Læsetid: 5 min.

For langt ude, Beck-Nielsen

Der er incest og Beck-Nielsen på plakaten i Claus Beck-Nielsens seneste værk, som har for travlt med at overskride grænser
9. april 2002

Ny bog
Af Lilian Munk Rösing
»Enhver lighed med nulevende eller døde mennesker skyldes det ubestemte, men smertelige forhold, der er imellem sproget og al anden verden.«
Denne vignet lader Claus Beck-Nielsen stå på kolofonsiden til sit seneste Werk, Selvudslettelser. Og så kaster teksten sig ellers ud i sit hektiske, fandenivoldske, ædende sarkastiske og dybt melankolske forsøg på at gøre selvudlevering til selvudslettelse. Om ligheden mellem forfatteren og den indlagte fold-ud-plakat i underbukser og helfigur også skyldes det ubestemte, men smertelige forhold, der er mellem lysets aftryk og verdens former, kan man jo så spørge sig om. For at pointere dét med selvudslettelsen har forfatteren i hvert fald på det fotografiske fold-ud-portræt anført 2001 som sit dødsår.
Og det er jo ganske provokerende og grænseoverskridende. Ligesom at køre rundt med sin fars lig på bagsædet, indtil det går i opløsning. Eller at ønske livet ud af sin mor. Eller at dyrke incest med sin spæde datter. Alle disse fantasier kan man opleve iscenesat, hvis man lader sig æde med ind i Beck-Nielsens tekst, der beskriver sin egen muterende og destruktive fremfærd med cancerøse metaforer – og betragter selve metaforen som en slags kræftsygdom, en dødbringende »metamorfopsi«.
Alting muterer på opædende vis, også forfatternavnet, der hen ad vejen bliver til
Bech Nielsen, Bach Nielsen, Bach Jessen, Buch-Jensen, Birch-Olsen, alt imens en uforklarlig eksem blomstrer som en tornekrans i hans pande og flyder gulligt i hans skridt...
Den cancerøst voksende tekst holdes i stramme kompositoriske rammer, skidtet hænger sgu sammen, med netop cancermetaforen som kittet: Kusinens modermærke, som vi hører om helt i starten og som bliver til historien om hendes død i slutningen; modermærke, Kaiserschnitt, som også snitter skabeloner til historien om en mor, der er der over det hele, og en død far, der går hul på, og en lille datter, der skider og skal skiftes mens hendes far (hin selvudslettede) penetrerer en syvårig tyrkertøs.

Den indre tysker
Alt dette oplever jeget i selskab med sin Sancho, sin væbner, sin tro følgesvend fotografen Herr Stelter, der sporenstregs kommer kørende fra Niedersachsen, når jeget kalder, med Bockwurst og Hancock og hagekors og sit tyske sprog, der spredes ud over hele teksten og krydrer den med en blanding af Autobahn, Tredje Rige, højkultur og analporno. Mahlers Lied von der Erde og Celans Todesfuge blander sig som intertekster, der signalerer tung kulturarv og dyb dekadence. Samtidig med at der leges skoledrengsagtigt med de tyske brokker: »Nu sidder jeg i saksen – i Sachsen?« – »Jetzt kommt der Biedermann« = Nu kommer bedemanden...
De er naturligvis én og samme, Quixote og hans Sancho, Beck-Nielsen og hans Stelter: ånden og kroppen, melankolien og inertien, fortvivlelsen og den træge materie, overjeget og dets obskøne ekko:
»Jeg med mit absolut håbløst moderne forsøg på at få det usigelige til at sige mig noget, det af gode grunde nægtede at spytte ud med. Herr Stelter i sin kamp for at holde liv i alle de nære ting, de små gentagelser, al dette beskedne liv, som jeg af hele mit snublende hjerte, siger og skriver med al mit kød foragter.« Eller: »Jeg er udefra set det mest almindelige fysiske onde, som alle burde kunne leve sig ind i, Herre Stelter bare mit åndelige følge: almindelig dovenskab, sløvsind, ligegyldighed, ræb fra morgen til aften foran RTL Zwei.«

