Læsetid: 1 min.

Kup kan føre til kaos

USA lettet over kup i Venezuela. Især på grund af olien
13. april 2002

Det var ikke et kup, siger Venezuelas nye regering og USA om præsident Hugo Chávez’ fald natten til fredag. Teknisk set er den omstridte præsident trådt tilbage, men det skete efter hårdt pres fra militæret, altså et kup. Når det er vigtigt for USA og de nye magthavere at fastslå, at det ikke er et kup, hænger det sammen med, at et kupstyre efter det nye Demokrati-charter, der blev undertegnet af medlemmerne af Organisationen af Amerikanske Stater i Lima den 11. september sidste år, ville blive underlagt sanktioner fra OAS.
I Washington er der lettelse over Chávez’ fald. Dels fordi hans regering var en joker i USA’s globale spil om kampen mod terrorismen, dels fordi Chávez som USA’s tredjestørste olieleverandør mere var en modspiller end en medspiller. Før Chávez blev præsident, var Venezuela berygtet i OPEC for at bryde aftalerne ved at eksportere store mængder olie til dumpingpriser. Med Chávez ude af spillet har USA bedre muligheder for at presse Venezuela til at holde oliepriserne i skak, hvilket er vigtigt for at hindre, at det begyndende økonomiske opsving bliver standset af stigende oliepriser.
Situationen i Venezuela efter den omstridte præsidents fald er uklar. En provisorisk regering under ledelse af industrimanden Pedro Carmona skal med støtte fra militæret få landet i gang igen efter flere dages generalstrejke, der især lammede den livsvigtige olieindustri, og desuden forberede et nyt valg.
De nye magthavere er en broget flok, der spænder over forretningsverdenen, fagbevægelsen, de gamle politiske partier og militæret. De kunne med nød og næppe samles om at bekæmpe Chávez. Med hans exit vil det blive vanskeligere at samle sig om en fælles politik, selv i en kortere overgangsperiode op til et valg. Resultatet kan blive politisk og social kaos og uro, og økonomisk nedtur, der også kan true olieeksporten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her