Læsetid: 4 min.

Kontinenternes kamp om historieskrivningen

Bog om myterig litteratur har også sine egne myter at slås med
12. april 2002

(2. sektion)

Litteraturhistorie
»Nu er det tid at sætte en taburet ud foran gadedøren og begynde at fortælle detaljerne lige fra begyndelsen af om dette landsomfattende røre, før historikerne når frem,« siger fortælleren i Mamá Grandes begravelse, forløberen til Gabriel García Márquez’ hovedværk 100 års ensomhed.
Colombianeren García Márquez er en af hovedfigurerne i litteraturlektor Martin Zerlangs bog Fem magiske fortællere – og et rids af romanens historie i Latinamerika, som består af fem værklæsninger sat sammen med en bred gennemgang af den litterære stilart magisk realisme.
Det var ikke mindst med 100 års ensomhed i 1967, at den magiske realisme blev den latinamerikanske litteraturs store kunstneriske og økonomiske gennembrud på verdensmarkedet. Genrens kendetegn er den episke beskrivelse af en verden, hvor myter og magi på selvfølgelig vis indgår i hverdagen i en romanform, der ofte væver flere generationers tidsperspektiv og mange fortællestemmer sammen i én fortælling.
Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa har skrevet, at: »I de store skaberes værker opdager vi dagligt, at Latinamerika kulturelt set både er og ikke er Europa og derfor ikke kan være andet end en hermafrodit.« Det er i krydsfeltet mellem europæisk realisme og latinamerikansk magi, Zerlang finder den magiske realismes udspring. Begyndende med den mytologisk orienterede pioner Miguel Angel Asturias, over den ætsende nøgterne Juan Rulfo, videre til Alejo Carpentier, som opfandt begrebet om lo real maraviloso for at forklare den radikalt anderledes magiske, latinamerikanske virkelighed, der var betingelsen for den magiske realisme. García Márquez beskrives som det kunstneriske højdepunkt, og til slut læses Isabel Allende, den mest solgte af de magiske realister.
Zerlang læser værkerne med tæft, viden og indlevelse, og mens de tekstnære detaljer til tider er af noget begrænset interesse for andre end de mest trofaste læsere, er det bogens pædagogiske og oplysende gennemgang af genren og dens historiske betingelser, der gør den velegnet for det bredere, interesserede publikum.

Hvilken flodbred?
Imidlertid er Zerlangs gennemgang af den magiske realismes opståen ikke uden sine problemer. Grundantagelsen er, at den magiske realisme er en hybridgenre, der opstår i mødet mellem en europæisk litterær tradition og et nyt og uberørt kontinent, Latinamerika. Grundpåstanden: at denne genre, trods sin selvopfattelse som værende spontant udsprunget af en autentisk anderledeshed, i virkeligheden skylder sin oprindelse til Europa – til romantikken og til 20’ernes metropole surrealisme.
Denne historie er ikke direkte forkert. Men den er bare ikke den eneste. Martin Zerlang kunne lige så godt have fortalt historien om det, der gjorde, at den magiske realisme ikke opstod i de europæiske storbyer og ikke er magen til nogen europæiske genre, men så åbenlyst fandt en særlig egenart, som kun findes der, i den magiske realisme, i den latinamerikanske kultur. Den historie er lige så sand.
Når det er problematisk, at Zerlang vælger den europæiske vinkel, er det, fordi den smitter af på hans forståelse af en genre, der unægteligt ikke er europæisk. Det er det, man kan se af nuancerne i hans ordvalg (vis mig dine biord og indskudte sætninger, og jeg skal sige dig, hvem du er). For Zerlang opstår Latinamerikas kultur, da europæerne ankommer: »Vil man følge udviklingen af den magiske realisme, må man begynde i 1492 ved den traumatiske begyndelse, da Columbus og hans tre karaveller ankom til Amerika.« Begyndelse? »Latinamerika var fra starten indhyllet i litteratur og fri fantasi.« For hvem? For europæerne, må man formode. Man skal være på vagt over for ordet »selvfølgelig« – her om apokalypsemotivet hos Marquez: »I denne genre, hvis højdepunkt selvfølgelig er Johannes Åbenbaring...« (det er altså ikke specielt selvfølgeligt, idet ikke mindst den aztekiske kultur opererede med eskatologiske myter). Afslutningsvis konkluderer Zerlang, at »latinamerikanernes myter om det særligt latinamerikanske er dybt inspireret af europæisk tænkning, og her hvor denne bogs regnskab skal gøres op, vil det være nærliggende at tage udgangspunkt ved en helt anden flod, ved bredden af Saale, der strømmer gennem den gamle tyske universitetsby Jena.« Her finder Zerlang Schlegel, og det er også fint nok. Problemet er bare, at man ved en tysk flodbred nødvendigvis må lede forgæves efter det, der er emnet: den magiske realismes egenart.
I den postkoloniale litteraturteori, der har været et af litteraturkritikkens mest blomstrende områder i snart tyve år, har kernespørgsmålet været: Hvordan lærer man som vestlig læser resten af verden at kende uden at gøre den til et spejlbillede af en selv? Dette spørgsmål er centralt, fordi koloniherrernes grundantagelse om verden var, at den var et vildt og barbarisk sted, der skulle civiliseres. Den var ikke andet end et negativbilllede på dem selv. De så ikke alt det, der allerede var, for de kunne kun få øje på det, der mindede om dem selv. Derfor forstod de ikke ret meget, og derfor forrettede de meget stor skade. Den fejl kan en læser også nemt begå. Hvis man, hver gang man møder det andet, kun kan se det, der minder om en selv, koloniserer man det bare en gang til.

*Martin Zerlang: Fem magiske fortællere – og et rids af romanens historie i Latinamerika. 284 s., 248 kr. Forlaget Spring

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu