Analyse
Læsetid: 5 min.

Nationalpopulismens triumf

Er det et højreskred, der sker i Europa lige nu? Eller er national-populismens succes snarere udtryk for en folkelig protest mod de etablerede partier? Analyserne varierer
23. april 2002

Nationalpopulismens triumftog fra Østrig over Italien til Danmark, Portugal, Holland, Østrig og senest i Frankrig fortolkes af partierne selv som et udtryk for, at befolkningerne på egen hånd har oplevet så gruopvækkende episoder med ’de fremmede’, at de kun ser én eneste løsning: ’De fremmede’ skal sendes ud hurtigst muligt. I mod denne fortolkning taler imidlertid, at mange af de vælgere, som har stemt på de nationalpopulistiske partier, lever i randområder, hvor der ikke bor ret mange ‘’fremmede’.
Her i Danmark står Dansk Folkeparti stærkest i de kredse, hvor kun få nydanskere bor. Hvorimod partiet får markant færre stemmer i de valgkredse i de største byer, hvor der lever mange flere med ‘anden etnisk baggrund’. I andre EU-lande er billedet dog lidt anderledes. Argumentet om, at mellem 10-20 procent af vælgerne har oplevet indvandrerproblemer i et omfang, der overskygger alle andre emner, holder dog ikke for en nærmere efterprøvning: ’De fremmede’ begår trods alt kun en mindre andel af den samlede vold og kriminalitet - og ofrene er næppe kun de nationalpopulistiske vælgere. Derfor kan man selvfølgelig godt have ’hørt om nogen’, der har været ofre for ubehagelige episoder. Forklaringen virker ikke desto mindre ganske tynd og en anelse ufuldstændig.

Spørgsmål er derfor, hvad der egentlig sker i Europa lige nu. De nationalpopulistiske partier er ikke nødvendigvis en samlet blok. Der er holdningsmæssige forskelle mellem f.eks. Dansk Folkeparti, Lega Nord og Alleanza Nazionale (Italien), Vlaams Blok (Belgien), Front Nationale (Frankrig), Leefbaar Nederland (Holland), Schweizischer Volkspartei, Freiheitspartei Österreich, Sverigesdemokraterne og Fremskrittspartiet (Norge). Samtlige partier er skeptiske over for indvandrere og yderst kritiske over for EU, men de adskiller sig bl.a. fra hinanden ved deres forskellige forhold til 1930’ernes Nazi-Tyskland.
Hvor både Jörg Haider (FPÖ) og Jean-Marie Le Pen (Front Na-tionale) har udtalt sig mere end almindeligt tvetydigt om deres personlige beundring for Hitlers rædselsregime, har de andre europæiske partiledere lagt klart afstand. Dét er bl.a. baggrunden for, at Anders Fogh Rasmussen i går kunne sige, at han »finder Le Pens udtalelser og hele politik afskyvækkende«, mens han samtidig samarbejder tæt med Dansk Folkeparti.
Partierne adskiller sig også fra hinanden ved at betone særlige nationale mærkesager, der i sagens natur varierer lidt fra land til land. Partiernes succes rejser imidlertid det centrale spørgsmål: Hvorfor stemmer så mange vælgere, der ikke selv har haft ‘indvandrerproblemer’ tæt inde på livet, på nynationalistiske partier?
Dét spørgsmål har politiske analytikere i Europa forsøgt at besvare i de senere år med vidt forskellige konklusioner. Tre ’analytiker-skoler’ står frem:

Første fortolkningsskole tager udgangspunkt i, at vælgerne i Europa generelt er gledet mod højre på den klassiske højre-/venstre-akse. Efter en periode med ’rødt’ flertal i Europa, er pendulet igen svinget til højre. De populistiske partier er – ifølge denne skole – et udtryk for en politisk radikalisering af ’højrebølgen’ og kan således sidestilles med bl.a. de radikale venstrefløjspartier i 1970’erne. Tendensen kan forklares som en naturlig konkurrence blandt partierne om at fremstå mest ’højreorienteret’ – forstået som hårdest over for indvandrere, voldsudøvere og kriminelle. De nationalistiske partier bør ifølge denne analytikertolkning betegnes som ’højreradikale’. Imod denne tolkning taler dog, at flere af partierne har forsøgt at kopiere Socialdemokratiets velfærdspolitik – og således ikke kan siges at være klassisk, borgerligt højreorienterede.

Anden fortolkningsskole tager udgangspunkt i, at stadigt flere vælgere føler, at de gamle partier i Europa – de store krist- og socialdemokratiske partier -–har mistet følingen med, hvad der rører sig i folket. Partierne har f.eks. ignoreret den udbredte modvilje mod indvandrere og EU. Mange vælgere gør derfor oprør ved at stemme på protestpartierne og giver dermed de gamle partier, som efterhånden ligner hinanden til forveksling, en klar lærestreg. De populistiske partier – er ifølge denne skole – en folkelig protestbevægelse, og deres fremvækst kan sidestilles med ’jordskredsvalget’ i 1973, hvor CD og Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget. De nationalistiske partier bør ifølge denne analytikertolkning betegnes som ’protestpartier’.
I Danmark har B.T.-redaktør Erik Meier Carlsen fremført denne analyse ganske ofte, bl.a. i bogen De overflødiges oprør fra 2000: »At de højrepopulistiske bevægelser i dag er en relevant og legitim organisering af en bekymret befolkningsgruppes økonomiske og sociale interesser, kan sandsynliggøres ved resultaterne af store vælgeranalyser. De viser, at de oprørske i betydelig omfang består af skuffede socialdemokratiske vælgere.« Og videre: »Det store vælgerskred i 1973 indledte den første bølge af politisk mistillid. Dansk Folkepartis stærke indhug på de socialdemokratiske kernevælgere ligger i forlængelse af det vælgeroprør, som eksploderede med Mogens Glistrups og Erhard Jakobsens markante politiske sejre.«

Den tredje fortolkning tager udgangspunkt i, at en voksende gruppe af vælgere føler sig marginaliseret i en verden, hvor udviklingen undergraver gamle traditioner og ufaglærte arbejdspladser. Nogle ønsker sig derfor tilbage til fortidens trygge og velkendte rammer, hvor ’skomageren blev ved sin læst’. Den politiske drivkraft er en romantisk drøm om bevare nationalstaten i en tid, hvor alt fra ’de fremmede’ til narko strømmer ind over grænserne.
Opblomstringen af de nye, nationalpopulistiske partier ses ud fra denne tolkning som et forsøg på at fastholde en stabil identitet i en omskiftelig tid, hvor eliten orienterer sig mod EU og verden, og det lokale gadebillede ikke længere kun præges af folk i joggingdragter, men også af folk med turbaner.
Her i landet har sociologen Henrik Dahl fremført en sådan analyse, der først og fremmest betoner identitetsaspektet ved nationalpopulismens succes:
»Anders Fogh Rasmussen har ret, når han siger, at højre-venstre skellet er forældet. Ikke sådan at forstå, at der ikke længere er modsætninger i befolkningen. Men sådan at forstå, at der er opstået nogle ganske andre skel end dem, vi er vant til. Det nye skel går imellem dem, der er inde, og dem, der er ude. Dem, der befinder sig tæt på magtens centrum og har de fornødne ressourcer til at deltage i forhandlingsøkonomien. Og dem, der er langt fra centrum og ikke har ressourcerne til at deltage,« skrev Henrik Dahl således i Politiken i lørdags.
De nynationale partier kan ud fra denne tolkning betegnes som ‘hjemstavnspartier’, og kan delvist kombineres med den anden fortolkning af ’de overflødiges oprør mod eliten’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her