Læsetid: 3 min.

’Landet med samfundssind’

P1 stiller ind på det danske samfundssind
25. april 2002

(2. sektion)

Radio
I 1982 – på biltur i Frankrig. I Dordogne kører vi ind på en tankstation. Da tankpasseren ser vognens DK-mærke, jubler han: »Ah! Le Danemark. Le Pays au sens civique!« – hvilket min kone belærer mig om betyder: »Ah (eller Ih eller Åh)! Danmark. Landet med samfundssind!«
Samfundssind kan jo være så meget. For nogle er det samfundssind at sørge for, at samfundets borgere bliver beskyttet såvel mod sig selv som mod alt udefra kommende med undtagelse af købelystne turister. Samfund med dette sind skrumper ind bag egne grænser, mens det utopiske begreb ’verdenssamfund’ er noget ganske fjernt, som kun naive fantaster, tåbelige idealister, halvgamle humanister, utroværdige venstreorienterede og selvbestaltede smagsdommere beskæftiger sig med.
Samfundssind er dog også, når Danmarks Radio i sin rolle som public service-station roder i sine arkiver for at minde os om, at danske myndigheder af og til og slet ikke så sjældent misforstår deres opgave og griber til yderligheder i bestræbelse på at leve op til den for tiden herskende opfattelse af – ja netop – samfundssind.
Radiodokumentaren »Med venlig hilsen« – om danske myndigheders bestræbelser på at få en irakisk mand med FN’s højeste flygtningestatus udvist, om de metoder Danmark brugte for at skille sig af med denne mand og hans kone og to børn, om de små løgne, man ikke gjorde sig for gode til at benytte sig af – var nok en genudsendelse. Men tak, kære P1, for, at den blev sendt igen.

Venlig fjendtlighed
Seks uger før besættelsen af Kuwait holder Saddam Hussein en tale til sit folk. En af dem, der lytter, er Hasim. Han lytter også til Bush seniors opfordringer til at gå i aktiv modstand mod Hussein. Han er med til at befri fanger fra et berygtet fængsel, og han er med til et angreb på Baathpartiets hovedkvarter. Vel og levende ude af Irak søger han asyl i Danmark og bliver kort efter familiesammenført med sin hustru og deres to børn.
Nu stifter de bekendtskab med den specielle danske form for venlig fjendtlighed. Flygtningenævnet kan ikke komme uden om, at Hasim er berettiget til asyl. Men han har hverken irakiske, russiske eller danske papirer, mens hans kone er af dokumenteret russisk fødsel. »Aha,« tænker man straks hos rigspolitiet, »måske vi kan tørre hele familien af på russerne?«
En ung politiassistent sendes til den russiske ambassade, hvor han taler med en flink konsul, der erklærer, at hvis han får kopier af sagens papirer, vil han sende dem til Moskva og høre, hvad de siger derovre. Det noterer politiassistenten i sin rapport.
Der kommer aldrig noget svar fra Moskva. Men to måneder senere erklærer rigspolitiet sig tilfreds med konsulens udtalelse, og på den baggrund flyves Nathalia og hendes to børn en tidlig morgen til Rusland, fulgt af to danske betjente. Ombudsmanden kommer ind i sagen. De højt dekorerede embedsmænd bliver for deres små løgne dekoreret med et par næser – og efter jeg husker ikke hvor mange måneder bliver familien atter ført sammen.
Det er den slags historier, hvoraf vi kender utallige, der bekræfter, hvor ubehageligt det er blevet at komme til Danmark. Efterhånden er det dog også blevet ubehageligt at komme fra Danmark.
Vi kan ikke vide, hvad vor tankmand i Dordogne tænker i dag. Man kunne frygte, at han har skiftet mening om, hvad samfundssind er. Det er der jo en del af hans landsmænd, der har på det sidste.
Eller måske skammer også han sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu