Læsetid: 2 min.

En legende i byen

Når huset Guigal lægger vin til frokosten, siger man ikke nej
19. april 2002

(2. sektion)

Til næsen
Det tidlige forår og tiden op under julehandelen er højsæsoner for vinsmagninger. Den lille skare, der professionelt dypper tuden i krystalglassene, har således nok at se til i øjeblikket. Enkelte smagninger er derfor tyndt besat, men så findes der også den type, hvortil man ikke sender afbud.
En sådan blev holdt i sidste uge på restaurant og vinbar Le Sommelier i København. Vært var den kontroversielle og med et mildt ord dynamiske Christian Philipson, indehaver af Philipson Wine i Kokkedal. Han er blevet noget af en myte i dansk vinverden med sit drive-in- og postordrekoncept og sin særdeles aggressive markedsføring. Men man må lade ham, at han har fået suget agenturer på en lang række af verdens bedste vinproducenter til sig.

Gigant i vinens verden
En af hans senere erhvervelser er således et agentur på Guigal fra Rhône. Kender man noget til vin, er yderligere præsentation overflødig. Gør man ikke, skal det blot bemærkes, at Guigal hører til den lille, eksklusive kreds af sande giganter i vinens verden, og at hans navn med rette regnes for en garanti for supervin, hvad enten han optræder som producent af vin på egne druer eller som vinkøbmand (négociant).
Både Guigal père og Guigal fils var med til frokost på Sommelier, og med i bagagen var et bredt udvalg af husets Rhône-vine fra de overkommelige og til de virkelig kostbare.
Flagskibet i Guigals katalog er enkeltmarksvinene La Mouline, la Turque og La Landonne fra Côte Rôtie. Disse magtfulde vine lagres i 42 måneder på ny eg og er blandt de røde vine, sande vinfreaks drømmer om blot at smage en enkelt gang. Vi fik alle tre til frokost, i to årgange (1998 0g 1995). De bærer tydelig præg af hver sit terroir med La Landonne som den mest virile og La Mouline som den mest elegante. Hvis man spørger pænt, kan man købe dem i årgang 1998 hos Philipson for 1.195 kroner flasken – hvis man aftager minimum en kasse.
Inden Francis Cardineaus lette frokost var vi igennem en omfattende Guigal-smagning – også af vine, der er mere menneskelige i pris. For mig var det overraskende at smage, hvor god en ’almindelig’ rosé, Guigal laver. Til trods for, at den er blevet kult i New York City, kan man stadig få den for 70 kroner.

Ren kult
Det samme koster firmaet standard Côtes du Rhône i rød, og det er faktisk en glimrende introduktion til Gui-gals stil og kvaliteter. En umiddelbar, charmerende og saftig vin, som mange restauranter burde føre som ’husets’.
Vil man ofre lidt mere uden at ryge gennem loftet, kan jeg på det varmeste anbefale den Grenache-baserede Gigondas til 129 kroner og Guigals Saint Joseph Rouge til en tier mere.
At huset også laver hvide vine i flotte kvaliteter, skal blot nævnes – faktisk er en fjerdedel af Guigals vine hvide, hvilket er usædvanligt i Rhône. Mest berømt er deres Condrieu og Condrieu La Doriane til henholdsvis 209 og 395 kroner.
Det er ren kult, men min begejstring for Viognier-druen rækker nu ikke til, at jeg selv ville betale de priser ved kasse ét.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her