Jagten på Tingen
I tekstens udvendige plot sendes jeget og Herr Stelter ud på mission af Dagbladet, for at indfange tidsånden eller bedrive naturreportage, men straks herunder er deres mission en jagt på »den« eller das Ding an sich, som også er »das Ich an sich«. Og »den« leder de meget hurtigt efter i mere eller mindre direkte incestuøse familierelationer: kusinens modermærke, den spæde datters anus, faderens rådnende kød og moderens kød, som aldrig vil rådne helt op.
Med faderens lig på bagsædet bliver projektet: »so unterwegs virkelig se forskellen, se den begynde at vrimle af alt det andet liv... denneher stinkende overgang, der immerhin stadig er en vis lignelse værd«. Som om »den« kunne findes inde i faderkroppen, som om »den«, selve Tingen, ville afsløres som kødets dybe hemmelighed når kroppens beholder sprænges, og det inderste som en alkymisk destilleret væske vælder ud.
Med den bedende moderstemme i telefonen bliver »den«, den eftersøgte ting, den inderste kerne, til »det rådne æble«, »moderkødets paradisiske råddenskab«, som aldrig vil forsvinde, aldrig vil rådne ganske op.
Og endelig, med den spæde datter bliver »den«, den inderste hemmelighed, på én gang til en fars incestuøse fantasier og til noget, man skulle kunne trænge ind i ved at trænge ind i en lille pigekrop.
Men som læser sidder man med en fornemmelse af, at begge dele misser »den«, misser »tingen«, misser hvad det egentlig handler om. Det er en misforståelse at tro, at man nærmer sig livets inderste hemmelighed ved at skrive det forargeligste, ved at overskride moralen på det groveste. En sådan overskridelse er intet andet end overjegets obskøne ekko, på forhånd indbygget i moralen selv.

Babypenetration
Den incestuøse scene foregår i en kælder på det yderste Frederiksberg, hvor jeget penetrerer en lille tyrkisk pige, samtidig med at Stelter skifter hans syv måneder gamle datter, og bleskiftet og penetrationen lægger sig oven i hinanden som én og samme begivenhed. Det er en scene, som tigger og beder om vrede læsere og forargede anmeldere: Det der, det kan man altså ikke, nu går du over stregen, Herr Beck-Nielsen. Men man kunne også bare spørge: hvorfor? Hvad skal vi med den scene? Hvis jeg kan læse en hensigt ud af den, er det hensigten om at få os til at erkende, at svinet bor i os alle; at vi skal føle os tiltalte, som det sker med en direkte læserhenvendelse: »ingen skal bilde mig ind, at De, eller du! ja dig! ikke dagligt tænker den grusomste tanke.« Nej, det er selvfølgelig rigtigt. Men er man kommet nogen sandhed nærmere ved at udtale og ligefrem iscenesætte denne »grusomste tanke«? Ligger den ikke allerede lige for, som det hviskende modbud til forbuddet? Og ligger Beck-Nielsen ikke under for et lige så etableret, men fejlagtigt bud om, at kunst er at overskride de moralske normer?
Beck-Nielsens værk er en gennemført eurytmisk og velkomponeret, men helt igennem uforløsende iscenesættelse af kernefamiliens klassiske fantasmatiske scenario. Den lugter for meget af pubertær Weltschmerz til at kunne stinke af ægte dødelig kødelighed. Man kan blive meget vred på forfatteren, man kan blive led ved ham. Men man kan også synes, det er synd for ham. Så forholdet mellem sprog og al anden verden virkelig bliver smerteligt.

*Claus Beck-Nielsen: Selvudslettelser. 146 s., 228 kr. Samleren. Udkommer i dag

Fakta fra bogen
Claus Beck-Nielsen (1963-2001)
Seksuel debut som 18-årig med Mira Chakravarty
1986: Søgte ind på Musikvidenskab ved Aarhus Universitet.
Blev ikke optaget
1987, 89, 90, 91: Søgte ind på landets skuespillerskoler.
Blev ikke optaget.
1990: Søgte ind på Forfatterskolen.
Blev ikke optaget.
1990: Søgte ind på HB skuespillerskole i New York. Blev optaget.
Nåede ikke flyet.
1990: Opholdt sig 45 mintter på Rigshospitalet afdeling O med tilbud om indlæggelse. Afslog.
Indtog aldrig kokain, LSD eller Ecstasy.
Kørte aldrig en motorcykel.
Gemte rosiner, plasticposer, gammelt brød og slik i skabe og skuffer.
Søgte i perioden 1990-2001 hjælp hos læger, speciallæger, psykologer, psykiater, kineseolog, akupunktør og homoøpat.
51 kilo, kleptoman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu