og narrative stil. Vi bliver præsenteret for ’bogen’ The Royal Tenenbaums i et indforstået nik til klassiske Hollywood-filmatiseringer, da den i introsekvensen bliver stemplet og udlånt fra et bibliotek. Filmen om den særprægede Tenenbaum-familie er også opdelt i kapitler, og som en ekstra kuriositet har flere af karaktererne skrevet bøger.

Bøger betyder meget
The Royal Tenenbaums er en type familiekrønike, som minder én om alt fra J.D. Salinger til John Irving, og så alligevel ikke.
»F. Scott Fitzgerald, Joseph Mitchell, John O’Hara, James Thurber og ikke mindst gamle artikler i The New Yorker har været vigtige for mig,« siger Anderson.
»Men historien tog først form, da vi havde samlet de karakterer, vi gerne ville have med. De gav os handlingen, hvori faren kom til at spille en central rolle. Oprindeligt var det tennisspilleren Richie, som var hovedpersonen, men det blev så dem alle sammen. Bog-ideen kom senere, for jeg kunne godt lide ideen om at have en fortæller (Alec Baldwin), der ikke er en karakter i filmen.«
»Det New York, jeg havde oplevet gennem bøger og artikler, kom også til at spille en stor rolle. Derfor er det blevet en film besat af bøger. Bøger betyder meget for mig, selvom jeg må indrømme, at jeg næsten sætter endnu større pris på at købe og eje dem, end at læse dem. Jeg har hundredvis af bøger med bogmærket på side 14. Jeg får hele tiden bygget flere hylder i min lejlighed, og det er lidt af en tvangstanke for mig, at de skal tage sig godt ud og være nøje opdelt i sektioner.«
Det er oplagt at spørge Wes Anderson, om der er ligheder mellem familien Tenenbaum og hans egen familie.
»Der er nogle, men det er mere i detaljer end i helheden. Vi var også tre børn i vores familie, men det er nok mest moren, der minder om min egen mor – hun er på samme måde en god støtte og glad for arkæologi. Men min far er langt fra Gene Hackmans karakter, selv om han blev meget bange for at han var, da han havde set filmen. ’Er det sådan du ser mig?’ spurgte han bagefter.«

Dyrker det seriøse
»Det vigtigste for mig var forholdet mellem karaktererne, og deres individuelle historier,« siger Anderson.
»Men det var også interessant at planlægge den visuelle fremstilling af deres verden. Det surreelle i tøjet og designet og alt sådan noget.«
Selv om slutresultatet bringer mindelser om den groteske humor i Familien Addams, fornemmer man, at instruktøren føler sig beslægtet med værker af mere seriøs art.
»Hvis jeg overhovedet er påvirket af Familien Addams, må det være den oprindelige, tegnede tv-serie, men generelt er jeg ikke så vild med karikaturer og dyrker i langt højere grad det seriøse.«
»Jeg har dog en tendens til at gøre det seriøse lidt underligt. Det kan godt være, at det lyder prætentiøst, men jeg føler mig mere beslægtet med The Magnificent Ambersons (af Orson Welles, red.) og Spillets regler (af Jean Renoir, red.). Især Renoirs film, for den handler også om folk fra det finere borgerskab og samler alle personerne i samme hus,« siger den unge instruktør.

For mange ideer
Selvom Anderson er meget genert, taler han passioneret om sit arbejde. Han har en uheldig vane med at stoppe halvvejs i en sætning for så at springe videre til noget helt andet i tankerækken, og hans film kan også kritiseres for at lide under for mange ideer. Men kan man lide hans underspillede ironi, kan de klare mange gensyn.
Bottle Rocket, Rushmore og The Royal Tenenbaums er forskellige i stil, men Andersons måde at arbejde på har ikke har ændret sig, mener han selv.
»Især mellem Rushmore og denne film er der ikke sket noget,« siger han. »Det er næsten det samme hold, jeg har brugt, The Royal Tenenbaums har bare langt flere skuespillere. Vi havde otte store roller, som gerne skulle besættes af kendte stjerner, sådan var de skrevet.«
»Gwyneth Paltrow har jeg længe gerne ville arbejde med, og hun havde heldigvis også sagt, at det var hun med på,« siger Wes Anderson om sit valg af skuespillere. »Ben Stiller er en af mine venner, og Danny Glover har jeg altid været vild med. Gene Hackman og Angelica Huston var meget vigtige for mig, for deres roller er skrevet til dem. Hackman var bare den eneste, jeg kunne se i rollen som familiens overhoved Royal Tenenbaum.«

En gals målbevidsthed
»Alle de andre skuespillere kendte hinanden i forvejen,« siger instruktøren. »Men ikke Hackman. Han isolerer sig, er meget privat, meget seriøs og langt mindre tilgængelig end de andre. Men det, tror jeg, har han brug for, fordi han trækker på den energi, han skaber omkring sig. Han kan ikke lide at blive instrueret, men hvis han hører efter, hvad du siger, kan han gøre hvad som helst. Han er den mest alsidige skuespiller, jeg har mødt.«
»Man kan sagtens blive skræmt af ham, men man må huske på, at hvis det ikke bliver godt under optagelsen, så må man droppe scenen i klipperummet. Man har kun den ene chance, så man skal gå til ham. Man skal i det hele taget have en gal mands målbevidsthed som instruktør. Selvom jeg er genert, så er jeg, når jeg skal skaffe penge til mine film, i stand til at gøre mange ting, jeg aldrig ville drømme om. Man skal være villig til at ofre alt, selv sin værdighed, for at få lavet sin film.«

*Se anmeldelsen af The Royal Tenenbaums side 10-11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her