Læsetid: 8 min.

Lomborgs fødselshjælper

Miljøbevægelsen taler i for høj grad teknokraternes sprog, siger tidligere leder af Naturrådet, John Holten-Andersen, der vil have glæden og vreden tilbage i miljøbevægelsen
29. april 2002

Mandagssamtale
I et eldorado af bakker, marker, skov og sø, færdes John med sine venner og søskende. Det er deres landskab, og de bygger huler og leger røvere og soldater. Deres færden afgrænses kun af Sjælsø mod nord, Furesøen mod syd, Rude Skov mod vest og skovene omkring Farum mod øst. Det er i 1950’erne og barndommens og uskyldens tid. Men den varer ikke ved.
I løbet af 1960’erne oplever John, hvordan bulldozerne vælter ind over landskabet og ødelægger kælkebakkerne og røverbandens tilholdssted.
I stedet skyder hæslige betonbygninger op og bilerne holder deres indtog, mens marker og dyr forsvinder.
Johns eventyrverden bliver til en betonverden, og han gribes af en stærk følelse af tab. Politikere og meningsdannere taler om velstandsboom og udvikling. Men John bliver anfægtet og vred. Det er han stadig.
»Vreden er jo afledt af glæden. Når man oplever, at der øves vold mod det, man har kært, opstår vreden. Jeg har stadig glæden og så sandelig også vreden. Men jeg har svært ved at få øje på både glæden og vreden i store dele af nutidens miljøbevægelse,« siger John Holten-Andersen, netop afgået chef for Naturrådet. Mens han taler, kigger han ud i haven bag villaen i Valby. Træerne er ved at springe ud, og der er farvepletter af krokus i græsplænen. Synet får ham til at smile som en understregning af, hvor tæt glæden over naturen og vreden over menneskets behandling af den er forbundet.
For øjeblikket gælder hans vrede i høj grad den nye regerings nedlæggelse af Naturrådet. Han var sekretariatsleder for rådet fra 1998 til begyndelsen af april i år, hvor han overdrog sin stol til Bjørn Lomborg og Naturrådets lokaler til det nyoprettede Institut for Miljøvurdering. Det ser han som udtryk for, at bulldozer- og betonlogik rykker nærmere på Miljøministeriet:
»Da min barndoms landskab forsvandt, forsvandt også en del af min person og identitet, noget der aldrig kan erstattes og derfor heller ikke kan gøres op i kroner og øre. For mig er det helt afgørende, at der er en natur, der ligger uden for min magt. Noget unikt, som har værdi i sin egen ret, og ikke kun i kraft af, at jeg kan bruge den som middel for min egen nytte. Lomborg derimod bygger sin logik på, at naturen alene har en værdi i kraft af, at vi kan tage kontrol over den og gøre den til nytte for os. Den natur, der ikke er noget værd i kroner og øre, skal vi ikke prioritere. I den tankegang ligger en kynisme, forfladigelse og tingsliggørelse...en tilgang til det virkeligt værdifulde i tilværelsen, som jeg overhovedet ikke kan acceptere.«

Bureaukrati
Når han har raset lidt over Lomborg-logikken, vender han blikket – mod sig selv og den miljøbevægelse, han selv var med til at starte op fra slutningen af 1960’erne:
»Vi må erkende, at vi har været med til at skabe betingelserne for Lomborg og hans cost-benefit-logik. Sådan nogle som mig med min naturvidenskabelige tilgang til miljøarbejdet har bidraget til, at natur og miljø er blevet noget for lærde folk i hvide kitler, en masse eksperter og embedsmænd og højtuddannede embedsmænd, der lever af at sælge en masse dippedutter til at redde miljøet. Som ’objektive’ naturvidenskabsfolk har vi gjort naturen til en død ting, et objekt. Det gælder også miljøbevægelsen. Fra at være en græsrodsbevægelse med udgangspunkt i en harme og anfægtelse over ødelæggelsen af den natur, vi holdt af, har miljøbevægelsen forvandlet sig til et professionelt bureaukrati. For at følge med professionaliseringen i forvaltningen ansatte miljøbevægelsen op gennem 1980’erne og 1990’erne flere og flere eksperter, deres centrale kontorer svulmede op med akademisk uddannede folk, og de brugte mere og mere tid på at rende til møder i ministeriet og EU-Kommissionen. Bevægelsen fjernede sig simpelthen fra de folkelige rødder og gravede sig ned i en masse tekniske detaljer, som den almindelige borger ikke kan forholde sig til.«
John Holten-Andersen kommer i tanke om en plakat, han lavede sammen med andre studerende på Danmarks Tekniske Højskole i begyndelsen af 1970’erne. Plakaten var en protest mod ingeniør-uddannelsernes ensidige fokus på det tekniske. Den viste en pæn og nydelig ingeniør med en regnestok i vestelommen. Teksten lød: »Denne mand er farlig«, nederst på plakaten fulgte forklaringen: »for han ved ikke noget om mennesker og natur«.
Efter flere års kamp lykkedes det de utilfredse studerende at få indflydelse på pensumplanlægningen, og der blev plads til fag om miljø og samfund, økologi og fødevaresikkerhed. Advarslen mod den farlige mand virkede tilsyneladende. Men kun i en periode: Teknikeren med regnestokken blev nemlig afløst af økonomen med computer og cost-benefit-modeller. Det kunne være Lomborg, men miljøbevægelsen har også et ansvar. Også den har glemt at få hjertet og dermed glæden og vreden med, påpeger John Holten-Andersen:
»Jeg har oplevet Miljøministeriet forvandle sig fra et sted, hvor der var plads til både hjerne og hjerte, til et hierakisk opbygget bureaukrati, hvor engagementet og anfægtelsen har trange kår. Der var et kæmpe engagement omkring Brundtlandrapporten, hvor folk virkelig mente, at der skulle nogle andre værdier på dagsordenen i stedet for ensidig materiel vækst. Men den debat blev meget hurtigt lukket igen, og nu er det sådan, at hvis man skal slå igennem, skal det være med tal og rationelle argumenter. Det hele er blevet et spørgsmål om ’indikatorer’, som udregnes af statistikere i Danmarks Statistik med tre decimalers præcision. Det er ikke længere gyldigt at sige: ’Jeg kan med mine egne øjne se, at den er gal, jeg kan lugte det og sanse det og forstå det med min sunde fornuft’.«
»Problemet er jo ikke, at vi mangler viden. Vi ved, at landbruget forurener vores grundvand, vandløb, naturområder osv. Vi ved, at klimaproblemerne hænger uløseligt sammen med en fossil økonomi, og ødelæggelsen af vores natur hænger sammen med den moderne livsstil, hvor vi mener, at vi har en menneskeret til både hus og sommerhus, to eller tre biler og ikke bare en ferie til Bornholm, men flere rejser om året til den anden side af kloden.«
»Det er ikke et videnskabeligt eller teknisk problem. Det er et kulturelt problem, men lige præcis det kulturelle problem viger vi uden om at gøre noget ved.«

