Læsetid: 11 min.

Vi vil lidt mere end en grønthandel

To elitære gymnasieelever fortæller om livet med deres pebrede navne, følelsen af at være uvelkommen i ens eget land og drømmene om en fremtid i det multikulturelle London
6. april 2002

Det første, der slår én ved mødet med de to gymnasieelever, er, at de ikke tvivler på egne evner og ikke er bange for at bruge svære ord. Noget af det første, Waqas Elahi Dar siger, er:
»Har du en båndoptager med?«
Da journalisten svarer ja, tilføjer Waqas:
»Det er godt, for jeg taler meget hurtigt.«
Og så går det ellers derudad i mere end to timer med mange lange udredninger og svære ord. Mens den ene taler, sidder den anden og gør notater til det, han vil sige. Hvis ikke han bliver så utålmodig, at han bliver nødt til at afbryde sin skolekammerat. Og det sker tit.
Waqas Elahi Dar og Pouyan Kadkhodaee har spadseret gennem det danske skolesystem med topkarakterer. De er ikke bange for at være elitære.
Waqas valgte den internationale gymnasieuddannelse IB på Nørre Gymnasium, fordi han følte sig »understimuleret« på det gymnasium, hvor han var startet i 1.G:
»Jeg gik på et gymnasium, hvor jeg kedede mig og var trist. Min engelsklærer sagde, jeg skulle prøve at søge IB. Efter et halvt år på et dansk gymnasium skiftede jeg,« siger Waqas.
Han fortæller, at han fik problemer med sine klassekammerater allerede i de små klasser, »fordi jeg verbalt var stærkere end mange andre«.
»Det gjorde ekstra ondt på dem, fordi det var en mørk dreng, der kunne noget,« siger Waqas. Han fortæller om reaktionen, da han fik 13 i mundtligt og skriftligt dansk ved afgangsprøven efter 10. klasse
»Min lærer var henrykt, men det eneste, mange af mine klassekammerater kunne sige, var: ’Og så lige dig’. Dén rammer virkelig hårdt.«
Waqas opfatter ikke de andre elevers reaktion som positiv:
»Det var ikke: ’Nej, hvor flot!’. Det var: ’Fuck! Hvordan er det sket?’,« siger Waqas.
Pouyan fortæller om lignende reaktioner på hans 13-tal i mundtligt dansk, selv om tonen måske var en anelse mere positiv:
»De sagde: ’Du er udlænding. Så er det jo ekstra flot’. Men hvorfor undrer det folk, at jeg kan få 13, når jeg er vokset op her sammen med de andre, når det ikke undrer dem, at Peter eller Jens kan? Måske var det venligt ment. Men når folk siger det på den måde, så er jeg alligevel ikke helt dansker,« siger Pouyan.
De to gymnasieelever kunne om 20-30 år befinde sig i det øverste magtlag af førende eksperter, politikere og kunstnere i det danske samfund. Hvis ikke det var, fordi omstændighederne er, som de er.

