Læsetid: 4 min.

Når det rigtige valg er forkert

Politik, fodbold, usikkerhed og robotlighed før en kontroversiel kamp mod Israel
17. april 2002

Landskamp
Selvom spillerne på det danske fodboldlandshold er vant til at tale med pressen, og selvom tonen mellem spillere og journalister er kammeratligt indforstået på pressemøderne før landskampen i Parken i aften, så er intensiteten i samtalerne en anden, når emnet skifter karakter og bliver politisk.
Og det har det været op til aftenens venskabelige landskamp mod Israel i Parken. En kamp, som SF – som eneste parti – har ment burde aflyses, fordi vi ikke kan spille fodbold mod et land i krig. En kamp, som i mandags blev offer for en bombetrussel uden afsender. En kamp, som i hvert fald vil blive omgivet af lovlige demonstrationer og en vis frygt for det, der er værre, hvis herboende palæstinensere ikke kan styre deres frustrationer over, at Danmark spiller mod Israel, som det blev udtrykt i går.
Det bliver i hvert fald en kamp, hvor tilskuerne – forsalget er stoppet på 17.300 og en del har fået refunderet billetten – skal igennem to sikkerhedstjek, politiets og DBU’s, før de kommer ind.
Centralt står DBU, hvis informationschef Lars Berendt meget konsekvent, men ikke lige så klogt, har argumenteret for, at der skulle spilles, fordi sport og politik ikke skal blandes sammen.
»Sport bliver ofte brugt og misbrugt i politiske sammenhænge. Dansk Boldspil
Union anser det i den forbindelse som sin opgave at forhindre, at den danske nationalsport bliver et middel i
negative politiske sammenhænge,« skrev Berendt i en DBU-pressemeddelelse den 5. april.
Han skrev også, at DBU har en apolitisk grundholdning, og at man følger officiel dansk og EU-politik, FN-henstillinger og sine egne internationale organisationer. Så kunne enhver vælge efter behag!
Det korte af det lange: Der var ikke politisk belæg for at annullere den sportslige invitation til Israel.

Politikken
Den holdning fulgte de egentlige centrumsfigurer – spillerne – op med en ud-
talelse, der blev præsenteret for pressen af anfører Jan
Heintze mandag eftermiddag. En udtalelse som Jan
Heintze sammen med viceanfører Rene Henriksen, landstræner Morten Olsen og Lars Berendt havde strikket sammen og præsenterede hele holdet for på det fremrykkede spillermøde i mandags.
Under overskriften: Spillerne føler med ofrene, gav Heintze udtryk for almenmenneskelige reaktioner på konflikten mellem Israel og palæstinenserne i de besatte områder.
»Vi er samlet som fodboldspillere for at løse en sportslig opgave og vælger af egen fri vilje at spille kampen mod den ene af de to nationer, der er involveret i konflikten. Som fodboldspillere ønsker vi ikke at tage stilling til den langvarige konflikt, som ingen i denne verden har været i stand til at løse,« hed det fra Heintze.
Den 38-årige anfører siger til Information, at han tog initiativet til udtalelsen for at »fritage« den enkelte spiller for op til kampen at skulle
tage stilling til det betimelige i at spille mod Israel i den aktuelle situation. Og under forstærket politiberedskab som det, der i går havde bragt en snes repræsentanter fra ordensmagten til Vedbæk, hvor der normalt er to fodboldinteresserede strømere til at holde styr på trafikken.

På udebane
Sagen er, at mens udebanebegrebet er under forandring rent fodboldmæssigt – »vi prøver altid at spille vort eget spil,« som landstræner Morten Olsen siger – så lever det i bedste velgående, når fodboldspillere offentligt skal forholde sig til konflikter og politik. Implicit er kombinationen – politiske konflikter – det værste.
Peter Kjær, andenmålmanden, der med sine 36 år er landsholdets næstældste, og fra sin korte tid i tyrkiske Besiktas fra Istanbul kender den sportslige fanatisme, når den er mest artikuleret, siger det meget direkte:
»Jeg føler egentlig, at uanset hvilket valg, jeg træffer, så kan nogen kalde det forkert.«
»Som ethvert andet menneske føler jeg med ofrene for konflikten i Mellemøsten. Men som fodboldspiller følger jeg min arbejdsgiver DBU, der har udtaget mig til at spille en landskamp mod Israel. Vi fik ved udtagelsen at vide, at det ikke ville give karantæne fra landsholdet, hvis vi af personlige grunde ikke ønskede at spille mod
Israel lige nu. Jeg ved godt, at det politiske og det sportslige ikke kan skilles ad, men det er egentlig det, jeg forsøger i denne situation, når jeg siger, at det ikke er udtryk for min personlige holdning til Israel og palæstinenserne, at jeg stiller op,« siger Peter Kjær til Information.
»Selvom der sikkert også er nogen, der opfatter mig som robot, der bare følger DBU eller politikerne, som vi har valgt til at træffe politiske beslutninger, så er det ikke så enkelt. Vi må prøve at holde sport og politik adskilt og løse vor opgave som fodboldspillere, der skal forberede os til en VM-slutrunde. Hvis vi før hver eneste kamp skulle tage stilling til de politiske forhold i modstanderlandet, kunne vi jo nærmest ikke spille mod nogen,« siger
Peter Kjær uden at postulere indgående politisk indsigt i Mellemøst-konflikten.
Egentlig er det også mere eksistensen af den politiske bevidsthed, der er vigtig. Sammen med det faktum, at fodboldens – sportens – rum, er det eneste frirum, hvor vi stadig kan mødes på trods af politiske, religiøse og etniske konflikter. Ikke at vi skal mødes for enhver pris, men grænsen er demokratisk set ikke overskredet med en venskabskamp mod Israel.
Landstræner Morten Olsen sagde i går, at han ikke kan slette historien, men han vil gerne fjerne hukommelsen og slette det sidste, dårlige indtryk.
Det handlede om 0-3-nederlaget i Irland før påske. Det kunne have handlet om initiativet til en politisk løsning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her