Læsetid: 4 min.

Litteratur går ikke væk

Det er svært at sige, om et lille land som Danmark kan have både et godt landshold, en god filmindustri og en stærk litteratur på samme tid, siger litteraturagent Lars Ringhof
25. april 2002

(2. sektion)

Synspunkt
De tider er forbi, hvor en ny roman af Leif Panduro samler en generation af læsere til debat. Ikke bare fordi Leif Panduro er død, men også fordi vi selv vil bestemme, hvad vi vil læse. Fordi vi med et udtryk så udbredt og banaliseret, at der sikkert er noget om snakken, er blevet mere individualiserede. Men for Lars Ringhof, der netop har afviklet en karriere i forlagsbranchen og åbnet et litterært agentur, er der mere end som så i den snak. Det er ikke bare fællesskabets undergang og en masse individualiserede egoer, der står tilbage på hver sit felt som et isoleret frimærke:
»Ønsket om at være en del af et fællesskab er blevet stærkt. Etableringen af fællesskaber er blevet vigtige, fordi der ikke er den enhedskultur, som dikterer: Jeg kom fra dén by, og jeg tilhører dén sociale klasse, og mine forældre har dén kulturelle baggrund.«
– Så man forsøger at finde andre ved at udvikle sin egen identitet?
»Du har brug for at definere nye fællesskaber. Du har individualisme på den ene side: Jeg kan tilfældigvis læse vietnamesisk litteratur på originalsproget eller: Jeg køber kun plader fra et bestemt lille pladeselskab i Holland, som laver amerikansk triphop.«
»Men så snart du har formuleret den individualisme, har du også formuleret et signal om et fællesskab, som gør at de andre mennesker, som også læser vietnamesisk litteratur, henvender sig til dig.«
– Så hvordan er vi individuelle?
»Vi laver vores egen hjemmeside på vores egen måde – for at finde ligesindede. Ellers er det absurd at sende det signal ud i verden. Den individualiserede spørger: Hvem har de samme interesser som mig? Og så har du dit lille fællesskab igen. «
– Men et andet fællesskab?
»Man har brudt med den enhedskultur, så man ikke behøver høre Gustav Winckler, og skaber i stedet et fællesskab, hvorfra man kan gå ud og overbevise andre om, at vietnamesisk litteratur er interessant.«

Under et symposium fornylig på Nationalmuseet gjorde Ringhof sig lystig over forlag, der henvender sig til sine kunder under mottoet: ’til dig der vil læse gode bøger.’ Forlagene har nemlig ikke længere autoritet til at diktere den gode smag:
»Det er ligesom den gamle Storm P.-vittighed, hvor de i radioen efterlyser en mand, som har en lang frakke og kører på cykel. Så siger Storm P.: Ham har de inden aften.«
De, der læser gode bøger, er ikke en bestemt målgruppe. Det er alle og enhver.
»Mange forlag har mistet den profil, som gør at man identificerer en bestemt type litteratur med et bestemt forlag. I 70’erne opstod forlag som Tiderne Skifter, Modtryk og Vindrose. Navnene siger det hele. Det er udtryk for modstand. De udgav så Ebbe Kløvedal Reich og Kvinde kend din krop , som blev bidrag til helhedsbetragtninger. De store forlag har ikke længere de klare profiler. Nu udkommer Jannie Helle på Gyldendal, og Rosinante udgiver luderes erindringer.«
– Men det er en bredere tendens?
»Du så det med aviserne: Berlingske Tidende fik et kulturtillæg, Politiken fik erhvervstillæg og Jyllands-Posten et københavnertillæg.«
Men Ringhof fastholder en på bogområdet lokal tendens. Man savner flere forfattere som Kirsten Thorup, Suzanne Brøgger og Tage Skou Hansen, der har faste læsere, hver gang de udsender en ny bog.
»Vi mangler nogle af de stemmer. De er der, men vi kunne godt bruge flere, hvor man går og venter på den næste bog. Det var ved at ske, da Peer Hultbergs Byen og verden sammen med Peter Høeg og Jens Christian Grøndahl kom ind mod midten fra et mere eksklusivt spor.«
– Hvorfor mangler man de forfattere i dag?
»Der er efter min mening blevet fokuseret meget på den helt unge litteratur, der har haft svært ved at udvide sit publikum med nye bøger. Man har gjort meget ud af de unge, som kunne få deres smukke foto i avisen og et stort interview. Men det kræver mere at få folk til at give 250 kroner for en bog og vente på den næste.«
»Man skal selvfølgelig være forsigtig med, hvad man siger. Men der er meget, meget få bøger, som får et stort publikum, som det ikke har taget to år at lave. Ser man på norske og svenske forfattere som Jan Kjærstad, Erik Fosnes Hansen og Per Olov Enquist, så er det jo kæmpestore projekter. Det er ikke bøger, man skriver på en sommerferie.«
– Er der grund til økonomiske optimistisme på bogbranchens vegne?
»Det tror jeg. Men det er svært at sige, om man i et lille land som Danmark kan have både et godt landshold, en god filmindustri og en stærk litteratur på samme tid. Men litteratur går jo ikke væk. Den kommer igen. Og der er i hvert fald 8-10 lovende navne, som kan bryde stort igennem i de næste par år.«
»Og branchen er blevet moderniseret til bedre at klare sig på markedet. Gyldendal har i dag Hanne-Vibeke Holst på forsiden af forårskataloget. Det var nok ikke sket for to år siden. Men man er blevet bedre til at møde sit publikum. Og så er det ikke længere sådan på aviserne, at Jane Aamund bliver anmeldt efter samme standarder som Peer Hultberg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her