Dansker
Pouyan er sikker på, at han vil emigrere, når han er færdig med gymnasiet. Waqas ser ikke sin fremtid som sikker i Danmark, men lader en bagdør stå åben. Måske vender han tilbage efter nogle år.
Både Pouyan og Waqas har altid haft danske venner og altid følt sig som danskere. Pouyan fortæller:
»Mine forældre har altid fortalt mig, at jeg er en del af det danske samfund, at jeg er lige så meget værd som alle andre, og at jeg kan klare mig lige så godt som alle andre. I en tidlig alder besluttede jeg, at jeg vil rejse til udlandet. Min familie har fem venner, der er uddannet som ingeniører, og to, der er tandlæger. Ingen af dem arbejder inden for deres fag. En er taxachauffør, en har et firma, der importerer dadler. Man ser det totale ressourcespild.«
Waqas har også bidt mærke i, hvad der foregår omkring ham:
»Sådan nogle som mig har været kloge nok til at lære af vores storebrødre, onkler og tanter, at hedder du noget pebret, får du altså lidt svært ved at få et arbejde. Nogle gange spørger jeg mig selv, om mine forældre har spildt deres liv, og så er det svært at se nogen grund til, at jeg bruger mere af mit liv her. Samtidig får jeg dårlig samvittighed over, at jeg har haft et liv, der var så meget bedre end mine forældres, og så oven i købet har lyst til at rejse,« siger Waqas.
»Folk, som ikke kan få job i Danmark, tager til England og USA og får glimrende job. I Danmark ser vi bare, at Mohammed har en grønthandel og en stor bil. Mens folk, der har læst i flere år på universitetet, ikke kan få job. Det får mig til at spørge mig selv, hvad jeg helst vil. Jeg vil hellere tjene penge ved at bruge min uddannelse end ved at åbne en kiosk eller en grønthandel,« siger Pouyan.
»Grønthandler-Mohammed kan sagtens have et godt liv. Vi kender masser af folk, der har det fedeste liv på den måde. Jeg vil bare lidt mere,« siger Waqas.
Noget af det, de to elitære gymnasieelever gør oprør mod, er den danske Jantelov, som jo rammer alle, der rager lidt op – uanset hudfarve.
Men for dem, som kommer fra henholdsvis en flygtninge- og en indvandrerfamilie, er der nogle specielle faktorer, der får dem til at længes efter en fremtid på den anden side af landegrænsen. En af dem er det, de kalder taknemmelighedssyndromet.
Pouyan havde engang en matematiklærer, som belærte ham om, hvor taknemmelig han skulle være over at bo i et smørhul som Danmark, »især når du kommer fra et land som Iran«.
»Den bemærkning berørte mig meget. Hvorfor skal jeg blive her og hele tiden føle, at Danmark gør mig en tjeneste ved at have mig boende og give mig et job, når jeg kan tage til England, hvor de med glæde vil ansætte mig,« spørger Pouyan.
Waqas finder taknemmelighedssyndromet hos en kendt politiker:
»Præmieperkeren Naser Khader taler hele tiden om, hvordan han værdsætter de danske, demokratiske værdier og er taknemmelig. Jeg er opdraget som demokrat og har altid ydet mit bidrag. Derfor ville det være fremmed for mig at skulle gå og være demokratiet taknemmelig,« siger Waqas.

Mig og min patient
– Men dem, der stemmer på Naser Khader, er jo ikke fremmedfjendske. Har de ikke snarere en opfattelse af sig selv som meget åbne og positive over for flygtninge og indvandrere?
»Jamen det er netop dem, der siger: ’Jeg stemmer på Naser Khader, for jeg er ikke racist’, der lider under taknemmelighedssyndromet. De har billedet af det gode forhold mellem dem og udlændingene som ’mig og min patient’ – ’mig og min taknemmelige perker’,« siger Waqas.
Han og Pouyan er enige om, at noget af det, der får kæden til at hoppe af, er, at begrebet integration bruges forkert:
»Når for eksempel Naser Khader taler om integration, mener han i virkeligheden assimilation. Han siger, at når vi træder ud af vores hus, skal vi lægge vores kulturelle ballast bag os og være danskere og samtidig være taknemmelige. Og han proklamerer nærmest sig selv som udlændingenes talsmand,« siger Pouyan.
Waqas og Pouyan taler begejstret om livet i de store byer i Storbritannien og USA.
»Den kulturelle baggrund er ofte et plus i London. Det er en vidunderlig by, fordi mulighederne ligger der,« siger Waqas og sværmer løs om London-bydelen Southall:
»Pakistanere besøger altid Southall, fordi det er så fedt. Det bliver kaldt Mini-India, og det er da en ghetto. Men der er ingen, der siger: ’Han kommer fra Ishøj. Ham gider vi ikke ansætte.’ De hvide lærere er ikke flygtet fra skolerne. En ghetto som Southall er samfundsmæssigt et velfungerende sted, fordi der er højtuddannede mennesker og almindelige mennesker. Der er rige og fattige. De er alle sammen indere. Man kan så spørge, hvor meget de blander sig med hinanden. Men arbejdspladserne er besat, og alle har deres rolle at udfylde. Southall er ikke noget ideal, men når alt kommer til alt, fungerer det,« siger Waqas.

Lærestreg
Pouyan tror på, at det danske samfund kan lære af sine erfaringer med den bølge af unge emigranter, som han selv vil være en del af.
»Når den første bølge har forladt landet, tror jeg, at mange arbejdspladser – ikke mindst de statslige – vil rive sig selv i håret over de millioner og atter millioner, der er brugt på folkeskole, gymnasialuddannelser og universitetsuddannelser. Det er jo et totalt ressourcespild. Når den første bølge nærmest er flygtet fra Danmark, vil staten gribe fat i kraven på alle firmaerne og sige: ’Det her kan ikke blive ved’. Men jeg tror, det er nødvendigt, at nogle vælger at forlade Danmark, for det er måske først dér, at Danmark kan få en lærestreg,« siger Pouyan.
Waqas mener, at situationen i Danmark er »gået i hårdknude«
»Den danske debat er totalt kørt af sporet. Jeg havde håbet, at Pia Kjærsgaard og valgresultatet havde haft en større skræmmeeffekt,« siger han. og synes, at det er »hårdt og smerteligt« at følge udviklingen i Danmark:
»Jeg er dansker, og alligevel føler jeg mig ekstremt uvelkommen i mit eget land,« siger Waqas.
Pouyan fortæller, at han aldrig har »følt mig så uvelkommen i mit eget land, som jeg gjorde under valgkampen« i efteråret 2001.
»Hver gang der blev talt om udlændinge, var det noget negativt. Som om vi bare var nogle, som kom her for at nasse på samfundet og udnytte Danmark. Det gør vi jo ikke,« siger han og oplever »en kløft mellem mange udlændinge og mange danskere«.
»Spørgsmålet er, om vi kan fylde den afgrund ud. Indtil i dag har man i Danmark ikke været gode til at tackle problemet,« siger Pouyan.
Waqas vender tilbage til vælgerne:
»Kløften er stor for Dansk Folkepartis vælgere. Men den er ikke stor for for eksempel de radikales vælgere, for de siger: ’Jeg stemmer på en indvandrer, og jeg har det ganske fint med dem’... Indtil de begynder at stille krav. Så er det, at de bliver bebrejdet, at de går for eksempel til et fundamentalistisk møde,« siger Waqas og henviser til efterårets meget omtalte stormøde i Nørrebrohallen i den islamistiske Hisb-ut-Tahrir-bevægelse. Han mener, at enhver selv må bestemme, om han eller hun vil deltage i Hisb-ut-Tahrirs møder - eller Pinsebevægelsens eller Scientologys.
»Hvis vi siger, at vi har religionsfrihed, indebærer friheden, at vi skal respektere den enkeltes valg. Man skal ikke gå i chok over, at 1.000 nydanskere tager til Hisb-ut-Tahrirs møder, men derimod overveje hvorfor. Næsten alle aviser har reageret ved at sige: ’Nu har vores gæster været uhøflige. De har været til et møde imod os.’ De er ikke gæster, men danskere, som tager til de møder som en konsekvens af deres oplevelser i deres hverdag her i landet. Mange af dem er opvokset her i landet med religionsfrihed og holdningsfrihed, som også indebærer, at de gerne må hade, ligesom Jonni Hansen må hade,« siger Waqas, som ikke selv sympatiserer med Hisb-ut-Tahrir.