Brug for ti kloder
I begyndelsen af april deltog John Holten-Andersen i de danske miljø- og udviklingsorganisationers konference på Christiansborg, der var en optakt til FN’s verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg til sommer. I løbet af dagen blev han så frustreret over den tamme dagsorden, at han under den åbne debat gik på talerstolen og holdt en tordentale – først og fremmest henvendt til miljøbevægelsens repræsentanter.
Han skældte ud over, at ingen af dagens indlæg havde forholdt sig til det grundlæggende:
»Hvis vi skal løse fattigdomsproblemerne i syd ved at kopiere vores samfundsmodel i nord, har vi om 50 år ikke brug for én klode, men for ti,« sagde han og spurgte miljøbevægelsens repræsentanter:
»Hvor er jeres harme og vrede over alle de pæne ord om ’bæredygtig udvikling’ og ’global deal’, der kun tjener det formål at tilsløre, hvad det virkelig handler om.« Han blev mødt med bragende klapsalver.
Klapsalverne får John Holten-Andersen til at konkludere, at miljøbevægelsen godt kan se, at noget er helt galt, og at vreden er der endnu...et eller andet sted under overfladen. Han tror endda også, at den findes hos de fleste almindelige mennesker. Men nogen skal artikulere den, påpeger han:
»Miljøbevægelsen artikulerer ikke længere den almindelige borgers følelser. Den artikulerer i stedet nogle enormt komplekse tekniske ting og en masse dommedagsprofetier. Vi skal væk fra begge dele, og i den proces kan vi lære af både Pia Kjærsgaard og Bjørn Lomborg: Vi skal lære at tale til hjertet, sådan som Dansk Folkeparti gør. Vi skal sige til folk, at godt nok rummer det her med miljøproblemer store og komplicerede emner, men alligevel er det meget enkelt, for inderst inde har vi alle noget, der hedder en samvittighed, og den siger os, at vi lever et uærligt liv i denne her bestandige jagen efter materielle goder, som vi alligevel aldrig bliver mætte af.«

Tv-natur
»Og så skal vi lære af Lomborg, at det hele ikke behøver at være så sort og deprimerende. Det hele er ikke ad helvede til. Det hele er tværtimod vidunderligt, og når vi har de basale ting som tilstrækkelig mad, tag over hovedet og tøj på kroppen, skal vi da først og fremmest bruge vores liv på at glæde os over alt det, der ikke kan købes for penge. Foråret, blomsterne og fuglene over Damhussøen.«
John Holten-Andersen har glæden over naturen i behold. Ganske vist er barndomslandet forsvundet for altid. Men daglige ture i de grønne områder i København sammen med familiens labrador og en tur på det norske fjeld hver sommer med kone og børn holder glæden ved lige.
»At være på fjeldet er fantastisk, og jeg under virkelig alle mennesker sådan en oplevelse. Deroppe er man i naturens favn, og så kan man ikke undgå at indse, at cost-benefit-logik intet har med virkeligheden at gøre. Men får man ikke den slags oplevelser, er man nok mere modtagelig for Lomborgs kolde logik. For så er naturen ikke andet end et fjernsynsprogram, som man kan vælge at se, hvis der ikke lige er en interessant fodboldkamp på en anden kanal. Så er naturen ikke længere noget, der både er derude og samtidig dybt inde i sjælen på én.«

*John Holten Andersen er medredaktør af tidsskriftet SALT. I det seneste nummer af bladet har han med udgangspunkt i Anders Fogh Rasmussens kritik af eksperter skrevet artiklen ’Kold logik er slavemoral’ – om eksperter og ekspertkultur. Bladet kan bestilles på www.salt-online.dk

FAKTA
John Holten-Andersen
*1960’erne: Går ind i NOAH’s miljøarbejde
*1970’erne: Aktiv i miljø- og studenterpolitisk arbejde på Danmarks Tekniske Højskole
*1978: Uddannet civilingeniør i kemi
*1978-1987: Forsker på Danmarks Tekniske Højskole og i et privat forskningsinstitut
*1987-1990: Forsker i Miljøstyrelsen
*1990-1998: Forskningschef for Afdelingen for Systemanalyse, Danmarks Miljøundersøgelser
*1998-2002: Sekretariatschef i Naturrådet
*Har bl.a. arbejdet med kemikalieregulering og miljøøkonomi. Har desuden haft tæt kontakt til både danske og udenlandske græsrodsbevægelser på miljø- og naturområdet
*Opfatter sig selv som både ekspert og græsrod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu