Læsetid: 5 min.

Mellemøstens olievåben

Krigen mellem Israel og palæstinenserne og risikoen for et amerikansk angreb på Irak har fået oliepriserne til at stige markant. Fortsætter de flugten op kan det lægge en dæmper på det økonomiske opsving
4. april 2002

Krigen mellem Israel og palæstinenserne og risikoen for et amerikansk angreb
på Irak har fået oliepriserne til at stige markant. Fortsætter de flugten op kan det lægge en dæmper på det økonomiske opsving

Når Storbritanniens premierminister, Tony Blair, i morgen flyver over Atlanterhavet for at mødes med præsident George Bush på dennes
ranch i Texas, så vil han sikkert skele til oliepriserne. I den seneste uge er oliepriserne steget med knap fem procent på verdensmarkedet, og med en pris på mellem 27 og 28 dollar pr. tønde ligger de nu ti dollar over prisen i december. De er nu vendt tilbage til niveauet fra omkring den 11. september.
Det er den voksende uro i Mellemøsten – kombineret med øget efterspørgsel efter olie – der for alvor har sat skub i oliepriserne. Den eskalerende og stadig mere blodige krig mellem Israel og palæstinenserne påvirker ikke umiddelbart olieproduktionen, men Iran og Irak har truet med at lave en olieembargo mod alle lande, der støtter Israel. Mandag udsendte Saddam Husseins regerende Baath-parti en erklæring, hvor det opfordrer til at »bruge olien som et våben i slaget imod fjenderne«. Irak er blandt verdens ti førende olieproducerende lande.

Udtalelsen er ikke bare møntet på de lande, der støtter eller passivt accepterer Israels militære offensiv og Ariel Sharons krig. Den er i nok så høj grad en besked til Blair og Bush, der på weekendens møde i Texas skal diskutere den næste fase i krigen mod terrorismen, som Bush og hans militære høge mener bør være et militært angreb på Saddam Husseins Irak. Den militære risiko ved et sådant angreb er, at det bl.a. kan få Irak til at lave et missilangreb på Israel, og det vil skabe frygt for, at krigen – og terrorismen – kan brede sig til andre dele af Mellemøsten. Opstår den frygt – sådan som det skete under Operation Ørkenstorm i 1990/91 – så vil oliepriserne stige endnu mere, og hvad sker der så?
For Blair – og måske endnu mere for Bush, hvis familie har stærke interesser i olieindustrien – er det ikke et spørgsmål, som han kan tillade sig at ignorere. Hvem husker ikke, hvordan protester imod olieprisstigningerne var med til at lamme Storbritannien for to år siden.
Erfaringen viser, at lave oliepriser er med til at skabe vækst i vor tids mobilitetsorienterede økonomier, der slet ikke er så vægtløs, som mange har troet. For transport, plasticvarer og tung industriproduktion i Asien betyder, at vi stadig er meget afhængige af olien. Pludselige hop i olieprisene kan udløse recessioner, som man så i 1973, 1979, 1991 og i 2001. Og recessioner får ofte politiske konsekvenser. Efter Operation Ørkenstorm, der pressede oliepriserne i vejret, satte recessionen ind i USA, og den var årsag til, at præsident Bush senior siden tabte præsidentvalget.
Man kan ikke afvise, at det samme kan ske igen.

Oliepriserne er på vej op på et tidspunkt, hvor verdensøkonomien slet ikke er oppe i fulde omdrejninger. Derfor kan de kan meget vel stige til over 40 dollar pr. tønde, hvis krigen imod Irak indledes. En sådan markant prisstigning vil øge inflationen og lægge en dæmper på opsvinget i USA’s økonomi. USA er mere sårbar over for olieprishop end Europa. Amerikanerne brænder i gennemsnit 330 ton olie af for at øge bruttonationalproduktet med en million dollar. Eurolandene skal kun bruge cirka 190 ton for at præstere samme vækst. USA har en stor national olieproduktion, men den dækker kun 40 procent af forbruget. Og da energiafgifterne er lavere end i Europa slår de stigende oliepriser hurtigere igennem i form af større omkostninger og dermed højere forbrugerpriser.
Den amerikanske forbundsbank har efter to års aggressive rentenedsættelser stort set udtømt rentevåbenet. Den kan ikke længere holde det amerikanske forbrug kunstigt oppe ved at give folk mulighed for at konvertere boliglån til endnu billigere renter. I tirsdags påpegede nobelprisvinderen i økonomi Joseph Stiglitz på en konference i Madrid, at forbrugsvæksten måske går helt i stå i USA, fordi konverteringsbølgen er slut, og folk ikke har en opsparing at trække på.
Også Eurolandene, der i fjerde kvartal af 2001 havde negativ vækst, er sårbare over for kædeeffekten. Selv om Europakommissær Pedro Solbes forleden udsendte en optimistisk prognose om, at eurozonen vil kunne præstere 2,5 procent vækst hen imod slutningen af året, så vil pludselige olieprisstigninger ændre forudsætningerne. Dels vil markant højere oliepriser gøre det svært at leve op til inflationsmålet i ØMU’ens stabilitetspagt, og dels vil især den eksportorienterede tyske økonomi få åndenød, hvis USA’s økonomi glider i olien. Endnu værre er det for Japan, der flyder rundt i den tredje og værste recession siden 1991. Japan er stadig politisk handlingslammet og synes ude af stand til at gennemføre mere dybtgående reformer i de økonomiske strukturer.

De udviklede vestlige økonomier er samlet set mindre afhængige af olie end de var tilbage under den første oliekrise i 1973, og de vedvarende energikilder, genbrug og større energieffektivitet har gjort deres til at mindske afhængigheden. Også selv om folks forbrug er steget.
Derimod fyrer de nyindustrialiserede udviklingslande i Asien og Latinamerika meget mere af verdens olie. I 1970’ere forbrugte u-landene cirka en fjerdedel af verdens olie, men i dag aftager de 40 procent. Det vil følgelig være dem, der bliver allerhårdest ramt, hvis det skulle komme til en ny oliekrise. Men kan det ske?
Under den første internationale oliekrise kunne Mellemøstens oliesheiker lamme verdensøkonomien, men i dag er OPEC-landene – måske bortset fra Iran og Irak – ikke interesseret at true med embargoer. For to år siden gav OPEC-landene et løfte, at de ikke vil bruge olieembargoer som politisk våben igen.
Saudi-Arabien har sagt, at landet er parat til at skrue op for olieproduktionen, hvis det bliver nødvendigt at kompensere for et fald eller et stop i Iraks olieeksport. Og Qatars olieminister, Abdullah al-Attiyah, har sagt, at OPEC-landene vil reagere og stabilisere markedet, hvis oliepriserne stiger til mere end 28 dollar pr. tønde.
Samtidig er Rusland på præsident Putins instruks begyndt at skrue op for pumperne, og Rusland leverer syv millioner tønder om dagen, hvor Saudi-Arabien klarer otte millioner tønder. Rusland, Norge og andre store olieproducerende nationer uden for Mellemøsten er med andre ord med til relativt set at stabilisere oliemarkedet. Mellemøstens olievåben er ikke så potent, som det var først i 70’erne. Det er ikke så meget politiske embargotrusler fra Irak og Iran, der bør bekymre Blair og Bush på ranchen i Texas – det er nok snarere, at mere krig og voksende politiske spændinger fremkalder en bølge af nervøsitet og frygt på verdens oliemarkeder, der så slår om i permanent højere oliepriser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu