Læsetid: 6 min.

Multietnisk fremtid – eller ingen

Hvor står Bosnien ti år efter borgerkrigen, den etniske udrensning og massakrerne? Samtale med Balkan-kenderen, professor Paul Garde
6. april 2002

– I dag er det ti år siden, Bosnien-Hercegovina gik ind i en blodig borgerkrig, der efterlod muslimerne, serberne og kroaterne dybt splittede. Har fredelig multietnisk sameksistens en fremtid i Bosnien i dag?
»Det er et ideal, som unægtelig bliver overordentlig vanskeligt at føre ud i livet. Men spørgsmålet bør snarere stilles sådan: Hvis ikke Bosniens genskabes som multietnisk stat i Bosnien, hvad vil man så sætte i stedet? Man vil hurtigt indse, at vanskelighederne ved alle andre løsninger end genopbygningen af en multietnisk stat er langt større. Det er et uudryddeligt faktum, at Bosniens geografiske territorium nu engang er befolket af disse tre etniske grupper. Og før krigen kunne serbere, kroater og bosniakker (serbokratisk talende muslimer, red.) udmærket leve i tæt integration.«
– Men borgerkrigen fra 1992 til 1995 betød jo en geografisk omfordeling og adskillelse af territoriets folkegrupper…
»Det er korrekt, at etnisk udrensning medførte geografisk reorganisering. Men kast et blik på kortet: Bosnien er en sammensat mosaik med et dusin små enklaver. I den muslimsk-kroatiske føderation findes der zoner under muslimsk kontrol (Sarajevo og omegn, Gorazde og Bihac) og under kroatisk kontrol (Hercegovina, Vitez, Kiseljak osv.). Og selv om Republika Srpska er mere ensartet, består også den af områder, der ikke ligger i naturlig forlængelse af hinanden – i vest Banja Luka, i øst Pale. Historikeren Ivo Banac blev engang spurgt, om Bosnien kunne ses som et miniature-Jugoslavien. Hans svar var: ’Nej, for Jugoslavien var kun en multietnisk stat, mens Bosnien var et multietnisk samfund.’ Med borgerkrigen gik dette samfund næsten til grunde. Det er i dag ret sjældent at se bosniere af forskellig religion eller etnisk baggrund bo side om side og have daglig omgang med hinanden.«
– Så det, De siger, er, at territorierne er blandet sammen, men inden for disse territorier er befolkningen det ikke?
»Lad os sige, at de er det i klart mindre grad end før… bortset fra i de store byer i den muslimske zone, dvs. Sarajevo og Tuzla og til dels Zenica og Travnik. Sarajevo tæller i dag 90 procent muslimer blandt sine indbyggere – i 1992 var tallet 49 procent.«

Intet ønske
– Men tror Bosniens indbyggere på, at et multikulturelt samfund er muligt?
»Serberne i Republika Srpska og kroaterne i den kroatiske zone har intet ønske om at vende tilbage til situationen fra før krigen, hvor folk levede sammenblandet og giftede sig med hinanden på tværs af etnicitet og religion. Begge disse grupper ønsker at leve for sig selv. Derimod ønsker størstedelen af bosniakkerne denne sammenblanding – og det samme gør de serbere og kroater, der er blevet tilbage i den bosniakiske zone.«
– Har Europa tabt Bosnien for sig?
»Det kan man godt sige. I den udstrækning, at det serbiske projekt om at skære landet op i småbidder og de kroatiske intentioner, der gik i samme retning, ikke blev forpurret. Dette skulle være sket i 1992 i de afgørende måneder fra marts til august, hvor de massive massakrer satte ind. Europa kunne have gjort en forskel på dette tidspunkt, men derefter var det for sent. Den territoriale opdeling var en fuldbyrdet kendsgerning. Dayton-aftalerne fra 1995 rokkede ikke ved det, selv om de satte en stopper for borgerkrigen. I 1995 var ingen interesseret i grundlæggende at lave om på de etnisk-territoriale skillelinjer, der var resultatet af borgerkrigens erobringer.«
– Hvis Dayton-aftalerne stadfæstede en de facto-opdeling ved at give 49 procent af Bosnien til de serbiske bosniere og 51 procent til den kroatisk-muslimske føderation, skabte de så ikke en fantomagtig enhedsstat, der i al overskuelig fremtid vil forblive delt og være ude af stand til at eksistere uden tilstedeværelse af fredsbevarende styrker fra FN og SFOR?
»Disse to enheder fungerer slet ikke sammen, og føderationen, der i sig selv skal forestille at forene en muslimsk og en kroatisk zone, gør det heller ikke. Bosnien er et paradoks. I den selv samme aftaletekst stadfæstes et princip om Bosnien som en hel og samlet enhedsstat, der respekterer menneskerettighederne. Men samtidig indføres mekanismer, der forhindrer den i at fungere som sådan: Opdelingen i to enheder, en forfatning, der giver stor magt til disse og en svag centralmagt, der i al for høj grad er underlagt Republika
Srpska (RS). I Dayton genfinder man det fundamentale hykleri, som har været konstant siden borgerkrigens begyndelse i 1992: Man hylder de store principper uden at bekymre sig om at føre dem ud i livet.«
– Er det, der skal til, en ny aftale, en Dayton-aftale2?
»Tja, men hvordan og med hvilket sigte? Nogle politikere som tidligere ministerpræsident Haris Siljadzic – en af de fornuftigste muslimske politikere – taler for, at man bør opløse de to enheder. Situationen kunne minde lidt om Tyskland før Berlinmurens fald med en føderal republik i vest og en centraliseret republik i øst. Føderationen er med sine ti kantoner en føderal enhed, mens RS er en stærkt centraliseret enhedsstat. Denne burde tilsvarende opdeles i kantoner og opdelingen i de to enheder burde ophøre. Men det bliver svært at få serberne til at acceptere. De har trods alt kæmpet for deres enhedsstat og er næppe til sinds at opgive den foreløbig.«

Tre stater
»En andet forslag går ud på at skabe tre uafhængige stater, en kroatisk, en serbisk og en muslimsk. Men igen ville de hver især være usammenhængende og splittet op i små dele. En sådan tredeling er næppe mulig, fordi den er forbundet med for store tekniske, geografiske og moralske vanskeligheder. Den ville nødvendiggøre nye store folkeflytninger. Et tredje forslag ville være skabelsen af en kroatisk enhed, så hver etnisk gruppe fik sin helt egen enhed inden for Bosnien. Men heller ikke dette ændrer på de usammenhængende zoner, og forslaget ville betyde et farvel til det multietniske ideal og stadfæste nederlaget fra Dayton på et tidspunkt, hvor der gøres store bestræbelser for at få repatrieret borgerkrigens flygtninge i deres hjembyer, og hvor Kroatien gør sig store anstrengelser for at blive et åbent demokrati.«
– Er der da slet ingen løsning for Dem at se?
»Marx talte om statens bortvisnen. Man kunne håbe, at Bosniens to enheder gradvis bortvisner. Det kan være små ting i dagligdagen, der skal til for at skabe de betingelser, der gør at RS og Føderationen virker mindre virkelige. Enkle forholdsregler, som måske ikke ser ud af noget særligt, men som kan få stor psykologisk betydning. Jeg tænker f.eks. på noget så banalt, som at der nu er indført samme type nummerplade i hele Bosnien. Det var en fuldstændig omvæltning, at bilister pludselig kunne køre fra den ene enhed til den anden uden at skilte med deres oprindelse. Det har allerede opmuntret til øget handelssamkvem og genforenet splittede familier. Folk vover igen at overskride deres indre grænser.«
– De små skridts politik?
»Jamen, jeg tror virkelig ikke, at der findes nogen anden. Dette her kan tage årtier. Og det vil kræve en konstant tilstedeværelse af international vilje til at sikre freden og et perspektiv om europæisk integration. Tænk på, hvor mange år, der gik, fra principperne for det Europæiske Fællesmarked blev formuleret i 1951 til indførelsen af den fælles valuta i 2002.«
– Har Serbiens præsident, Vojislav Kostunica, lagt pres på de bosniske serbere for at få arresteret og udleveret Radovan Karadzic og Ratko Mladic?
»Tværtimod! Kostunica vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at hindre Haag-domstolens arbejde. Kostunica står for en renlivet og overbevist, men ikke-voldelig nationalisme. Han støttede Karadzic i 1993 i dennes afvisning af Vance-Owen-planen – en plan, som Milosevic siden accepterede. Kostunica er en af de få, der aldrig er gået på kompromis med Milosevic og kommunistpartiet. I den forstand har han stor integritet. Men han protesterede så meget han kunne over udleveringen af Milosevic til Haag-domstolen, som han endog kaldte et ’statskup’.«
– Efter indførelsen af demokrati i Kroatien og Milosevic’ udlevering til Haag, hvilken rolle kan Bosnien så spille for at stabilisere Balkan?
»Bosnien, som i dag er ude af stand til at fungere, kan en dag blive en fungerende stat, men aldrig en stærk stat. Men det er for så vidt kun godt. Bosnien har en fremtid i en verden, hvor nationalstaten svækkes og mister sine forrettigheder, i takt med at europæisk føderalisme og internationalt samarbejde styrkes. De to enheders bortvisnen må gå hånd i hånd med Bosniens integration i Europa og Europas integration med sig selv.«

© Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her