Læsetid: 3 min.

Lykken er at vinde en stor pris

Melodisk jazz fra prisvinder Enrico Rava og hermetisk avantgarde fra Thomas Ager-gaards gruppe var de kontrastfyldte yderpoler ved årets Jazzpar-begivenhed
23. april 2002

Koncert
Det var ikke, fordi der gik politik i Jazzpar-priskoncerten, men alligevel kunne konferencier Peter H. Larsen, redaktør i Danmarks Radio,
ikke nære sig for at stikke til regeringens spareknivsfikserede kulturpolitik i sin introduktion til prisoverrækkelsen fulgt af en bemærkning om kulturministerens fravær. Derpå overlod han det – ganske som sidste år – til jazz-
entusiast (og dengang statsminister) Poul Nyrup Ras-mussen at overrække årets Jazzparpris. Og heller ikke Nyrup Rasmussen kunne nære sig for et politisk nåle-stik i sin tale til den italienske vinder, trompetisten Enrico Rava:
»Dette land er blevet mindre på det sidste, men bare
rolig. Ikke alle her i landet er bange for folk udenfor.«
Rava kvitterede på charmerende vis ved at dedikere prisen til sin kone og bemærkede, at han nu var nødt til at spendere i hvert fald en del af de 200.000 præmiekroner på hende! Så fulgte en fin koncert med Ravas til lejligheden sammensatte sekstet, der havde dansk islæt: ’den århusianske rytme-mafia’ i form af Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer). Gruppens spil var lovlig konventionelt i betragtning af, at Jazzpar-koncerterne ofte rummer elementer af eksperimenter, når musikerne indgår i aldrig før afprøvede konstellationer. Men der flød til gengæld en inciterende melodisk åre igennem den. Og der blev spillet intenst og med lejlighedsvis humoristisk overskud.

Gode figurer
Rava selv var som ventet en fornem solist, hvis spil vekslede imellem udsøgte melodiske løb og satsede toner i det høje leje. Og især hans spil på fluegelhornet med dets varme og mørke klang var henførende. Ravas to italienske medspillere trombonisten Gianluca Petrella og pianisten Stefano Bollani gjorde begge god figur. Især Bollani udviste en legende lethed og tid til sjov og ballade i sin virtuose behandling af flygelet. Hans to duetter med Rava – et sydlandsk klingende tema og Eden Ahbez’ smukke ’Nature Boy’ – havde nerve, men hans spil var også så eklektisk i sin vekslen imellem romantisk-kunstmusikalske passager, folklore og jazzfraser, at man aldrig fik noget klart billede af hans dybere improvisatoriske færdigheder. Gruppens kendteste medlem, den amerikanske guitarist John Abercrombie, tilførte musikken liv med sine snirklede fills, der snoede sig omkring medspillernes melodier og solofraser, og han viste sit format i nogle soloer, der dog i et par tilfælde ikke undgik rutinepræg. Gruppens bedste nummer var en ny komposition betitlet med et glimt i øjet: ’Happiness Is to Win a Big Prize’. Her fik også Bodilsen og Lund vist lidt mere end deres loyale, men lovlig tilbageholdende akkompagnement. Bodilsen afleverede en timet bassolo, og Lund demonstrerede, at han spiller sine trommer som et instrument, der ikke blot har rytmiske, men også klanglige og sågar melodiske muligheder.

Krævende musik
Koncerten blev ellers indledt af årets danske ’vinder’ saxofonisten Thomas Agergaard, der overraskede med en svært tilgængelig musik arrangeret for sin specielle besætning. Han selv, Peter Fuglsang (altsax, klarinet) og Klaus Löhrer (bastrombone) udgjorde en dansk blæsersektion. Ved trommerne sad den amerikanske trommeslager Jim Black sekunderet af den tjekkiske bassist Miroslav Vitous, den svenske guitarist Krister Jonsson, den amerikanske cellist Hank Roberts og den franske vokalist Geraldine Keller. Det blev til noget af det mest ambitiøse og vovede endnu hørt i Jazzparsammenhæng, men ikke af den grund vellykket. Der var noget sært og fascinerende over de atonale lagdelinger og vifter af klange, som musikken i perioder bredte sig ud som, og der var dynamik og kontraster i musikkens abrupt rytmiske og tematiske faconer, men den forekom næsten hele vejen at være en tillukket musik. Black indtog en hovedrolle med sine afvekslende og skævt synkoperede beats i omegnen af rock og hiphop. Det var afgjort ham og cellisten, Hank Roberts, der blev udnyttet bedst.
Vitous gjorde ikke meget væsen af sig, og Keller, der farvede musikken med ordløse glissandoer og andre effekter, virkede for det meste over-flødig. Med denne krævende musik føjede Agergaard nye facetter til sin musikalske løbebane. En musik, der ved genhør på cd måske vil afsløre kvaliteter, der i første omgang ikke virkede tydelige eller overbevisende.

*Enrico Rava Sextet & Thomas Agergaard Octet,Tivoli, Glassalen, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her