Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

5. april 2002


Dronning Elizabeth, Queen Mother, 101
*Storbritanniens sidste imperiedronnng er død.
Elizabeth, den skotsk-fødte dronningemoder til briternes dronning af samme navn, døde i påsken, 101 år gammel. Med hende døde en hel britisk æra præget af nationens imperie-ambitioner, heroismen under Anden Verdenskrig og kongehusets egen mystik og glamour. Den glans, som omkransede disse idealer i Elizabeths storhedstid, er forlængst blegnet og erstattet af et en ny realitet i et kolonifrit, anti-europæisk land forsynet med et kongehus, der tøvende og vaklende prøver at blive mindre fjernt uden at miste sit særpræg. Den slags problemer havde Elizabeth ikke. Et charmerende væsen, en pligtopfyldende og stålsat vilje og et overdådigt pengeforbrug gjorde, at man i hendes tid aldrig var i tvivl om, hvorfor House of Windsor var noget særligt. Hun blev dronning, da hendes mand, George VI, eller Bertie som hun kaldte sin gemal, blev konge. Det var ellers ikke meningen. Men da Edward VIII i 1936 insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikansk kvinde, Wallis Simpson, blev han tvunget til at abdicere, og hans bror kom på tronen. Det gjorde Elizabeth dermed også. Da Bertie døde i 1952 i en alder af 56, troede Elizabeth fuldt og fast på, at det skyldtes kongerollen – der jo var Wallis Simpsons og Edward VIIIs skyld – som havde tæret på ham. Hun tilgav dem aldrig. Hun selv levede resten af sit liv som et symbol på britisk storhed – en slags nostalgisk bedstemor for nationen – mens hendes datter, den nuværende Dronning Elizabeth, overtog de royale forpligtelser. beb

Dudley Moore, 66
*Intet var helt normalt ved englænderen Dudley Moores livsløb og karriere. Denne lille fyr med klumpfod blev, 45 år gammel, stjerne i Hollywood som romantic interest for damer som Liza Minnelli, Julie Andrews og Bo Derek.
Og var dermed med til at udvide rammerne for, hvordan en Hollywood-helt kunne fremtræde.
Moores klart bedste præstation findes i komedien Arthur (1981), hvor han blæser nyt liv i en klichéfigur: Den altid beduggede millionær, der fører sig frem som uansvarlig selskabsløve i smoking og høj hat. Som Pauline Kael bemærkede, er der her en uimodståelig skør gnist i Moores blik – han er lige til at knuselske som det uskyldige legebarn, der ligger og ler ad sine egne vittigheder i søvne.
Moores anden store succes blev Blake Edwards’ mere jævne sædekomedie 10, hvor han er gift med Julie Andrews og betages af glamourpigen Bo Derek. Efter disse to film (plus Marshall Brickmans nydelige Lovesick fra 1983) gik det hastigt ned ad bakke, og 1990’erne blev hårde ved Moore:
Kun en enkelt film og tre tv-engagementer. Han døde af hjernesygdom, der de sidste år gjorde ham næsten lam.
Men Moore havde andre talenter end skuespillerens. Han havde en fattig, kærlighedsløs barndom, men excellerede som musikalsk vidunderbarn ved klaver og orgel. Og i starten af 1960’erne fandt han sammen med Cambridge-studenterne Jonathan Miller, Peter Cook og den senere kendte dramatiker Alan Bennett, og dannede den musikalske satire-gruppe Beyond the Fringe, der på mange måder foregreb Monty Pythons crazy-humor.
Moore blev populær både som tv-stjerne og jazz-pianist (han beherskede dog også det klassiske klaverspil), og sammen med Peter Cook skrev han og spillede hovedrollen i Stanley Donens komedie Bedazzled (1967) – det var Raquel Welch, der blændede. Filmen blev genindspillet i 2000 med Brendan Fraser og Elizabeth Hurley.
Moore var i karrierens første del den typiske engelske satiriker og crazy-komiker. I 1980’erne bosatte han sig i Californien og lagde sin livsstil om efter amerikansk mønster: Nu gjaldt det terapi og flotte høje damer. Han var gift fire gange, og alle ægteskaber endte med skilsmisse.
Pim

Lotte Ulbricht, 98
*Journalister belejrede jævnligt hendes bopæl i det østlige Berlin; det ville være et scoop at få den gamle dame til at fortælle om sit liv og de historiske personer, hun havde mødt.
Lotte Ulbricht var enke efter den tidligere DDR-leder Walter Ulbricht og havde under Anden Verdenskrig opholdt sig i Moskva. Hun havde overlevet Stalins udrensninger, som kostede hendes første mand livet, og vendte tilbage til Tyskland for at opbygge arbejder- og bondestaten. Hun blev DDR’s first lady, og den blødere Walters jernhårde sparringspartner. Hun forgudede ham og ingen anden – selv datteren Beate drev hun til fortvivlelse og alkoholisme.
Humor, varme eller forståelse for menneskelig svaghed ejede Lotte Ulbricht ikke, og hun tilgav aldrig Erich Honecker, at han i 1971 tvang Walter til at trække sig tilbage fra alle poster i stat og parti. Walter døde to år efter, og siden da levede Lotte Ulbricht som en ikke-person i DDR.
Hun overlevede de fleste af sine gamle kampfæller – og også landet DDR, men Murens fald glædede hende naturligvis ikke. Trodsigt nægtede hun at betræde landområder, der førhen lå i fjendelandet Vesttyskland.
Men journalisterne fik aldrig en samtale med Lotte Ulbricht.
»Jeg vil ikke sige noget,« svarede hun surt og truede dem med sin stok, før hun forsvandt ind i sit selvvalgte fængsel i bydelen Pankow.
wpr

Tommy Lund, 46
*Den kun 46-årige gallerist Tommy Lund døde den 26. marts efter kort tids, cancerrelateret sygdom. Hans død kommer som et chok for mange både på den internationale og den danske kunstscene. Han vil efterlade et stort hul i kunstens verden, ikke mindst for de fortrinsvis unge kunstnere, hans galleri repræsenterede. Tommy Lund havde blik for den udsædvanlige, skæve og nye kunst.
Han var en sjældent begavet og visionær talentspejder, der kunne se kvaliteterne i den endnu ikke anerkendte kunst. Desuden var kunstnerne meget glade for at arbejde sammen med ham. Han var behagelig, usnobbet og uhøjtidelig.
Tommy Lund havde ingen kunstfaglig uddannelse. Han var uddannet bygningsarbejder, men fra sin pureste ungdom elskede han kunst. Hans ambition var ikke at tjene på kunsten, men at tjene den. Han startede som samler i 80’erne, og fik en betydelig samling af international kunst, der bl.a. tæller navne som Gerhard Richter, Sophie Calle og Rosemarie Trockel, som han købte, længe inden de blev ubetalelige.
Han startede sit kunstformidlingsarbejde i Odense i et stort galleri, der havde form som et bevægeligt museum for moderne kunst, men byen viste sig hurtigt for lille til hans ambitioner. Han ville noget mere, først og fremmest få et større publikum i tale.
I 1998 flyttede han til Njalsgade 21 på Islands Brygge som nabo til Galleri Nicolai Wallner. Han repræsenterede internationale kunstnere som Allan Uglow, Al Taylor og Yvette Brackmann. Blandt de danske kunstnere i hans stald kan nævnes Ann Lislegaard, Peter Holm, Karin Lind og Niels Erik Gjerdevik. lb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her