Læsetid: 5 min.

Kraft og Freude

13. april 2002

Intermetzo
Tyvetusind ferierende mennesker samlet på ét sted lyder i betragtning af vore dages massesturisme måske ikke umiddelbart skræmmende. Herregud, fest og farver, og folk skal jo ud og vifte med ørerne.
20.000 mennesker samlet i samme bygning på samme strand lyder straks af noget andet. Postadressen på et sådant feriested er Prora – Rügen. Ved navnet genkalder historisk orienterede sig kan hænde en grotesk detalje i den grumme krønike om det 20. århundredes totalitære politiske massebevægelser. Det anbefales at slå op i den indre håndbog over Det Tredje Riges storhed og fald på artiklen: Kraft durch Freude, KdF.
Stedet Prora, som har givet anledning til disse betragtninger, ligger umiddelbart nord for badebyen Binz og syd for Rügens hovedby Sassnitz, i bunden af den fra naturens hånd bredt anlagte Prorer Wiek med de brede hvide sandstrande. Oprindeligt var selve Prora en ubetydelig plet på kortet, et fiskerleje ved Østersøen midt på denne strækning af storslået fladkyst, strækkende sig kilometervidt med klit og marehalm, lav fyrrebevoksning og gammel læplantage længere inde i baglandet. Et badeparadis i det gamle Tyskland. Herud, og til Binz især, drog velhavende familier fra Lübeck, Rostock, Potsdam og Berlin og befolkede de karakteristiske elfenbensfarvede sommervillaer med sirligt udskårne verandaer. Dér sad de sommer efter sommer i deres fine, hvide amerikanske bomuldstøj under skærmende parasoller for at damerne ikke skulle blive solbrændte og stirrede længselsfuldt over vandet, en og anden i drømmen om fremtiden og alt det moderne, der snart og gerne måtte komme til afløsning for verden af i går.
Det var dengang. Og det var dengang Thomas Manns familie som en anden Buddenbrooks tog turen til Østersøens bredder, og i fuldt alvor troede at dette tyske borgerskab var uforanderligt og solidt som klinterne ved Arkona.
Så viste kalenderen en skønne dag august 1914, kanonerne tog fat over hele feltet, den gamle verden med elfenbensfarvede badehoteller og solskærmende parasoller druknede i 90’er-generationens blod.
Senere, efter en kort og hektisk overgang, da Rügens store træhoteller fyldtes op igen med illusionsløse efterkommere af den tabte verden udstyret med en stadig mere værdiløs valuta, trampede i 30’erne de langstøvlede brunskjorter under skrig og skrål sig til magten og fortrængte længslen, drømmene og det ubrugelige minde om det forgangne. Kysten var klar for KdF.
Hvad angår selve Prora med den lange hvide strand, forladt af dem der tabte retten til riget, fik Hitler en af sine lyse ideer. Da var det endelig nat med kysten nord for Binz, Prora tabt.

Diktatoren forestillede sig allerede tidligt i sin særprægede karriere tyskernes liv i strengt gennemført uniformitet, hvilket skulle udstrækkes til fritiden i enhver forstand. Ingen udskejelser på egen hånd var parolen, ingen private øjeblikke, hvor tankerne gik i drift. Staten sad suverænt på individet, hvis feminine opgave lå i køkken, kirke og børnefødsler, og hvis maskuline bestemmelse lød på strækmarch, lemlæstelse og heltedød for Fører og grosse Vaterland. På denne enkle baggrund ville Hitler ikke finde sig i at tyskerne i deres ellers overskuelige sommerferier på ti dage stykket glemte, hvad der var meningen med livet i tusindårsriget. Denne mening udstraktes derfor med håndfasthed til feriestederne. Alt skulle ligge i faste rammer, intet overladt til slendrian eller naturens luner. Hitler forestillede sig således at Deutsche Arbeitsfront, ledet af den berygtede og labile dr. Robert Ley, under hvem siger og skriver alt med hensyn til arbejdslivets ideologiske ensretning sorterede, skulle opføre fem feriecentre til godt 100.000 ferierende Volksgenossen. Ad gangen vel at mærke.
Eftersom feriernes længde som antydet var til at overse, gav et så enormt projekt med tilsvarende kapacitet plads for temmelig mange tyskeres ferier strakt ud over et par sommermåneder eller tre. Tilskyndet af Hitler var det bare om at komme i sving og skabe kraft af glæde. Prora var første prioritet, hvor en større ’frivillig’ arbejdsstyrke i ’36 gik i gang med det vældige byggeri af et feriekasernekompleks på sammenlagt fire en halv kilometers længde. Hver enhed fyldte en halv kilometer; dertil kom forbindende anlæg, bygninger i baglandet til partifunktionærer og de utallige medarbejdere ved centret, fælles samlingshaller, blandt andet en central, der kunne rumme alle 20.000 beboere på én gang. I yderste klitrække planlagde man vældige kajanlæg til blandt andet de oceangående KdF-krydstogtskibe, der ligeledes indgik i det samlede ferieprojekt. Det meste af komplekset blev bygget fra 1936 til 39. Dog ikke inklusive alle udenomsdikkedarerne; det hele nåede man ikke som følge af tidens ugunst. Men Prora-hovedkomplekset blev så godt som fuldbragt.

