Læsetid: 5 min.

Mager Cranach

Der mangler kød på Statens Museum for Kunsts fremvisning af sine billeder af Lucas Cranach. Udstilling og katalog har et snævert, luthersk korset, og der formidles tørt og knirkende
30. april 2002

Udstilling
Picasso tog den raffinerede erotik i Lucas Cranachs malerier som udgangspunkt for lystfulde fantasier over Venus med spøjse hatte og små bistukne drenge. Joseph Beuys fandt hans kunst kaotisk-elementær og mente, den var domineret af en vis naivitet, som Beuys anede i den kogende penselføring, der har et element af alkymisme. Det kan man læse om i kataloget for den seneste og sidste, store Cranach-udstilling, der vistes i Basel i 1974. Sidenhen har der været en inspirerende fremvisning af hans kunst på Nationalmuseum i Stockholm, hvor man også udarbejdede et fint lille bogværk om Cranach och den tyska renässancen.
Nu er det så Statens Museum for Kunst, der viser den tyske maler, af hvis kunstværker man i Danmark har en ganske betydelig bestand. Det er blevet en tør og mager forestilling, der rummes i Kobberstiksamlingens små udstillingslokaler med væggene dækket af ord, ord, ord. Ofte ganske uskønne neologismer som ’gen-betyde’ ( der skal svare til ’reinterpret’ på engelsk) og bastante karakteristikker af kunstværkerne: Cranachs portrætkunst er overfladisk og lever ikke op til vor tids normer for, hvad et ’godt’ portræt er. Hvor mon hun får de normer fra – ihvertfald ikke fra nutidens kunstnere, som ikke er blevet spurgt, som Beuys blev det i 1974. Picasso var nu også fornøjet med Cranachs portrætter, som han kopierede, så hvad mon Pia Schutzmann havde haft at sige i dag?

Tyndt
Problemet ved den nyåbnede udstilling på Kunstmuseet er, at man blot har sat en enkelt person på opgaven, Hanne Kolind Poulsen, der tidligere har fremsat essensen af sine tanker om Cranach i Statens Museum for Kunst Journal for år 2000. Selv om man, yderst skuffende, har måttet vælge blot at præsentere museets egne malerier – der kan opleves på Kunstmuseet til daglig – samt et enkelt lån fra Gotha, er det alt for meget for en kunsthistoriker. Allis Helleland burde have indset, at skulle forskningen nå et ordentligt skridt fremad, måtte hun have et helt hold af forskere og skribenter til udstilling og katalog – og dertil gerne en lang serie af symposier og koncerter, kunstner-essays og bidrag af kirkehistorikere og folk med udsyn over den europæiske humanisme i det tidlige 1500-tal.
For: »Det var en mærkelig, rig verden, Lucas (Cranach) fødtes ind i: rig på omvæltninger, nye tanker og stærke personligheder. Det var en brydningstid, en tid med stærke kontraster. Lucas kunne have spillet terre med Ariosto og Machiavelli, med Copernikus og Magellan, med Michelangelo og Tizian – hvis de blot have boet lidt nærmere ved Kronach« (den by, maleren tog sit navn efter). Således Mereth Lindgren i Nationalmuseums katalog for l988, der også har noget af alt det, man savner i Statens Museums: kort, tidstavler, et overblik over samtidens tyske kunst. Og når man nu har haft konservator Lone Bøgh på Cranach-arbejde, hvorfor publicerer kataloget ikke de nye oplysninger, restaureringen har måttet give? Det er norm ved alle større udstillinger idag – hvor man også katalogiserer maleriernes indskrifter og identificerer de våbenskjolde, der måtte findes afmalet.
Hanne Kolind Poulsen har taget Cranachs position som luthersk maler, og god ven med Luther, som udgangspunkt for sine vægtekster og for kataloget, koncentreret om begrebet ’Merck’billeder, der fyndigt henviser til kirkens lære og om det enkelte menneskes valg.
Denne synsvinkel er naturligvis legitim, omend den pindes mere ud for læseren end godt er, men til gengæld er der så mange andre aspekter af Cranachs kunst, der lades i stikken. Den muntre humanisme, den folkelige jordbundethed, den maleriske særart, det aspekt, hun kalder ’pornografi’, bestillernes biografi, men værst af alt, billedernes betydning for Danmark.
Når man viser Cranachs Passional, havde det været interessant at få en behandling af de kalkmalerier i Brøns kirke, der bruger hans træsnit til at hetze imod papismen – et af de få eksempler på pavefjendsk kunst i stort format i Norden. I øvrigt er hele hendes fremstilling af katolicismen ved tiden for Luthers fremtræden præget af nogle gevaldige klichéer af fjendebillede: Der hersker »moralsk forfald inden for den katolske kirke«, pavehoffet karakteriseres ved sin »korruption og ekstravagante livsstil«, kirken udnyttede »groft« folks angst, og der var en »omsiggribende helgendyrkelse«. Det er almanak-historie, ikke nogen dækkende fremstilling af samtlige åndelige lag i katolicismen i 1520’erne – hvor den hellige Teresa af Avila levede, for blot at nævne et eksempel på troens vidtspændte vingefang. Man savner også en henvisning til den store bondekrig i Tyskland, som DDR-kunsthistorien gjorde meget ud af – hvilket ikke kan være en undskyldning for at droppe det element af biografien.

Fyrsternes billeder
Det er kedeligt, at Statens Museum har forløftet sig på den begrænsede opgave, det er at dokumentere en af de få større samlinger af en verdenskunstner, man ejer i Danmark. Mest må man beklage, at der ikke er blevet forsket i den danske og holstenske kontekst ved erhvervelsen af malerierne. Hvornår kom de billeder til Norden, der kan spores i Christiansborgs (ikke Københavns Slot, som Allis Helleland skriver) i det 18. århundrede? Hvem købte dem, hvem skænkede dem til de reformerte fyrster? Hvorfor nævnes det ikke, at der findes et Cranach-maleri i kirken i Nykøbing Falster – det har dog en dynastisk sammenhæng med malerierne i kongernes samlinger? Og hvorfor har der ikke været en undersøgelse af, hvilke af de Cranach-malerier der i dag kan tænkes at være at finde i svenske samlinger og kirker?
Når man læser de frustrerende kortfattede inventarier før svenskernes store kunstran i Danmark i 1650’erne, støder man på mange gengivelser af Luther-kredsen og Melanchton. Når man derfor i Östra Ryds kirke har både Luther og Melanchton og malerier, der næsten kun kan være malet til Christian IV, kunne der måske være gravet i, hvordan de eventuelt er kommet her fra landet med svenske feltherrer. Da Östergötlands länsmuseum i Linköping også ejer malerier med mærkelig, dansk proveniens er der måske også noget påfaldende i, at de har et herligt lille Syndefald og et fragment af en jagtscene af Cranach. Problemet er det samme som ved den manglende forskning i forbindelse med Nationalmuseets Eckhout-udstilling: Hvis ikke Statens Museum for Kunst er kommet nogle spadestik dybere med Cranach i dag, end tilfældet er, hvornår skal vi så håbe på, at det sker? Det er slet ikke til at forestille sig, hvor lidt vi kan vente os fra disse institutioner, når de skal skæres ned under det nuværende niveau.

*Cranach. Statens Museum for Kunst. Til 8. september.

*Katalog ved Hanne Kolind Poulsen: Cranach. 96 s. ill.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her