Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

19. april 2002


Thor Heyerdahl, 87
Arkæologen og eventyreren Thor Heyerdahl er død, 87 år. Han døde i sit hjem i Italien i aftes. Heyerdahls ældste søn sagde til det norske nyhedsbureau NTB, at Thor Heyerdahl havde hele sin familie hos sig, da han sov ind kl. 19.10. I den sidste tid afviste han at tage både føde og medicin til sig.
»Han ville ikke have behandling af nogen slags, men bare have lov til at sove ind i fred,« sagde sønnen.
Heyerdahl blev sidste sommer opereret for kræft. Operationen forløb uden særlige komplikationer, og snart var han var tilbage til arbejdet med den kontroversielle bog Jagten på Odin. Men sygdommen spredte sig, og i påsken blev han pludselig syg og måtte indlægges på hospitalet Santa Corona i Italien.
Med søfareren og den opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls død har Norge mistet en legende og en af de få nordmænd med et internationalt navn og renommé.
Thor Heyerdahl blev født i Larvik og var helt fra barndommen fast besluttet på at blive »opdagelsesrejsende«. Han fik tidligt interesse for zoologi og antropologi og specialiserede sig blandt andet i Stillehavsantropologi. Han lancerede hypotesen, at Polynesien var befolket fra Amerika og ikke fra Sydøstasien. For at bevise sin hypotese byggede han i 1947 tømmerflåden ’Kon Tiki’. Bogen om den rejse, han og hans ekspedition foretog, blev en verdenssucces og er oversat til over 60 sprog, også dansk.
I årene, som fulgte, blev det til en stort antal ekspeditioner og udgravninger. Blandt andet til Påskeøen, hvor han konstaterede tre kultur-epoker i stedet for én, som man hidtil havde regnet med. Og sørejser med sivbådene ’Ra’ og ’Ra II’ i Atlanterhavet i 1969-1970 og ’Tigris’ i Den Persiske Bugt i 1977. Disse sørejser over store have med primitive fartøjer efter forhistoriskemodeller var så eventyrlige, at han føjer sig ind i rækken af verdens store søfarere og opdagelsesrejsende.
Hans forfatterskab i forbindelse med ekspeditionerne er stort, og helt til det sidste var han optaget af nye forskningsprojekter.
Utallige er de priser og hædersbevisninger, som Thor Heyerdahl har fået op gennem årene. Øverst rager nok Storkorset af St. Olavs Orden. Og han registrerede nok med stor interesse, at det tidligere Sovjetunionen opkaldte en nyopdaget planet efter ham. Planeten blev fundet i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter og er blot otte kilometer i diameter.

Hans–Henrik Krause, 84
*Skuespilleren og instruktøren Hans-Henrik Krause var på flere teaterområder først ude og det med beundringsværdig systematik – en fri fortolkning, men én, der ville have tiltalt hans udprægede humoristiske sans.
Efter endt skuespilleruddannelse på Aarhus Teater i 1939 startede Krause forfra i alfabetet og spillede i de første opførelser af Kjeld Abells Silkeborg og Vetsera blomstrer ikke for enhver. Efter et par år som direktør for Riddersalen, hvor Krause var med til at introducere absurdisterne, kom turen til B, B som i Bertolt Brecht. Datidens mest indflydelsesrige teaterrevolution måtte opsøges ved kilden, Berliner Ensemblet, hvilket Krause gjorde i selskab med Ernst Bruun-Olsen; d’herrer kom den store theatermachers stellvertreterin, Helene Weigel, på så nært hold, at de fik lejlighed til at aflevere et lille buk. Med stor virkning, besøget fik konsekvens for de første Brecht-forestillinger herhjemme; Krause sprang ud i instruktørrollen og hans opsætninger af Mutter Courage, Den kaukasiske kridtcirkel, Hr. Puntila, Svejk i 2. verdenskrig og Arturo Ui var præget af en langt større
autencitet i forhold til ophavsmandens intentioner end flertallet af udenlandske Brecht-insceneringer kunne prale af.
Allerede i sin anden film, den udødelige Otte akkorder fra ’44, gjorde Krause sig bemærket med ’stilfærdig charme og en forbløffende ubesværet replik’, som Morten Piil skriver i sin skuespillerbiografi. Replikken blev i stigende grad Krauses kendemærke, en karakteristisk tør og staccato verbalsalve, der især gjorde sin virkning i lakonisk-humoristisk sammenhæng og var meget karakterskabende i Radioteater-sammenhæng.
Både professionelt og privat var Krause en intellektuel i humoristens overfrakke. Slægtsskabet med Pontoppidan fornægtede sig ikke, Krause var dattersøn af forfatteren og altid udstyret med en bog eller en problemstilling, der blev studeret, vendt og drejet. Hertil kom en humor, der ikke mindst charmerede halvfemsernes unge teatergeneration; Krause havde en dejlig tid i Frederiksberg allé og omegn, dels hos Dante’rne, dels hos Langdal & Hartmann. De sidste gav ham i Noréns Vallombrosa en sceneexit, der virkelig tiltalte Krauses humor – rollen døde på scenen i en liggestol, mens omgivelserne pludrer videre – de første er ophavsmænd til én af de smukkeste dødsannoncer i nyere dansk teaterhistorie. nd

Byron White, 84
*En dag i 1961, kort efter at Byron White var blevet udnævnt til vicestatsadvokat af præsident John F. Kennedy, spiste han frokost på en restaurant i Washington. »Hør,« sagde servitricen, »er du ikke ’Whizzer’ White?« Efter en længere pause svarede White: »Det var jeg«.
Ordvekslingen, hentet fra en biografi om Byron White, afspejler hans bemærkelsesværdige karriere, der mundede ud i tre årtier som stærk, konservativ højesteretsdommer med sine meningers mod.
I sine helt unge år var Byron White amerikansk fodboldstjerne, først på University of Colorado og siden, hvor han fik tilnavnet ’Whizzer’, og siden i den professionelle liga NFL for klubben Pittsburgh Pirates og senere, i 1940, for Detroit Lions. For at spille fodbold på topplan måtte White bl.a. tage orlov fra sine jurastudier på henholdsvis Oxford og Yale. Byron White havde det aldrig helt godt med sin ellers ypperlige sportskarriere og brød sig ikke om sit gamle tilnavn.
Heldigvis var han en glimrende jurist og havde kendt Kennedy siden Oxford-tiden i 1939. Da denne stillede op til præsidentvalget i 1960, hjalp White ham med at organisere hans kampagne.
Som højesteretsdommer tog han oftest regeringens parti, og han mente, at dommerstanden og retten skulle begrænse sig til en smal lovformelig funktion, der ikke tager farve efter egne værdinormer. Den tankegang var ikke så almindelig i 1960’erne.
Men selv 31 år i det prestigefulde job som højesteretsdommer udkonkurrerede aldrig den unge Whizzers fortjenester på fodboldbanen. os

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu