Læsetid: 4 min.

Mr. Soul vender tilbage uden nostalgi

Neil Young hylder på sit 40. album inspirationen fra 60’er-soulmusikken i en række usmykkede, smukke sange, der kredser om kærligheden og kampen for at holde fast i den
8. april 2002

Ny cd
Neil Young er ikke kun til enten selvforstærkende, feedback’ende guitarrundgange eller arketypisk country finger picking. Faktisk har han, der altid har haft sjælen med på arbejde, også direkte brugt kærligheden til den soul, historikerne kalder vintage, som en del af sit kunstneriske register.
Et af hans tidligste hits, med Buffalo Springfield, hed »Mr. Soul,« men allerede hjemme i Canada havde Young i de tidlige 60’ere et soul- og rhythm & blues-baseret band, The Myhna Birds, med Rick James, og i 1988 havde han det ret sjovt og svedigt i nogenlunde samme genre på det blæserbaserede album This Note’s For You.
I 90’erne fandt Young sammen med resterne af 60’er-soulmusikkens husorkester
Booker T. & The MG’s, og konstellationen turnerede on & off et par sæsoner uden at sammenstillingen helt forløstes. Men et koncerthøjdepunkt var Youngs version af »Sitting On The Dock Of The Bay,« MG-guitaristen Steve Croppers bidrag til Otis Reddings udødelighed, og det er den samme stemning af veneration for genren og erkendelse af dens betydning for hans eget udtryk, der bærer dette nye Neil Young-album, hans 40. i rækken – det meste iberegnet.
Den indledende sang,
»You’re My Girl,« er Youngs mest smittende ørehænger i flere årtier – lige til hitlisten i en anden tid end denne, og den bygger så tydeligt på Booker T.-temaet »Time Is Tight,« at det er en tilsnigelse at kalde det en Neil Young-sang – det er snarere end hyldest. I dette tilfælde til bassisten Duck Dunn, som efter at have være livstruet af kræft i halsen, nu genopstår med fordums
punch og melodisk sans. Og en sang som »Two Old Friend« ekkoer af en anden soul-klassiker, »People Get Ready,« mens Otis Reddings »I Can’t Turn You Lose« er den rytmiske skabelon for »Be With You.« Og på »When I Hold You In My Arms« venter man hvert øjeblik at høre The Temptations istemme enten »Get Ready« eller »My Girl«.
Det forbløffende – og opløftende – ved pladen er, at hvor disse meget tydelige referencer ville trække fra hos andre kunstnere, føjer det nye facetter til Young, øger indtrykket af hans musikalske generøsitet og konstante søgen efter det koncise udtryk uden skelen til egen status. Den holdning har givet ujævne plader gennem årene. Are You Passionate? er ikke en af dem.

En fars svære farvel
Det er en plade med og af en sangskriver, der er sig sin alder og erfaring bevidst. Derfor handler »You’re My Girl« heller ikke om en high school-agtig forelskelse, men om en fars vanskelighed ved at sige farvel til lillepigen i den kvinde, hans datter lige pludselig har vokset sig ind i. Det er en romantisk sang – Young har alle dage været romantiker – men det er ikke en sentimental eller nostalgisk sang.
Young konstaterer, at det er sådan det er, men også, at det kan mærkes i hjertet, at tiden går.
Mærkes i hjertet kan også forholdet til den voksne kvinde, og til hende, Pegi, har
Young begået en række endog meget bevægende sange. Ikke akkompagneret af det store udtræk, men båret af guitartemaer, der holder sig uornamenteret til sagen – at for at få kærlighed er det nødvendigt at give kærlighed.
Sange som »Quit«, den i al sin prunkløse stilfærdighed storslåede »Mr. Disappointment« og »When I Hold You In My Arms« om at i bogstaveligste forstand at holde fast i den, man holder af, rangerer blandt de bedste i Young-kataloget, ja, de lyder som om de kunne være skrevet omkring After The Goldrush. Og med Youngs bizarre karriereplanlægning kan det såmænd godt være tilfældet.
Eneste svipser er »Let’s Roll«, om det livsvigtige i at have modet til at konfrontere ondskaben, når og hvornår man end møder den. Den er tilegnet de modige passagerer, der ved at ofre deres eget liv i rutefly nr. 93 reddede et ukendt antal fra at dø terrordøden i Washington den 11. september. Men Neil Young, som engang erklærede Ronald Reagan sin sympati, lader desværre nationalretorikken løbe af med sig i en sang, der er effektiv, men lyder som en signaturmelodi til CNN’s
Breaking News med bastante linjer som:

Let’s roll for Freedom
Let’s roll for Love
We’re going after Satan
On the wings of a Dove

Youngs blodsbrødre, Crazy Horse, medvirker på et enkelt nummer, det ni minutter lange »Going Home«, en sej, kontrolleret, men guitargnistrende mellemting af »Like A Hurricane« og »Everybody Knows This Is Nowhere« med en Frank Sampedro-Neil Young tandem, der bruger den store klinge fra start til slut. Endnu et højdedrag i deres samarbejde, og de kom over det – sammen.
Måske er det genkendelsens glæde og fortroligheden med temaerne, der spiller denne anmelder et puds, men så lad det da være sådan: Are You Passionate? er et fremragende Neil Young-album om og med sårbarhed og stålsathed. Spillet og sunget med en stilfærdig, stædig lidenskab, der er vidunderligt umoderne.

*Neil Young: Are You Passsionate? Producere: Neil Young & Booker T. Jones m. fl. Reprise/Warner. Udkommer i dag
www.neilyoung.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu