Læsetid: 3 min.

Kunstens protest mod livet

Den norske kultdigter Tor Ulvens hovedværk er stor skønhed – nu i dansk gengivelse
9. april 2002

Ny bog
Ingen husker hele sit livs epos udenad, lyder det et sted i Tor Ulvens prosaværk fra 1988, Gravgaver, næsten et mantra i nutidens æstetik og litteratur, der jo rummer forsøg på alligevel at levere store sammenhængende livsfortællinger som en slags protest mod en moderne opsplitning af tilværelsen, men mere konsekvent også fremviser den ene fragmenterede punktroman efter den anden. Ulvens norske roman – en genre, den demonstrativt fornægter i både materiale og struktur – kalder sig rimeligt nok ’fragmentarium’, og man skimter da også kun en historie hinsides kronologi og faste identiteter blandt de anonyme han-, hun- og jegstemmer, der henter erindringsstumper op af sindets underjord med stor arkæologisk energi.
Bogens optakt lader en ikke i tvivl om fremgangsmåden: Hver dag gående oven på fem tusind to hundrede og femoghalvtredive kyllingerester, tre hundrede fårelår, et ubetemt tusindtal potteskår, et dusin forfalskede terninger, en påfugl, seks hundrede og tretten muslinger etc, en opremsningslyst, der indgår som et tilbagevendede stiltræk, atter en overensstemmelse mellem form og indhold, en sidestilling, som ophæver egentlige årsagsforbindelser og moralske værditilskrivninger.
Et par af de mere notatagtige fragmenter opregner lånerkortets datostemplinger med bemærkningen: en roman uden handling, dage hvor alt kunne være sket. Alt sammen med kyndigt valgslægtskab oversat til dansk af Christina Hesselholdt.

Tingsverden
Tor Ulven, der døde 1995 kun 42 år gammel for egen hånd, skrev et antal digtsamlinger, mens den foreliggende bog indvarslede hans prosa. Den er originalt tænkt og dog formet analogt med ånden hos de store modernister, han selv oversatte, Paul Celan, René Char, Samuel Beckett og Claude Simon. Som hos den sidste finder man de karakteristiske ’inventarlister’ fra tingsverdenen, de lange associationsrækker, de parentetiske indskud eller selvrettelser, som også Beckett ynder, bl.a. i »Noveller og tekster for intet«, der nylig omtaltes her ved genudgivelsen. Det er hos Ulven en næsten tilsvarende illusionsløs, antiidyllisk billedrække af eksistenser, der så at sige modstandsløst indgår i historiens store tilintetgørelsesproces eller snarere gravlæggelse.
Den højere munterhed, der alligevel hersker over de depressive stemninger, skyldes nysgerrigheden ved disse gravfund, der gøres, lige fra mammutterne i kvartærtidens tundra, ruinerne i Pompeji og Herculanum, kranier og atter kranier i tekstens skeletverden, helt frem til et opløst ugeblad, hvis endnu læselige tekststumper travesterer historie og fiktion.
Tor Ulvens meget markante, præcise sprogføring virker renset, som spulede skeletdele, spredte, kødløse lemmer, ord, som var de fund i mulden, atter gjort interessante, som det lyder hos Gunnar Ekelöf. Eller altså med titlens ord Gravgaver.
Tidsoplevelsens relativitet sættes an i et længere essayagtigt afsnit i begyndelsen, hvor forfatterens egen stemme tydeligt høres, om en aflytning af en pladeindspilning fra 1953 med Toscanini og Brahms’ Tragiske ouverture. Skriverjeget var da en uge gammel, men hører nu live-optagelsen fra Carnegie Hall med publikums hosten og det hele, et nærvær og fravær på en gang.
Alle fortidige begivenheder er lige langt fra hinanden og fra det til enhver tid gældende nu.
Hvad der skete for et minut siden, er ikke mindre fortidigt end det, som skete for to tusind år siden. Oplevelsen tillader således forfatteren adskillige frie kombinationer og en tematisk billeddannelse som et inciterende netværk for de stemmer og situationer, der således kædes sammen på et andet niveau end fortællingens. Man skal f.eks.ikke undre sig over et sted at få indblik i kejser Claudius’ anelse om hustruen Agrippinas mordplaner mod ham. Det må desuden blive læserens opgave at få almindelig skik på de nutidsbegivenheder, der hentydes til, barndomsoplevelser, en kærlighedshistorie, der udvikler sig til had, en rejse til Venedig, oprydning i dødsbo, overbringelse af dødsbudskab, alt sammen egentlig godt og reelt nok, men tillagt ringe betydning i det store regnskab, de organiske processer, den palæontologiske verden, som helt er overordnet kulturhistorien og biografien.
Men der er spor alle vegne, fodspor i fugtig jord, i sandet, spor i det størknede lergulv, hjulspor under lavaen modsat regndråbernes flygtige ringe i vandet.
Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed.

*Tor Ulven: Gravgaver. Fragmentarium. Oversat af Christina Hesselholdt. 136 s., 198 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu