Læsetid: 3 min.

Koreografen er Gud

Også finske Kenneth Kvarnström. Men hvor er det skønt at lade sig henføre af den sublime danser
30. april 2002

Kommentar
Koreografen stjæler opmærksomheden i disse år. Danserne lægger krop til koregrafens ideer, men de ender på bagscenen, når kunsten diskuteres.
Koreografen er nemlig blevet Gud – og Værket er blevet opgraderet til stort V. Danseren er derimod forblevet musen, der skal inspirere den ophøjede koreograf – og derigennem få afsløret sit unikke talent.
Selvfølgelig skal koreografen have de rigtige dansere omkring sig, hvis et værk skal slå igennem. Og netop i disse uger er der dansk succesdans på scenerne. Det lader i hvert fald til at lykkes for Tim Rushton at koreografere Nyt Dansk Danseteater tilbage til en plads i solen; kompagniet imponerer med Working Man for hele ti dansere på Dansescenen endnu en gang i aften. Ellers skal koreografen have særligt held med sig selv som danser – her er Kitt Johnson ugens oplagte eksempel med forestillingen Spejlet på Assistens Kirkegård, hvor hun er gud og muse i samme skikkelse.

Kvarnströms kontakt
En af de nordiske guder er den 38-årige, finsk-svenske Kenneth Kvarnström, der besøgte GRAN i Århus på gæstespil sidste uge. Kvarnström var en af de trendsættende, europæiske koreografer i 1990’erne, hvor hans koreografi dengang var befolket af dansere i unisex militærstøvler og en rå energi, der grænsede til det selvdestruktive, f.eks. neste (1993). Alle aspekter af storbymenneskets angst blev udlevet – med finske knive og det hele – som f.eks. i that was all i wanted so I stuck my finger in his eye (1991).
Kvarnström efter år 2000 byder på et ganske andet univers. I værket Fragile er kroppene kommet ud af den højtlarmende krise. Bevægelserne er roligere, blikkene mere søgende, hænderne mere udrækkende. Kroppene vil have kontakt. Ikke i en banal jagt på den eneste ene, men snarere i en jagt efter en spejlingspartner. En drift mod et menneske, der forstår. En længsel mod indsigt.
Interessant nok er Kvarnströms fokus flyttet fra koreografiens konstruktion over mod danserne. I hans nyeste forestilling Feel my Breath glider de to dansere igennem luften over scenen som fugle på avanceret træk. De bevæger sig lydhøre efter hinanden, mere synkrone end de mest instinktkorrigerede edderfugle. De sejler, duver, dykker, knejser. Deres historier afsløres ikke i koreografiens mønster. Tværtimod amputerer koreografien omhyggeligt sin egen spænding. Selv den drabeligste voldtægtshistorie præsenteres kun i et glimt – og underdrivelsen klistrer danserne til som olieudslip på havet.

Cillas karisma
Under forestillingen i Århus formåede danserne at demontere koreografien. Åndedrættet mellem deres ribben blev det eneste væsentlige, rytmisk bølgende i slowmotion. Muskuløse donk ind på nethinden.
Karisma, kalder man det i balletverdenen. Gå blot ind og se Den Kgl. Ballets solodansere Mads Blangstrup og Gudrun Bojesen i deres nye fortolkninger af hovedpartierne i John Crankos Onegin – så er det klart, hvad ordet karisma betyder.
I den moderne danseverden er man nærig med ordet. Eller bange for det. Men sublime Cilla Olsen har altså karisma. Hun kan svæve ubesværet fem centimeter over gulvet med sine spidse læber og stramme balder. Hun kan samle sine fingre i et splitsekund og ændre retning – og hun giver ikke tilskuerens blik andet valg end bare at følge efter. Og Jenni-Elina Lehto flyver lige i halefjerene.
Det er bare vidunderligt. Den moderne dans har brug for disse stjernedansere for at brænde igennem, ikke mindst over for det store publikum. Og det gælder ikke kun finsk dans på træk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her