Læsetid: 4 min.

Når verden bryder sammen

– sker det måske helt stille: John Bang Jensens korte og meget korte prosa
12. april 2002

(2. sektion)

Kortprosa
Et eller andet magisk er der ved undertitlen: Nitten historier. Tallet 19 er højt, men ikke højt nok til bare at betyde ’mange’; men fra andre halvhøje tal adskiller det sig ved ikke at an-tyde noget særligt. Det skulle da lige være dén mangel, at der netop ikke var nok til en snes, hvad gustaf munch-petersen vel også i sin tid spillede på med sine berømte nitten digte (1937).
Undertitlen passer udmærket til de prosastykker, hvormed John Bang Jensen (f. 1964) vender tilbage efter digtsamlingerne Det meste er sandt (1991) og En verden til forskel (1996). For han kredser også som prosaist efter mangel på mening, fraværet af en forklaring.
Temaet kombineres i de fleste af bogens stykker med en særlig sprød præcision. Der anlægges gerne et næsten fagligt tonefald, som om vi har at gøre med en videnskabsmands rapporter, men ind i beskrivelsen af en genkendelig og identificerbar virkelighed sniges der så et element af gådefuld uberegnelighed, en spørgen, der blot vokser og vokser, til vi i tekstens slutning sættes af et helt andet sted, end hvor vi begyndte.
Flere tekster former sig som løbske lyriske fantasier, der lader et punkt forstørre op, indtil det har fået absurde dimensioner.
Nogle sneklatter på en stor, grøn mark langs jernbanen over Fyn vækker hos den rejsende en æstetisk idiosynkrasi, som han kun kan beherske ved at fantasere dem om til æg og selv forestille sig ansat ved Banens Ægbekæmpelsesvæsen. Tanken holder sig hele vejen til Århus! Verden er blevet en anden. Men måske den samme.

Kroppen som en ting
Karakteristisk for denne tematiske modulering er en novelle om et landevejsløb på cykel, »Klonk«, hvor Bang Jensen indforstået afdækker sportens interne dynamik: Hvem skal tage føringerne, hvornår bliver de andre trætte, hvad stiller man op med ryttere, der bryder løbets uskrevne regler?
Da historien slutter, skifter perspektivet imidlertid brat. Jeget har vundet løbet, eller i hvert fald været så tæt på, som nogen toer kan komme, og har med besvær fået sko og strømper af.
»Så kommer jeg til at kigge ned på mine nøgne fødder. De er kridhvide og fuldkommen opsvulmede. Det er, som om disse fødder ikke tilhører mig, som om de ikke er del af min krop.«
Legemet og tingene får selvstændig eksistens, som tidligere i historien, hvor rytteren accelererer og kæden siger: Klonk, som om han tog ladegreb på et gevær.
Bang Jensens interesse for cykling slår for øvrigt også igennem i en næsten klassisk pubertetsfantasi om kønnet, der pludseligt sætter skel.
Havde vi haft at gøre med H.C. Branner eller Martin A. Hansen, ville fortællerjeget færdes til fods, på kælk eller til hest. Men her tænkes i mekanik og teknik, når en verden lige så stille bryder sammen.

Ja eller nej
I andre af historierne bringes mennesker frem til en grænse og bliver stilfærdigt hældt ud over en kant, der adskiller den banale hverdag fra det fatale, fra katastrofen. Hvad vi kender, og hvad vi er vant til, slår uformærket om i sin modsætning, sådan som det sker for besætningen i en Boeing 747, der i et sekund (eller er det to?) observerer en lyskugle, med en anslået diameter på otte meter, der efter fysikkens love burde kollidere med flyet, men i stedet blot oplyser cockpittet så kraftigt, at styrmanden har fornemmelsen af at kunne se direkte gennem instrumentpanelet og flyets metalskrog. Skete der noget, eller skete det ikke?
Samme tvivl behersker manden, der i »Ja eller nej« krænger de nye, raffinerede strømpebukser af sin kones meget indbydende røv, men bagefter ikke ved, om der fandt noget samleje sted... Detaljer får læserne masser af, men om de henviser til verden eller blot svæver frit i luften som tegn, det finder vi aldrig ud af. Det reale bliver konsekvent gjort irrealt, som når en lyriker finder en metafor og straks bliver mere optaget af billedet end af den forestilling, billedet skulle illustrere.
Hermed er også antydet en kritik af begrænsningen i
John Bang Jensens metode, som midt i sin stilistisk velsmurte surrealisme har en tilbøjelighed til at fise ud i rene ligegyldigheder. Dette ses især i »Stolene«, hvor det samme sceneri gentages i varierende former, og i »Tellus«, en temmelig anstrengt videnskabelig tale om muligheden af liv på andre kloder end denne.
Hovedtitlen Boks læser man uvilkårligt som betegnelse for dén ramme, der tegnes om den enkelte tekst. Men læser man ordet som en direkte opfordring, bør den rettes mod forfatteren selv. Det ville være virkelig spændende at se John Bang Jensen bokse med verden i stedet for at kradse i den med en fyldepen. Bogen ligner præcis, hvad den er: en begavet lyrikers prosadebut.

*John Bang Jensen: Boks. Nitten historier. 102 s., 199 kr. Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her