Litteratur
Thomas Bobergs nye digtsamling, En stående aftale, samler digte fra de seneste otte år. Men det er ikke blot sådan, at han har stablet produktionen, siger han. »Når man begynder at samle digte sammen til en bog, føder de digte, man har, nogle nye, mens andre ryger ud. Jeg har smidt meget væk.«
Hvordan opstår et digt for dig?
»Jeg ved det ikke. Indledningsdigtet, »Lirekasse«, skrev jeg næsten i ét stræk uden at rette ret meget. Andre gange opstår digtet nærmest som en tvangstanke, hvor man må rette og rette og er nødt til at blive ved, til det klinger rent.«
Baggrunden for, at det denne gang blev en digtsamling, er imidlertid, at Thomas Boberg efter sin seneste rejsebog Americas ikke kunne finde ud af at skrive, fortæller han.
»Jeg fik en regulær skriveblokering. Jeg har stadig ondt i armen!«
Havde det at gøre med at skrive prosa?
»Måske. Jeg ville gerne videre med at skrive prosa, og det kunne jeg ikke.«
Hvad var du gået i gang med?
»Jeg var gået i gang med en tredje rejsebog efter Americas og Sølvtråden, men jeg knækkede mit sind på det. Jeg kan aldrig blive sådan én, der skriver en bog om året, det begynder at klinge falsk. Jeg er og bliver ikke nogen karriereforfatter.«
»Så jeg var på en måde nødt til at skrive digte, men det var virkelig smertefuldt. Der er en kamp forbundet med det. Og det er blevet sværere at skrive.«
Kedeligt håndværk
Får man ikke med tiden nogle håndværksmæssige greb til at komme i gang med?
»Jeg synes faktisk, at der er langt mere håndværk i de nye digte end i mine tidligere. Og jeg mener også, jeg er kommet et lille skridt videre fra den position, hvor der kun er et jeg at skrive ud fra. Men hvis man kan se præget af håndværk i digtet, gider man på den anden side ikke læse det, for så bliver det kedeligt. Og man kan ikke forberede sig til opgaven, for hver gang er der en ny situation.«
»I min nye digtsamling er der kommet andre personer ind, masker, en pige, og jeg har brugt klassiske prosaistiske greb, fiktionsgreb. Det har været befriende for mig selv i forhold til en jeg-føler-position. Digtet kigger på mig, i stedet for at jeg kigger på digtet.«
Det forstår jeg ikke?
»Forstår du det ikke? Jeg mener: Det er lykkedes mig at skrive en fiktiv verden, noget der for så vidt tilhører prosaen, ind i lyrikken, så den kommer til at eksistere selvstændigt uden for et jeg.«
»Vi lyrikere er så skeptiske over for vore egne fiktioner, at vi ikke kan holde dem ud. Men jeg har altid elsket prosa. Det var imidlertid først med rejserammen, at jeg fandt en boks at putte den ind i.«
Du skelner mellem lyrik og fiktion?
»Prosa handler om iagttagelse, og det er den erfaring, jeg har kunnet tage med tilbage til lyrikken. Men, ja, for mit vedkommende er der en klar skelnen mellem prosa og lyrik. Der sker mere i digte, fordi det sker hurtigt, de giver større chok.«
»Jeg ved godt at Lars Bukdahl og andre vil have nedbrudt skellet mellem lyrik og prosa og genrerne blandet sammen, men for mig er det væsentligt, at der er klar forskel. Ellers begynder alt at rode.«
»Man ved jo heller ikke, hvornår poesien forlader én selv, hvor længe den interesserer sig for én. Det er ligesom med kærlighed, en særlig energi, en særlig stemning, som man ikke kan ville.«
Forkælede danskere
Hvordan ser verden ud fra Lima, hvor du bor. Hvordan ser man på de daglige katastrofer der?
»Som dansker bliver jeg hele tiden mødt af spørgsmålet om, hvad det dog er, der sker i Danmark. I et land som Peru fatter man ikke, at nogen kan være så møgforkælede, at man selv vil rive de institutioner ned, som det har taget 100 år at opbygge. Hvordan kan et folk være så dybt forvænt og forkælet, at det end ikke er i stand til at sætte pris på sine egne værdier?«
»Man forsøger at forsvare sig med, at der ruller en generel højrebølge hen over Europa, men man skammer sig. Ude i verden har Danmark generelt ligget som en drøm om, hvordan et samfund kunne være, og folk fatter ikke, at nogen vil nedbryde det. Men i Peru siger man, at et land har den præsident, det fortjener. Og det gælder langt mere i Danmark, for her har man ikke den korruption og valgsvindel, der findes i Peru. Danskerne har virkelig selv valgt en regering, der ødelægger landets institutioner og svindler med sproget.«
»Jeg læste en kronik af den nyudnævnte direktør for det nye miljøforskningscenter, Bjørn Lomborg. Den sluttede med ordene: Vi forlader denne jord i en bedre tilstand, end vi tog imod den. Jeg er ikke i stand til at tjekke hans statistikker, men jeg kan se, når han ødelægger sproget. Og med en erklæring som den, jeg citerer, kan man da få øje på svindelen!«
»Så kan jeg pludselig godt se, at litteratur har en mening, at der er en mening i at arbejde med sproget, så det er i stand til at udtrykke verden. Man går og tænker, at i et frit samfund har litteratur ingen betydning. Men så opdager man, at undertrykkelsen alligevel er der i form af svindelen med ordene. Og enhver løgn er jo en undertrykkelse.«
FAKTA
Thomas Boberg
Thomas Boberg, f. 1960 debuterede i 1984 med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast. En stående aftale er hans 11. samling. Han har desuden skrevet rejsebøgerne Sølvtråden og Americas, for hvilken sidste han blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Thomas Boberg er bosat i Lima, Peru.
