Læsetid: 2 min.

En konflikt – to krige

Palæstinenserne kæmper to krige mod Israel. Den ene er motiveret af en retfærdig sag, den anden af fanatisk islamisme
10. april 2002

Kommentar
To israelsk-palæstinensiske krige hærger i denne tid Mellemøsten. Den første handler om kampen for en palæstinensisk nation, om befrielsen fra en besættelsesmagt og om retten til en uafhængig stat. Enhver anstændig person skylder sig selv at støtte denne kamp. Den anden krig føres af et fanatisk islam, der fra Iran til Gaza og fra Libanon til Ramallah tager sigte på at ødelægge Israel og jage alle jøder bort fra deres land. Enhver anstændig person må se på denne sag med afsky.
Yasser Arafat og hans mænd er frontkæmpere i disse to krige, som de på-står kun er én: Kamikazekandidaterne skelner tydeligvis ikke. Størstedelen af det internationale samfunds rådvildhed i forhold til Mellemøsten og af israelernes egen rådvildhed beror på, at disse to krig konstant glider over i hinanden. Fredens tilhængere i Israel og andre steder falder til stadighed tilbage på ureflekterede og overforenklede positioner.
Enten forsvarer de den fortsatte besættelse af Vestbredden og Gaza med henvisning til, at Israel har været bytte for muslimers hellige krig siden sin oprettelse, eller også dæmoniserer de Israel med henvisning til, at alene dets besættelse af palæstinensisk land står i vejen for en retfærdig og varig fred.

Kortsluttet argument
En anden kortsluttet argumentation søger at gøre det legitimt for palæstinenserne at dræbe civile israelere med henvisning til deres naturgivne ret til at modsætte sig besættelse. En ligeså kortsluttet modargumentation vil legitimere, at israelerne undertrykker alle palæstinensere, fordi nogle af dem har dekreteret jihad mod Israel.
To krige føres her. Den ene er retfærdig; den anden er uretfærdig og illusorisk.
Israel bør stoppe sin krig i de palæstinensiske områder. Det må give afkald på sin besættelse og rømme de jødiske bosættelser, som det bevidst har anlagt i hjertet af det palæstinensiske territorium. Israel må drage sine grænser, om nødvendigt unilateralt, ud fra den demografiske logik og ud fra den moralske nødvendighed af at opgive at herske over en fjendtligt stemt befolkning.

Jihad må stoppe
Men hvis den israelske besættelse ophører, vil den hellige muslimske krig mod Israel så også stoppe? Ingen ved det. Men først hvis islamisterne standser deres jihad, vil de to parter være i stand til at forhandle fred. I modsat fald må Israel hermetisk aflukke og befæste sin logiske og demografiske grænse og fortsætte med at forsvare sig imod den fanatiske islam.
Hvis en afslutning af Israels besættelse ikke fører til fred, vil vi israelere i det mindste kun have én krig tilbage at udkæmpe. Ikke en krig, der sigter mod en fuldstændig besættelse af hele Det Hellige Land, men en krig for vores ret til at leve i en suveræn og fri jødisk stat på en del af dette land. Vi har intet andet valg end at føre denne krig, som vil blive en retfærdig krig og en krig, som vi vil vinde. På samme måde må ethvert andet folk, som har måttet se sig tvunget for at kæmpe for sit hjem, sin frihed og sit liv.

*Amos Oz er israelsk forfatter. Hans senest udkomne bog på dansk er ’En panter i kælderen’ (1998).

© 2002 Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu