Læsetid: 2 min.

K'NYT

16. april 2002


David Bowie gæster Horsens
*Først lagde fængselsbyen hus til Bob Dylan. Nu dukker David Bowie, der udgiver pladen Heathen 11. juni, også op 5. juli på FriluftsScenen. Salget af de 5.000 billetter à 480 kr. stk. starter lørdag 20. april kl. 10 (max. fire per person). Udover Danmark gæster Bowie på denne turné kun Norge og Belgien.

Igangsættermiljø på Holmen
*Louiz er navnet på et nyt iværksættermiljø for de danske kulturerhverv, som skal have til huse på Holmen. Stedet skal tilbyde assistance til og undervisning i produktudvikling, udarbejdelse af forretningsplan, budgetter m.v. Det nye miljø, der skal tiltrække iværksættere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, skal drives af k-fab og Deloitte & Touche og støttes i etableringsfasen af kulturministeriet. Samtidig er en fond med risikovillig privat kapital under etablering med støtte fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Udvalg til omlægning af biblioteksafgift
*Brian Mikkelsen har udpeget Arkens direktør, Christian Gether, til formand for det udvalg, der nu nedsættes til at udarbejde forslag til omlægning af biblioteksafgiften. Udvalget, hvori der sidder repræsentanter fra de to store forfatterforeninger, Litteraturrådet, Biblioteksstyrelsen og Kulturministeriet, skal »skærpe ordningens kulturelle fokus«, foretage en kritisk gennemgang af fordelingsnøgler, beregningsprincipper og i den forbindelse bl.a. se på niveauet for en bundgrænse for og aftrapning af biblioteksafgiften til efterlevende. Arbejdet skal være afsluttet inden 15. august 2002.

DIEM som Fugl Føniks?
*Dansk institut for elektroakustisk musik (DIEM) får ikke flere penge af staten når dette år rinder ud. DIEM lukker derfor 31. december 2002 efter 15 års succes, hvis DIEM’s ledelse ikke finder en redning eller rekonstruktion. Den skal findes inden den 1. juni ellers er det sluk og luk. Komponister, forskere, institutioner og organisationer fra hele verden henvender sig i vrede og forbløffelse over DIEM’s lukning, fortæller DIEM’s ledelse i en pressemeddelelse. beyer

Konservatorier undersøges
*Brian Mikkelsen har på baggrund af en arbejdsmarkedsundersøgelse af de konservatorieuddannede kandidater indgået aftale med Danmarks Evalueringsinstitut om at genneføre en benchmarkingundersøgelse af konservatorieuddannelserne. Her vil de danske konservatorieuddannelsers konkurrencedygtighed forholdes til lignende respekterede uddannelser i Finland, Sverige og Tyskland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her