Analyse
Læsetid: 5 min.

Koks nødvendige træk

Den hollandske ministerpræsidents afgang på grund af rapporten om tragedien i Srebrenica gør ham formentlig til den eneste politiske syndebuk blandt vestlige ledere. Alligevel var trækket den mindst ringe mulighed for ham
18. april 2002

Ifølge De Telegraaf – Hollands største dagblad – var ministerpræsident Wim Kok brudt ud i tårer, da han i sidste uge sad for sig selv og læste den store Srebrenica-rapport.
Han havde fået udleveret den få dage før offentliggørelsen og kunne blandt andet læse kritik af sit personlige lederskab før, under og efter bosniske serberes indtagelse af den muslimske enklave og massehenrettelsen af op mod 8.000 mænd og drenge.
Avisen bragte i går et foto af en nedtrykt Wim Kok, som stod med armene over kors, hovedet foroverbøjet og med et stift blik ned i gulvet.
Med sin – og de øvrige 28 ministres – beslutning i forgårs om at træde tilbage på grund af rapporten gennemgik Kok sit absolut tungeste øjeblik, i en lang politisk karriere, som nåede sin kulmination med posten som ministerpræsident gennem de seneste knap otte år.
Godt nok ville den 63-årige socialdemokrat alligevel have trukket sig tilbage i forbindelse med parlamentsvalget den 15. maj. Men samtidig var det ikke ligefrem den afslutning, som Kok havde ønsket sig. For generelt har han været populær i befolkningen og misundt blandt udenlandske kolleger for sin succes med at få arbejdsløsheden ned og landets velstand op. Wim Koks politiske eftermæle ville have været noget bedre, hvis ikke det havde været for hans – i mange tilfælde helt manglende – håndtering af Srebrenica-sagen.
I de famøse julidage i 1995, hvor hollandske FN-soldater så til, da bosniske-muslimske mænd blev adskilt fra kvinderne og kørt væk fra Srebrenica i busser, overlod Kok således hele styringen til sin forsvarsminister Joris Voorhove, hvis højeste prioritet var de hollandske soldaters sikkerhed.
Rapporten fra Hollands Institut for Krigsdokumentation
(NIOD) kritiserer også Kok for at være medansvarlig for beslutningen i 1993 om overhovedet at sende bataljonen – Dutchbat – afsted til Bosnien på den »umulige mission«, som der var tale om.
Dengang var Kok ’kun’ finansminister i sin forgænger Ruud Lubbers’ regering. Alligevel er han ifølge rapporten medansvarlig i det, der er det største kritikpunkt af de hollandske politikere: At Dutchbat blev sendt afsted med så dårlig udrustning og med et så dårligt mandat, at begrebet ’sikre zoner’ var illusorisk.
Kok affejede i sidste uge den kritik med udtalelsen: »Vi slog ikke til. Det var det modsatte af succes. Men man kan også fejle ved ikke at gøre noget. ’At gøre ingenting’ var ikke en mulighed.«

Ret beset virker det også uretfærdigt, at Wim Kok – formentlig som den eneste af de vestlige ledere og top-folk i FN, der ikke formåede at standse uhyrlighederne i Bosnien – bliver syndebuk for den forfejlede FN-mission.
Hverken i Frankrig eller i Storbritannien har det således fået politiske konsekvenser, at en fransk rapport om Srebrenica i november sidste år fastslog, at Frankrig og Storbritannien havde et medansvar for, at massakren ikke blev forebygget eller standset. Desuden må man objektivt konstatere, at Holland næppe har været den tungeste deltager omkring bordet, når beslutninger om det internationale samfunds ageren skulle tages.
Wim Kok udtrykte tirsdag dilemmaet med at placere ansvaret for det skete med udtalelsen om, at det internationale samfund »intet ansigt har. Men det har jeg«.
Med sin erklæring om, at Srebrenica-rapporten ikke kunne blive stående »uden politiske konsekvenser«, medgav han også over for de mange efterladte fra massakren, at politikere i sidste ende må bære et ansvar for sådanne tragiske begivenheder, selv om de har udfoldet sig i militært regi.
Både i Holland og i udlandet blev Wim Koks beslutning om at træde tilbage mødt med respekt og sympati, for – som Balkan-historikeren Tim Judah påpegede i sidste uge – så »var det hverken de hollandske soldater eller FN, som begik massakren. Det var de bosniske serbere efter ordre fra general Ratko Mladic«, der er eftersøgt af krigsforbrydertribunalet i Haag.

At en regeringsleder for et lille land i Europa træder tilbage syv år efter en massakre begået af en serbisk hær i et hjørne af Bosnien, er noget, som nok ret beset kun kan ske i Holland – muligvis også i Belgien eller i de skandinaviske lande, hvis de havde været involveret. Det ville aldrig ske i større europæiske lande eller i USA for den sags skyld. Den politiske idealisme i Holland er en af årsagerne til, at Kok gik. Han var imidlertid også nødt til at gå på grund af en række andre indenrigspolitiske omstændigheder, såsom at hans miljøminister og partifælle Jan Pronk bedyrede sin afsked, selv om han kun var udviklingsminister dengang i 1995. Når en lavere rangerende minister trækker sig på grund af dårlig samvittighed, var Kok og de andre i regeringen også nødt til udvise samme anger.
Pronk beskyldes af nogen for at ville trække sig for at profilere sig selv op til det kommende parlamentsvalg som regeringens »moralske ansigt«, fordi alle forudså, at Srebrenica-spørgsmålet i valgkampen ville belaste de tre regeringspartier – det socialdemokratiske PvdA, det liberale VVD og det socialliberale D66.
Med hele regeringens afgang er det imidlertid Kok, som løber med den eventuelle moralske ære.
Koalitionspartiernes popularitet kommer i det hele taget til at afhænge af, om vælgerne ser det som en modig og ansvarlig beslutning eller som en nem måde at slippe uden om en opslidende Srebrenica-debat.
De tre regeringspartier lå imidlertid i forvejen meget dårligt i meningsmålingerne – den europæiske højrebølge har også nået Holland – og avisen De Volkskrant peger da også på, at det kan have spillet ind, at tilbagetrækningen ville kunne give regeringspartierne nogle tiltrængte politiske point.
»Der er naturligvis en tung årsag til regeringens fald, men der er også en dimension af politisk opportunisme i det,« skriver De Volkskrant i en leder.
Om ikke andet, så bringer beslutningen liv i den hollandske valgkampagne i et konsensus-søgende land, der til tider beskyldes for at være en ’dårlig undskyldning’ for et demokrati på grund af traditionel lav valgdeltagelse, evige kompromiser og politikere, der ofter siger undskyld for fejltagelser, hvorefter de bliver ved magten.
Også dette synes at være ændret af Srebrenicas rædsler og nødvendigheden af at placere et ansvar for denne tragedie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her