Læsetid: 3 min.

Kopier og gudinder

Information var helt fremme ved podiet, da modens avantgarde viste tøj
10. april 2002

I byen
En ung kvinde var ved at tabe bukserne, men det var med vilje, og faktisk var hun ikke ved at tabe dem, det skulle bare se sådan ud. Det drejede sig ikke kun om en enkelt buks, men om tre par, det ene uden på det andet, men der var sikkert tale om et optisk raffinement og således alligevel kun én buks. Perfekt til hende, der vil gøre sig til et party eller vække opsigt i Brugsen.
Kvinden var en af flere modeller, der gik catwalk ved åbningen af Københavns 9. Mode & Design Festival i Nikolaj Kirke. Sjældent ser man kødannelser uden for en kirke, men det gjorde man her. Var en præst kommet ind, ville ingen have løftet et bryn, men have troet, han var en mandlig model i sidste skrig. Man ville have klappet. Det samme hvis en engel pludselig var gået gennem lokalet.

Hotte og trendy
’Modens Delirium’ hed dette åbningsshow, som var sat i scene af en ung designer, der hedder Rasmus, hverken mere eller mindre, er rødhåret, men ikke ægte rødt som i billard. Rasmus havde udpeget den lille snes talentfulde designere, hvis kreationer blev vist mandag aften, danskere, men også med adresser i Paris og London.
»Vi er blevet et smule trendy. Vi er blevet hotte,« sagde Københavns nye kulturborgmester, Martin Geertsen, i sin åbningstale og fremhævede, at der er kommet liv i kludene i erhvervslivet og i København.
Hvad så vi derefter? Denne særlige koreografi, der er catwalkens. Modellerne kommer gående i en art synkronsvømning på gå-ben. Måske har de placeret en hånd i deres venstre side. De kan virke en anelse truende, militaristiske, og du ved aldrig, hvornår de pludselig standser op, vender rundt på en tallerken, går videre, stopper, skuer som gudinder eller guder ud over forsamlingen mod et punkt i det fjerne. For så at forsvinde igen efter de tildelte 30-40 sek. Og komme ind igen i nye påklædninger til DJ’s elektroniske toner, orgelbrus og beroligende akustiske toner fra Ida Bach Jensens kontrabas.
Tøj passerede revy. Fantasien kendte ingen grænser. Kjoler, der hang i laser, en hvid mand med strutskørt, en sort mand med nederdel og bar overkrop (kvinderne dånede), en kvinde med påsat Madonna-bryst, andre med påsatte røde munde og muffer a la Mongoliet, op-art og ned-art, bluser med digterisk tekst, handsker med blodstænk, et gult kattedyr, som kaldte smilet og de ømme følelser frem hos publikum, dragter som brunt undertøj, brudeslæb. En model trak tre kæmpestore butterfly efter sig i en snor.
»De tør i hvert fald noget,« mumlede min sidekvinde, som var konsekvensekspert.
Mest eksotisk var, hvad der for mig så ud som et helt almindeligt par i cowboybukser, undertrøje og t-shirt. Mest applaus fik syv gratier i den sorte, tildækkende, muslimske klædedragt, chador. Gucci, Versace, Dior, Chanel, Yves St. Laurent, Dolce & Gabbara stod der på deres rygge.

Kunstnernes indtog
Men det allermest interessante var måske et samarbejde mellem designgruppen Hansenmadsen og kunstnergruppen Superflex om en t-shirt, som er en kopi af en Lacoste. Supercopy, står der henover dens front.
»En ægte kopi, som er mere interessant end originalen og en kommentar til reklamemekanismen,« forklarede Kristina Korsholm efter opvisningen – og erindrede sig, dengang folk var så hysteriske med Lacoste, at de klippede krokodillemærket af og syede på almindelige t-shirts.
Kristina Korsholm er country manager og press coordinator i Spalt Communicare. Hun sagde også, at på denne avantgarde-opvisning havde musikere, tegneseriefolk, koncept- og billedkunstnere arbejdet sammen med modedesignere i et enestående samarbejde.
På en af Nikolajs øvre etager overværede Deres Udsendte senere samme aften elevarbejder fra Hillevi van Deurs Designskole, hvor udtrykket om muligt var endnu mere dristigt. Her præsenteredes avancerede corsager og ditto regentøj, draperet barok og som clou en kvindelig model med kæmpeparyk og en pels, sammensat af adskillige ræve. Ned i panden hang en stor model af en flyvemaskine(!) med roser. Også den ville gøre sig i Superbrugsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu