Kunstnerroller

(2. sektion)

Kunstbegrebet er kun godt 500 år gammelt og stammer fra renæssancen. Med kunstbegrebet opstår kunstneren, der fra at være håndværker i middelalderen bliver forfremmet til geni

*Romantikken Det traditionelle kunst-begreb feticherer kunstneren og kunstværket. Det næres af en dyb interesse for den skabende kunstnerpersonlighed, der når skingre højder i romantikken. Den romantiske kunstner besidder et guddommeligt talent. Han aner Guds skaberværk (dengang var kunstneren en mand), og han digter eller maler på intuition, skuer den ideale verden bag den dennesidige, i evighedens optik.

*Det 20. århundrede Den moderne kunstnerpersonlighed opfattes gerne som en outreret personlighed med et stort artikulations- og eksponeringsbehov. Han/hun skaber på grund af et indre tryk en parallelverden i værkets form og nedbryder i én og samme bevægelse den givne kunst – traditionen – og opbygger en ny visuel orden eller et omverdensudkast/fortolkning.

*Personligheden Kunstnerpersonligheden bliver gjort til genstand for tilbedelse og beundring, også i det 20. århundrede: En endeløs række af biografier om Marcel Duchamp, Pablo Picasso, Joseph Beuys, Andy Warhol etc. bevidner en kolossal optagethed af kunstneren. Men trods grundige studier bliver der altid en uforklarlig rest tilbage. Man prøver at afdække kunstnerpersonligheden via studier af værk og liv og deres eventuelle sammenfald og skræller lag på lag af løget, men finder inderst inde – ingenting.

*Provokationernes tid 60’erne var provokationernes tid. Jørgen Nash skabte det største medieværk i det 20. århundredes kunsthistorie: Decaputeringen af Den Lille Havfrue, der fik mere omtale i danske medier end Cubakrisen og Seksdageskrigen. Nash og konsorter var dygtige provokatører, der i kunst og liv og med udgangspunkt i Situationisternes program forsøgte at omkalfatre den kapitalistiske samfundsorden.
60’ernes kunstnerrolle var politisk, utopisk og idealistisk. 70’ernes var bekendende, kønspolitisk og tog afsæt i kunstnerens egne, private erfaringer, som blev gjort politiske og almene.
80’erne dyrkede kunstneren som boheme. Kunsten var uetisk, politisk ukorrekt og resigneret, og kunsten blev igen placeret på sokkel og i ramme. Fra Søren Ulrik Thomsen til Michael Kvium.
90’ernes kunst har i stigende grad dyrket det intime og private, den har affeticheret kunstværket og kunstneren. Men på en anden måde end i tresserne: denne gang ikke på baggrund af en politisk bestræbelse, snarere har den viet sin interesse til det psykosociale. Det er Subjektet som konstruktion, der interesserer den nye kunst.
Og det nuværende årti synes at fortsætte den tendens.