Thomas Eisenhardts nyeste performance Danmark - Et danmarksbillede
i krop, lyd og rum blander kunstarterne i forsøget på et signalement af denne geografiske størrelse år 2002
Performance
Det er et stærkt hold, Thomas Eisenhardt har samlet omkring sit Danmarks-projekt i Pakhus 13 mellem Langelinje og togsporene. Bjørn Nør-
gaard som scenograf, Peter Bastian som komponist, Lise Klitten til kostumerne og til opførelsen gode dansere og musikere samt spændende lys af Peter Glatz.
Alligevel blev forestillingen blot i glimt så fremragende, som man havde håbet. På ovenstående præmisser må det give anledning til lidt mere eftertanke end blot en konstatering af, at man ikke var så grebet af tilstedeværelsen i rummet med så mange kunstneriske overvejelser og så gode performere.
Måske savner anmelderen kendskabet til den usynlige del af forestillingen - overvejelser, koncept, funderinger om nationens status. Alt dette har været præsenteret som føljeton på www.aabendans.dk af Thomas Eisenhardt fra 1. august sidste år, henover 11. september og fremmedfrygtens eskalering og folketingsvalg og Venstres kulturdemobilisering.
Antagelig skulle man have haft den daglige Eisenhardt-dosis med for at få den fulde fornøjelse af Danmark, men når forestillingen har undertitlen Et danmarksbillede i krop, lyd og rum må det vel være tilladeligt at holde sig til den oplevelse, man fik i de 75 minutter på Dampfærgevej på Østerbro.
Kunstarts-fusionering
For det hurtige signalements skyld kan man vel kalde Danmark en cross-over performance, og de involverede har ikke blot leveret scenografi, musik og dans, men repræsenterer summen af den kunsttradition, de står for. Det er derfor ikke så meget et Gesamtkunstwerk, der er tale om, som en status for billede, lyd, bevægelse, der reflekterer over Danmarks-begrebet.
Bjørn Nørgaard siger det således: »Hver kunstart kommer med sin værktøjskasse, sin tradition. De skal ikke rodes sammen, men spille op imod hinanden med hver deres kvaliteter for, til sidst, bogstaveligt talt at danse sammen.«
Holder vi os til hans fingeraftryk, ser vi de rå materialer, træstammer, sand og et fundament af ler, hvor danserne kan lege statuer af Rudolph Tegner.
Der er også et tilbageblik på undersøgelsernes tid, hvor en slags sørgende gotisk gravskulptur (pleurant) formes over levende model og slutter sig til allerede kutteklædte spøgelser. Og en hilsen til fotografiet af Lene Adler Petersen, der vandrer igennem Børssalen som den nøgne kvindelige Kristus, da en gravid Mor Danmark til sidst i forestillingen skrider ensom igennem lokalet.
Folkemusik-fusionering
Peter Bastian kommer med sin i årtier researchede danske folketone, som lever i et balkansk og nærorientalsk rum og han spiller muntert sammen med Hans Jørgen Christensen ud af den Evald Thomsenske spillemandstradition og Tingluti med kærlig hilsen til Norden og resten af verden. Hvorfra Roma-rumænske George Mihalache kommer, mens danskerne repræsenterer den vanlige livgivende fusion mellem hjemmefødinge og inddansere (Signe Andersen, Louise Hyun Dahl, Gabriella Grundemar, Ole Birger Hansen, Vidar Hansen og Lars Dahl Pedersen).
Når parterne mødes til en krydret Eisenhardtsk svingom, kommer folkedansen ud af det nationalliberale frilandsmuseum og vækker umiddelbart tilskuer-
begejstring.
Til gengæld fungerer de mere socialrealistiske scener i sofaer fra arbejdermuseet og med tv og ugeblade og ægteskabslede ikke særlig godt. Langsomheden bliver til kedsomhed, og her kommer så forsøget på en undersøgelse af den ikke-opståede eufori.
Asynkront
Danmark fremtræder virkelig, som i den af Bjørn Nørgaard formulerede værktøjskasse-model. Problemet er måske derfor, at kunstarterne stadig lever deres asynkrone liv med ikke-samtidige erfaringer.
Var man til stede hos familien Fluxus nede i 1960erne, er man kommet igennem gipsafstøbningsprocessen og sidder måske ved kunst-dvden i dag.
Billedkunsten har, ville jeg dermed sige, forlængst forarbejdet de erfaringer, som dansen i Danmark ikke rigtig gik ind i ved den tid. Nørgaard selv har været omkring Christiansborg-gobeliner, mens Bastian var på mere folkelige veje.
Måske kommer dansen til kort i forhold til den længere distance, lyd og billede har tilbagelagt? Den fluxus-ske langsomhed koncentrerede sig om et meget enkelt forløb i sin zen-relaterede koncentration om tidens tøven, mens gipsafstøbning i performance-blenderen er et bremsende moment i et forventnings-flow fra tilskuerens side.
Særligt de mandlige dansere som elegiske knudemænd mangler skulpturel kraft i forhold til det kraftige visuelle udtryk, som Nørgaard/ Glatz kan levere.
Forestillingens signalement af Danmark vil være åbent, såvidt man kan læse programerklæringen. Bjørn Nørgaard citeres for træthed ved »den reaktionære snæ-vertsynede nationalisme både højrefløjen og venstrefløjen fremturer med«.
Men når vi ser overdimensionerede postbudsjakker og folkekirkepræstekåber ved siden af Harlekin og Columbine i et er det svært at se, hvad vi skal tænke ved det.
Måske gjorde verdenshistorien emnet for rødglødende til at kunne rummes inden for Eisenhardts projekt? Måske har chauvinisterne i alt for høj grad tilegnet sig diskursen? Under alle om-stændigheder er Danmark i allerhøjeste grad en status for landets kulturelle situation i dag værd at opleve, værd at fundere over, værd at debattere med.
*Thomas Eisenhardt: Danmark - Et danmarksbillede i krop, lyd og rum - også skabt af Peter Bastian, Bjørn Nørgaard, Lise Klitten og Peter Glatz samt musikere og dansere. Pakhus ll, Dampfærgevej, Østerbro til 27. april, derefter indenlandsk turne efteråret 2002
*Dagbogen kører stadig på www.aabendans.dk