En rationel beslutning
Pouyan siger, at hans ønske om at emigrere er et resultat af rationelle overvejelser:
»Jeg sidder og ser på mine muligheder. Jeg er iraner. Jeg hedder Pouyan Kadkhodaee. Ingen kan udtale det. Rundt omkring mig ser jeg de rollemodeller, jeg har haft, og hvordan deres mål er krakeleret gennem årene, og deres selvrealisation overhovedet ikke har fundet sted i den retning, de gerne vil have. Så tager jeg en rationel beslutning, for jeg vil gerne udleve mit eget potentiale til den yderste grænse, og det føler jeg ikke, at jeg kan i Danmark,« siger Pouyan.
Han ved godt, hvad der skulle til for at gøre det lettere at holde på talentfulde unge fra flygtninge- og indvandrerfamilier:
»Vi har brug for nogle rollemodeller, som kan gå ind og vise, at det er fedt at gå i skole, at det er fedt at ville noget, at det er fedt at have et mål med sit liv. I stedet for at så mange unge hører på de desorienterede og depressive typer, som kun har oplevet modgang,« siger Pouyan.
– Men du vil ikke påtage dig den opgave?
»Desværre ser jeg meget egoistisk på det. Selv om jeg godt kan se, hvor problemet er, vælger jeg ikke at løse det. Jeg vælger at gå mine egne veje,« siger Pouyan.
Waqas er mere følelsesmæssig i udtrykket, når han skal beskrive sit forhold til Danmark i øjeblikket:
»Nu er jeg i en periode af mit liv, hvor jeg føler mig enormt såret og krænket. Derfor er det en forsvarsmanøvre at flytte fra Danmark. Når der kommer sådan en bølge, som den vi står midt i, spørger jeg mig selv, om mine forældre har spildt deres liv, og så er det svært at se, hvor ens fremtid ligger.«
Pouyan har ikke de samme bånd til Danmark som Waqas, der er sin families tredje generation i landet.
»Jeg kan på mange måder godt lide Danmark og føler mig meget hjemme her, men jeg har ikke helt samme forhold til Danmark som Waqas. Måske er det også derfor, jeg har lettere ved at sige: ’Jamen okay, det må det danske samfund bare tage konsekvensen af’, for jeg har ikke de samme følelser for Danmark,« siger Pouyan.
Han er præget af at vokse op i en flygtningefamilie:
»Jeg er vokset op med, at man ikke skal være for sikker på, hvor man er, fordi man aldrig ved, hvad morgendagen kan bringe. Mine forældre blev nødt til at flygte fra et sted, hvor de var lykkelige for at bo. Især på grund af min opdragelse har jeg vænnet mig til, at jeg ikke må binde mig for meget til et sted,« forklarer Pouyan. Han erkender, at han i løbet af sine mange år i danske skoler har lært ting, som kun er anvendelige i Danmark:
»Det er da ærgerligt. Jeg kan så meget med det danske sprog, jeg ved så meget om dansk kultur og dansk historie. Men hvis det er nødvendigt, at jeg smider alle de her ting over bord, for at jeg kan nå mit endelige mål, så vil jeg med sikkerhed gøre det uden at tøve et sekund.«

*Waqas Elahi Dar, 18 år, dansk statsborger, elev på andet år af IB-uddannelsen på Nørre Gymnasium. Født i Danmark. Hans morfar kom i sin tid til Danmark som gæstearbejder. Familien har pakistansk baggrund. Waqas vil formentlig søge ind på en kreativ uddannelse i Storbri-tannien, når han har taget sin IB-eksamen.

*Pouyan Kadkhodaee, 18 år, dansk statsborger, elev på andet år af den treårige, internationale gymnasieuddannelse IB (International Baccalaureate) på Nørre Gymnasium i Brønshøj. Kom til Danmark som femårig med sine forældre, der flygtede fra Iran, fordi de var aktive kommunister. Pouyan vil helt sikkert til Storbritannien for at læse økonomi og regner på længere sigt med en fremtid inden for medier eller it i det private erhvervsliv i USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her