Prora, som i DDR-tiden var afspærret område, fordi DDR blandt andet anvendte bygningerne militært og afspærrede strandene, så de højt elskede borgere ikke skulle stikke af i en robåd til Bornholm, står den dag i dag i klitterne ved Prora og har for tid og formentlig overskuelig evighed ødelagt stranden. Hvad stiller man op med et nationalsocialistisk betonbyggeri på fire og en halv kilometers længde?
Projektet blev aldrig færdigt, byggeriet gik i stå, da Hitler fremprovokerede Anden Verdenskrig i 1939. Da var tiden løbet ud for frisk luft og Freude. Kraft og mandskab skulle der til, og der var slet ikke råd til mere ferie, højst et par dages orlov. Arbejdskraften skulle i øvrigt anvendes længere østpå, hvor nazisterne planlagde de vældige raketanlæg ved Penemünde. Herfra slog de senere i tusindvis af civile englændere ihjel ved hjælp af deres langtrækkende V1 og V2-bomber.
Da russerne rykkede ind i 1945, forsøgte de at sprænge det monstrøse Prora-feriecenter bort, men måtte ynkeligt opgive dette noble forehavende. Den tyske jernbeton og Kölner-arkitekten Clemens Klotz’s bærende konstruktionsprincip var tilsammen for effektivt og lod sig ikke sådan fjerne.
Resultatet af bestræbelserne på således at blive Hitlers perverterede drøm kvit viser sig i, at dele af komplekset ligger, eller rettere står tilbage i skeletteret ruin. Resten byder sig til og anbefales som rejsemål for alle der ønsker at anskaffe sig en beskeden anelse om nazismens tankeverden. I tidens privatinitiativrige ånd har driftige folk indrettet to konkurrerende museer i en af Proras sektioner. I det ene og mest overbevisende er det – værd at erindre for garderobens skyld – skidekoldt og klamt både sommer og vinter, mest det sidste. Her i disse uendelige gange, på disse hæslige trapper, i disse trøstesløse værelser, designet af Hitler selv: Toenhalv gange fem meter med stålrørssenge, bord, stole og skab som en fængselscelle, var det meningen det nye tyske nazi-menneske skulle samle kræfter til hhv næste fødsel og næste felttog. Den første aktivitets blomstring blev der trods nazisternes krav om børn i klaser pudsigt nok lagt hindringer i vejen for, al den stund mænd og damer i bornethedens navn var anbragt i hver sin afdeling, ligesom feriestedet fra idémændenes hånd mildt sagt var børnefjendsk.

Som anført kom centret aldrig til at fuldende sin funktion. Robert Ley, der fik ansvaret for at knuse den tyske arbejderbevægelse, opnåede et af sit livs højdepunkter ved at forestå grundstensnedlæggelsen. Ti år senere hængte han sig i sin celle i Nürnberg. Partimoralen, som var baggrund for Kraft durch Freude, ridsede han op i bogen: Wir alle helfen dem Führer fra 1940, hvor Prora ses som beviset for at klassekampen var forbi.
Den har man jo ligesom hørt både før og siden.
(Fortsættelse følger)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu