Læsetid: 6 min.

Hvad kommer efter mennesket?

Når kunst ikke længere er kunst, bliver kunstneren ifølge kunsthistorikeren Jacob Wamberg måske først rigtig vigtig
5. april 2002

(2. sektion)

På vej mod... ?
Kunst er altså noget andet. »Kulturen er reglen, kunsten er undtagelsen,« som filminstruktøren Jean-Luc Godard sagde. Man kan ikke oversætte kunst til et udsagn om virkeligheden, og kunst kan ikke omsættes til en funktion. Man kan således ikke kvalificere et bestemt maleri som et godt maleri, fordi det får beskuerens migræne til at gå væk. Eller en bog som et litterært kunstværk, fordi den indeholder en lovende opskrift på banankage.
Sådan har det været med moderne kunst. Som kunsthistorikeren Jakob Wamberg formulerer det:
»Det store ideal for moderne kunst er forestillingen om interesseløshed. Den æstetiske oplevelse må ikke involvere interesse for noget reelt eksisterende.«
»Den skal være hævet over politik og begær. Og enhver form for interesse skal være noget der er skrevet ud af andre virkelighedsdomæner.«
Nogle har set det 20. århundredes avantgardeeksperimenter som en afslutning. Som et forsøg på at få kunsten ud af det lukkede rum og gribe ind i hverdagslivet. Wamberg ser avantgarden som en vej mod noget nyt:
»Den historiske avantgarde handlede om, at kunsten skulle blande sig med livet som en form for livspraksis. Hvis den drøm bliver til virkelighed, er omkostningen, at kunsten som særrum forsvinder.«
– Det er avantgardens dilemma?
»Ja. Den vil på den ene side gerne ud i livet og på den anden side bevare en platform udenfor, for at den kan blive ved med at være et kritisk medium.«
De kunstnere, der i disse år, arbejder med biogenetik, ligger i forlængelse af avantgarden.
»Jeg tror, vi kommer til at se meget mere til den kunst, som fusionerer med eksempelvis biologien. Det vil blive til en form for styrkeprøve mellem kunstnere og den bioteknologiske industri.«
– Hvordan?
»Hvem kommer til at styre hvad? Vil kunstnerne gå ind og bestemme, hvordan gener skal splejses sammen, og hvilke organismer der skal laves? Eller vil de komme til at virke som konsulenter for bioteknologiske virksomheder. Det er et åbent spørgsmål?«
– Vil det føre til en gentænkning af kunstbegrebet?
»Hvis man får åbnet det biologiske felt, tror jeg også, det kunstneriske vil blive tonet lidt ned. Man vil komme ind i et fælles felt, som man vil finde nogle nye ord for, som vi ikke kender endnu.«
Som eksempel fra et andet domæne fremhæver Wamberg kunstnergruppen Superflex’ eksperimenter:
»De har lavet en tv-kanal, som de kalder Superchannel. Den kan måske blive et redskab for beboere i et lokalområde, som laver deres egen lokale tv-kanal.«
»Det kan godt være, Superchannel var tænkt som et avantgardistisk forsøg på at gøre kunsten mere nærværende og brugbar, men idet den bliver overtaget af beboerne, er det svært at se kanalen som kunst.«

Der er adskillige eksempler på kunstnere, som i æstetisk praksis har fusioneret med bioteknologien. Eduardo Kac har oversat en strofe fra Første Mosebog til først morsekode og siden dna-kode. David Kremers har arbejdet med genmodificerede bakterier.
»Det er den mest radikale udfordring af interesseløshed, man overhovedet kan forestille sig.«
– Det er noget nyt med i bogstaveligste forstand levende kunst?
»Man taler i romantiske termer om kunst som bevægende; den skal gribe os, og den skal henrykke os. Men samtidig må man sige, at kunstens bevægende kræfter hidtil har været på et mentalt plan. Og man har lavet kunst på døde materialer.«
»Den bioteknologiske kunst er ikke længere mental. Den er omsat i levende materie. Den er ude, hvor kunsten helt kontant rykker i tingene. Der mener jeg, at æstetikken møder sin største udfordring.«
– Er det noget nyt?
»Hvis man tror på ikoner og totemfigurer som forløberne for det, vi kalder kunst, må man svare nej. Totemfigurer og ikoner havde et mellemværende med det fysisk bevægelige. De kunne helbrede sygdommme eller skaffe regn. Det, der nu er sket, er, at kunsten er begyndt at komme ud i virkeligheden igen.«

I 1960 arbejde amerikanske forskere ved NASA med en tese om cyborgs; en blanding af kybernetik og organisme, maskine og levende. Når man sendte astronauter på rumrejser, ville det muligvis være nemmere at ændre menneskekroppen end ændre miljøet omkring astronauterne. NASA er siden holdt op med at forske i cyborgs. Men Wamberg fremhæver cyborgen som et signifikant fænomen:
»Ved cyborgen prøver man at beskrive organismen som en maskine og måske også maskinen som en organisme. Det er et system, som fusionerer det maskinelle med det organiske i en ubestemmelig krydsning mellem de to.«
– Er der kunsteriske eksempler på cyborgs?
»Den første rigtige cyborg er Frankensteins monster. Romanen om det her halvmenneske skabt af efterladenskaber fra lighuset og kirkegården, som bliver levende ved at få tilført strøm. Det var på det her tidspunkt, at man var ved finde ud af, at lemmer blev bevæget gennem elektricitet.«
– Et møde mellem kunst og videnskab?
»Teknologien bliver varmere, og kunsten bliver køligere; de nærmer sig hinanden, og det, der får dem til at mødes, er netop, at de samtidig også tilnærmer sig biologien og livet. De har hver deres interessante mellemværende med livet.«

Wamberg ser mødet mellem kunst og bioteknologi som stadium i en bredere evolutionær udvikling, hvor kultur måske ikke længere kan adskilles fra naturen og mennesket kommer til at ændre væsen.
»Mennesket er nok det mest komplekse væsen, evolutionen har frembragt. Det er der nogle, der vil anfægte, men hvis man accepterer det postulat, må man også spørge: Hvorfor skulle evolutionen standse her? Hvorfor skulle vi være de sidste?«
– Hvordan forestiller du dig overgangen, hvis der følger noget efter mennesket?
»Hidtil har evolutionen foregået som eksperimenter mellem generne, som resulterede i, at en ny genotype blev dominerende og førte over i noget andet. Men jeg tror ikke, det er det, vi vil se. Jeg tror faktisk, at accelerationen inden for bioteknologien og kunstens engagement heri kan ses som et felt for væsener, der kommer efter os.«
– Hvordan kan de to historier kobles?
»Jeg vil sige, at kulturen er det særlige ved mennesket. Kultur forstået som bearbejdning af omgivelserne gennem symbolsk medierede ideer.«
»Og jeg opfatter kulturen som en måde at snyde evolutionen på. Evolutionen kan ikke komme videre, fordi kulturen blokerer for forandringen.«
– Hvordan det?
»Biologiske væsener ændrer sig som regel som svar på miljømæssige forandringer: Der bliver koldere og så udvikler et givent væsen pels. Men mennesket udvikler ikke pels, det laver sig en frakke i stedet. Og når mennesket skulle over vand, udviklede det ikke svømmefødder, men byggede skibe. Mennesker snyder evolutionen ved ikke at ændre sin krop, men i stedet lave indgreb i sine omgivelser.«
Men det er den skarpe adskillelse af det kulturelle og naturen, som ifølge Wamberg udfordres i bioteknologien. Kulturens privilegium bliver opslugt i biologien, samtidig med at den bearbejder biologien:
»Det er efter min mening perfekt tvetydigt, hvorvidt det handler om at bemestre naturen så godt, at vi griber ind i den på dens eget sprog eller om det omvendt gennem denne indgriben er os, som bliver manipuleret af naturen.«
– Så måske snyder naturen snarere kulturen?
»Jeg tror nok, der har været en slags nedprogrammeret tendens i evolutionen, som har haft den menneskelige kultur som en fase, der på en hurtigere og smartere måde kunne bringe evolutionen videre.«
»Først ser det ud som om vi droppede ud af evolutionen gennem vores indkapsling i den kulturelle osteklokke. Men jeg tror nu, at vi mere og mere vil se kulturen som en parentes i naturhistorien.«
»Vi er på vej ind i en posthuman tilstand, hvor mennesket ikke længere er så særligt adskilt fra naturen. Det er noget, vi langsomt vænner os til. Stjerneeksemplet er jo reagensglasbørn, som man for 20 år siden var dybt forarget over. I dag bruger staten flere penge på reagensglasbørn end på adoption.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her