Læsetid: 5 min.

Da moden kom til København

Fra i dag er københavnske tøjforretninger i feststemning igen – og de har faktisk noget at fejre
8. april 2002

Nyhedsanalyse
I denne uge afholdes den niende Københavns Mode- og Designfestival, en uge hvor vi stakkels forbrugere udsættes for et endnu hårdere pres fra byens butikker. Med Nikolaj udstillingsbygning som omdrejningspunkt for begivenhederne holdes modeshows, udstillinger og debataftener, der alle skal stimulere købetrangen. Det er der ikke noget nyt i. Men i de senere år har man kunnet mærke en vis berettiget selvtilfredshed blandt de handlende. Der er både internationale mærkevarer, danske mainstream-producenter og en kæmpemæssig underskov af unge og eksperimenterende designere.
I kataloget tales der om en guldalder for dansk tøj-design, på linje med den i filmens verden, og som direktør Kigge Hvid skriver: »For få år siden ville ingen uden for Danmark have nikket genkendende til dansk mode. Nu er dansk mode en eksportvare, som ikke alene giver penge i kassen, men også sender tydelige signaler om de danske værdier til udlandet.«
Det er en udvikling, der, som i filmens verden, er sket inden for de sidste 10-15 år, og det er en udvikling, der med økonomisk opbakning kunne bringe København op blandt de førende modebyer. Nok ikke som Paris, Milano, London og New York. Men byen kunne godt indhente Antwerpen, Tokyo og München, hvis der fandtes folk i tøjbranchen der svarede til Peter Aalbæk Jensen. Og hvis staten støttede moden, som den har støttet filmene.

Uanset om man synes, tøj er interessant eller ej, er det interessant at finde ud af, hvordan en industri udvikler sig fra død ved kvælning til potentiel succeshistorie. For 20 år siden var København en modeørken, med Jørgen Nørgaards og Birger Christensens butikker som eneste
oaser. Stormagasinerne førte det mest ’klassiske’ (læs: kedelige) fra de internationale kollektioner. Og danskeren på gaden var enten glemt i 1970’ernes sørgeligste misforståelser, eller fortabt i forsøget på at ligne noget fra en amerikansk ungdomsfilm. De virksomheder, der leverede tøj til hverdagsdanskeren, var lammede af forbrugervenlige pastelfarver og smagfri snit. Ude i landet sang de jyske tekstilindustrier på sidste vers; efterhånden som fjernsynet ramte os alle, stod det klart, at kun tanter gik i bukser fra Brandtex.
Det var et slags modemæssigt limbo – tidligere tiders modesaloner og de små alternative forretninger var blevet kvalt i 1970’ernes småborgerlige parcelhusos og ligemageri.
Det var sorte tider, og der var vitterlig ikke noget håb i sigte. Hvis man var en ung dansk designer, der søgte job efter sin afgang, havde man udsigt til at sidde på et trist kontor med lysstofrør i loftet og tegne udvandede versioner af forrige års Benetton og Esprit-kollektioner. Og en del af undervisningen på de to designskoler – i København og i Kolding – handlede da også om at kvalificere de unge til et arbejde i den hendøende industri.
Så begyndelsen til forandringen var måske, at de unge ikke gad mere. Hvorfor skulle begavede voksne mennesker gå i skole fire-fem år for at blive robotter i et taberfag. Og det var så meget mere påfaldende eftersom tøjdesign handler om eventyr og klæd-ud-lege. Selvfølgelig findes der folk, der har som deres ambition i livet at skære tøj til masserne og til dem, der ikke vil være anderledes. Men de fleste drømmer jo netop om at træde ud og være (vid)underlige. Derfor begyndte nogle unge at rejse til London, Antwerpen og Paris for at få bedre uddannelser. Og nogle af de unge begyndte at åbne små sidegadeforretninger med noget andet tøj. Nogle af dem var autodidakte, andre kom hjem fra udlandet, andre igen var fra skolerne, især den i Kolding, der tidligt begyndte at arbejde mere ambitiøst. I København blev især tekstilafdelingen på designskolen stadig mere radikal. Både lærere og elever arbejdede mere eksperimenterende som med fri kunst og ikke ud fra industrinormer. Danske tekstildesignere udviklede stoffer, der vakte international opsigt – og inspirerede danske modedesignere til at drapere, skære diagonalt, flænse og lappe sammen.

Men hvis ikke der havde været folk, der købte ind i de små forretninger, kunne de ikke have overlevet. Og dér var den første impuls det cafe-miljø, der var opstået i indre by. Først Sommersko, så Dan Turell og Victor og Garagen, var ikke bare steder, der forenede byliv og poesi, men også steder, hvor det gav mening at gå i anderledes tøj. De første små forretninger åbnede da også i de gader, hvor det i dag er alt for dyrt for de fleste, Grønnegade og Kronprinsensgade og Pilestræde. Eftersom cafemiljøet bredte sig, bredte butikkerne sig med – med ét var det helt almindelige mennesker, der købte specielt tøj. Men det var stadig ikke mere specielt end det, man fik fra de bedste store modehuse. Den afgørende impuls syntes at komme fra to steder.
Det ene var dansekulturen. For de unge, der tilbragte al fritiden til raves eller i klubber, var outreret tøj og hår en vigtig del af identiteten, og klub-ungdommen købte (og køber stadig) tøjet. Så der blev skabt muligheder for nogle virkeligt radikale designere, designere der også inspirerer den mere hverdagsprægede mode. Det kan man faktisk opleve i Nikolaj i denne uge, selv om det selvfølgelig mest er præget af stormagasinernes salgsfremstød.
Den anden impuls var en dame, modellen Helena Christensen, der blev ved med at gå i tøj fra danske designere, selv om hun fik masser forærende af de allerstørste internationale navne. Hendes eksempel fik udenlandske opkøbere til den danske modemesse for et par år siden, og en håndfuld virksomheder har formået at bide sig fast derude og tjene penge på det.
Den afgørende morale i denne historie er, at de ’danske værdier’, Kigge Hvid skriver om i kataloget, er nytænkning, åbenhed og mod. Da dansk beklædningsindustri satsede på det sikre, velkendte og umiddelbart tilgængelige, var den lige ved at dø af det. Men i det øjeblik, den radikale avantgarde fik plads og muligheder, vendte billedet.
Man er så bange for udkanten af kunsten. De underlige designere, de mærkelige arkitekter, de skæve billedkunstnere og de smalle forfattere er alle uglesete. Hvad skal de nytte, spørger vi, fordi vi tænker kortsigtet, og fordi vi ved for lidt om samfundets udvikling.
Men uden dem har vi ikke nogen fremtid.

*Link: www.modefestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu