Qlummen
Det er min fødselsdag, og jeg har inviteret mine børn. Af en masse praktiske grunde er det ikke lige på dagen, men jeg er igang med at lave Osso Buco og chokoladekage. Af andre praktiske grunde kommer de tre af dem (drenge), hvoraf jeg har født de to, udefra, mens de to piger, der er i huset (halvdelen af tiden) ikke er kommet ud af min mave, men er bragt ind i min tilværelse af den nye mand i mit liv. Den ældste dreng er forlængst flyttet (hjemmefra), han har sin pige (min svigerdatter) med. Nu ringer den midterste af drengene og siger, at han altså ikke kan komme, for han har fysikprøve imorgen. Og da jeg har skældt ham hæder og ære fra, fordi han ikke passer gymnasiet, og han har truet mig med at gå ud, fordi han fandme selv vil bestemme og så faktisk har taget sig sammen, er argumentet fuldkommen vandtæt. Blob, blob.
Det minder mig om en vittighed, jeg engang hørte, hvor der i en uendelighed går folk ud og ind ad en elevator, der kører op og ned, og man prøver at tælle med, og så er pointen en helt anden. Sådan er det også her, for det, jeg står og tænker over, mens jeg sætter kalvekødet over med løg, tomater, en lille håndfuld finthakket bladselleri og en anelse citronskal, er moderkærlighed. Intet mindre.
Det er ikke første gang, at emnet interesserer mig. Det kommer over mig om foråret, måske netop fordi kastanjetræerne stod i blomst uden for vinduet, både da jeg fødte min første og anden.
Kastanjetræerne blomstrede sådan set allerede, mens jeg gik højgravid rundt på Montparnassekirkegården, hvor der var fred og ro og små propelformede frø sejlede ned og landede på min faktisk ikke særlig store mave. Jeg var gået derind for at forlige mig med tanken om, at jeg skulle føde et barn. Lyder det mærkeligt?
Jeg havde prøvet at ignorere det, fordi jeg ikke ville blive ked af det. Hvis det nu ikke var et barn (jeg synes faktisk, det var mystisk, at der voksede et andet væsen i min mave). Hvis det nu døde, hvis
Jeg ville gerne have, at det, indtil det blev født, ligesom ikke betød noget. Indtil det gik op for mig, at skaden allerede var sket. Det mærkelige væsen, der voksede i mig, havde allerede gjort mig til
mor.
Det næste problem var så det med moderkærligheden. Jeg havde allerede fået et barn, sådan en rørende knægt på seks år. Ham vidste jeg, at jeg var vild med. Men hvad med det nye barn? Jeg drømte om store grimme, gule spædbørn, som jeg burde elske. Efter nogenlunde at have forliget mig med tanken om et barn, og det dødsensfarlige ved at få det, kom nummer et (eller to) så til verden, og jeg elskede ham. Selvfølgelig? Det har jeg stadig ikke fundet ud af. Han var ikke stor, gul og grim, men bare så sød, så sød og så smeltede mit hjerte og jeg blev, som rocksangeren Chrissie Hynde fra Pretenders engang formulerede det, »medlem af klubben«.
Altså, enten er man mor, eller også er man det ikke. »Im a mother« raller hun på en af sine sange, og det lyder ikke spor sjovt. Det er det heller ikke. Det er en klub, hvor man pludselig bliver hyperfølsom over for hvilket som helst barn. Man kan ikke bære, at en barn dør, om det sker i Afghanistan, Rwanda eller på en gade i de besatte områder i Gaza. Sådan set bliver hele verden ens barn, man er hudløs og en helt almindelig tv-avis får én til spontant at bryde ud i gråd. I 30erne skrev psykoanalytikeren Helene Deutsch at kvinders »naturlige masochistiske tendens« er så udmærket et udstyr for moderskabet. Når man betænker den lidelse, der ret beset (udover fødslen) er, ved at sende sit afkom ud i trafikken, til svømning, i favnen på børnelokkere, barnemordere og hændelige uheld, er der vel noget om det. (Fædre føler måske det samme, jeg har svært nok ved at finde ud af, hvordan en moder, eller skal vi sige bare jeg, føler det).
Helene Deutsch mente nu også at narcisismen hjalp godt til i moderskabet: Man spejler sig i barnet, der i den forstand blot er en udgave af én selv (som man i den version har langt færre problemer med at elske). Naturen hjælper godt til. Kloning er heldigvis ikke udbredt endnu, for bare en almindelig familie er stærke sager, når man ser den udefra. Kombinationer i et, to eller tre eksemplarer i forskellig størrelse af forældrenes umiskendelige træk, antræk og bevægelser. Det kan betragtes på gaden i Paris i øjeblikket (de typiske turistfamilieklynger af japansk, dansk, tysk etc. afstamning), men en tur i Tivoli, Bonbonland eller Ikea kan også gøre det. Det er nu også smart indrettet, at de mest fantastisk rørende, dejlige og enestående børn helt tilfældigvis er ens egne. Hvis man følger det narcisistiske element til dørs og ud i det absurde, er det heller ikke svært (!), som jeg læste i en avis i forrige uge, at forstå, at to døve lesbiske kvinder, ønsker sig et døvt barn. (Mon de også kan regne ud, hvordan de gør det lesbisk?)
Den chokoladekage, jeg laver, er bare en pund til pund, for den kan jeg udenad (samme vægt af smør, mel, sukker og æg og så kakao og en anelse fløde), for med den rutinemæssige udførelse kan jeg samtidig høre den ældste pige på elleve i romerrigets administrative opbygning og i, hvad Cæsar sagde inden han gik over Rubicon. Hun er rigtig pigedygtig i skolen, hun hjælper mig med at røre, og jeg ser på hendes lange mørke hår, som jo aldeles ikke stammer fra mig. Men blå øjne har både hun og hendes sjove lillesøster.
Det er fra dette observationspunkt mellem tre store børn der er ved at løsrive sig og to små, der er ved at knytte sig an, i et par minutters fritsvævende overblik, mens maden damper færdig i gryde og ovn, og jeg hakker persille, citronskal og hvidløg sammen, at jeg tænker over moderkærlighed. Jeg ved godt, at de to piger er på vej ind i min sjæl. Jeg har ellers haft nogle år, hvor jeg igen sagtens kunne se tv-avis. Jeg kan næsten fortrænge, at de børn, der ligger i de tiggende zigøjnerkvinders arme i metroen i Paris, lever under kummerlige kår. Smerten går over, ellers er det faktisk heller ikke til at leve med.
Jeg aner ikke noget om, hvordan det bliver med mine to nye piger, der også har deres rigtige mor. For jeg er ikke blevet særlig meget klogere på, hvad moderkærlighed er. Jeg har lært at lave en masse mad, at lave lektier og gå ture, og tage mig af højtlæsning, tandretning og skolemøder. Folk spørger: »Har du børn?« Jeg svarer »Ja«. Hvor mange? Indtil nu har jeg svaret: Tre. Når de så hører om den ældste, siger de oftest: »Nå, han er ikke dit rigtige barn«. Tjah, jeg synes nu han er et ret rigtigt barn. Nå, nej, nu er han en mand. Han kommer med sin kæreste (på tredje år) om lidt. Er han min? Min svigerdatter ser ud til at synes, at han er hendes. Og jeg kan ikke kende anden forskel i mine følelser over for mine tre drenge, end den forskel, der er mellem dem.
Måske ligger der noget i udtrykket har du børn. At have børn. Lige fra jeg traf den ældste for 20 år siden, har jeg haft en lumsk fornemmelse af, at det forholder sig omvendt. Det er børnene, der har mig. Lige dér, hvor de vil have mig. Der er sådan en plads ved siden af faderen, hvor der skal være én. Og førstefødte har et værre hyr med at få styr på forældrene og lære dem, hvordan de skal gøre.
Den yngste pige hopper rundt og hjælper med at dække bord og er lidt sur over at den midterste dreng ikke kommer, for ham synes hun, er rigtig sjov. Han har til gengæld travlt med at lære mig, at han sgu er sin egen. For ikke alene har man en plads, men så skal man lære at vige pladsen. Først skal man følge med i alt, hvad de gør, og så skal man holde op med at blande sig. Med de store er jeg små småt begyndt en landing mod et forhold, der består af en ugentlig telefonsamtale. Indtil der kommer børnebørn, og man af praktiske grunde igen får en plads
De er for sent på den. Bordet er dækket, og det hele er ret moderligt.
Da min masochisme ikke helt strækker an til at nyde, hvor sjældent jeg ser dem, har jeg forsøgt at hente hjælp i Elisabeth Badinters bog Kærlighed i tilgift, hvor hun forklarer, at moderkærlighed faktisk er en ret ny opfindelse, der dukker op i slutningen af 1700-tallet. Indtil da lod man rask væk andre passe afkommet, og ingen snakkede om kærlighed
Så er de bænket om mørt citronduftende kalvekød, stearinlys og syrengrene. Der er én, der brillerer ved sit fravær, men de andre stråler også.
Og der er intet at gøre: Jeg er både barn og mor af min tid. Og mit hjerte svulmer som kun et moderhjerte kan gøre det. Blob.
