Læsetid: 4 min.

Den oplyste besættelse?

Våben, vold og aggression er adjektiver, der knytter sig til en besættelsesmagt
23. april 2002

Kommentaren
Afkolonialisering
Et medlem af den israelske forsvarsstyrke ’Courage to Refuse’ gav nyligt udtryk for mandsmod i Chicago Tribune. Jeg rydder gerne mine spalter for at give plads til sådanne israelske stemmer, der for Guds skyld burde erobre mere handlerum til ugunst for israelske kræfter, der succesfuldt har erobret rum til at terroriserer befolkningsgrupper i hvad der i det moderne legitimeres som den ’oplyste besættelse’.
Således lyder den isralske stemme: »Israels herredømme over tre mio palæstinensiske arabere i territorierne, har tvunget staten ud i en position, hvor den har begået en række moralske overgreb. For at bevare vores herredømme, har vi i løbet af de sidste måneder begået krigsforbrydelser, mord og drab på tusinder af civile. Snarere end sikkerhed, så har besættelsen ført til et stort antal civile tab på begge sider. Ved at dræbe civile, jævne huse med jorden og skyde på ambulancer, har vi krænket de vigtigste artikler i Geneve og Haag konventionerne.
Det er tragisk og trist, ikke mindst i lyset af, at hvis de europæiske lande havde håndhævet disse konventioner under Anden Verdenskrig, ville jøder være frelst fra Holocaust. Der findes ikke noget som en ’oplyst besættelse’. Vores regering har bevist, hvad der var indlysende fra starten, nemlig, at i sidste ende, så bliver enhver besættende nation frygtelig og babarisk, når den forårsager tusinder af unødvendige civile tab og massedestruktion.
At henfalde til kollektiv afstraffelse er imod vores egen arv. Man kunne ihukomme vores forfader Abraham, der aktivt modsatte sig den kollektive afstraffelse. …..Istedet for at følge Abraham, har vi gjort det modsatte. Vi har myrdet hundrede af ubevæbnede mænd, kvinder og børn, destrueret bygninger og ejendom og inddæmmet millioner af palæstinensere i deres byer og landsbyer.

Ondskabsfulde forbud
Ved at påtvinge strenge og ondskabsfulde forbud har vi eksproprieret deres land og andet ejedom. Ingen tvivl om, at vi gennemgår svære tider i Israel… to gange har jeg selv på nært hold oplevet forfærdelige selvmordsbomber, begået af fanatiske palæstinensiske terrorister. Jeg har begrædt tabet at uskyldige liv.
Men disse terroraktioner er ikke nogen undskyldning for vores fortsatte agressionshandlinger eller for tanks og helikoptere, der skyder mod uskyldige civile, og udsletter beboelsesområder og forårsager destruktion alle steder på Vestbredden og i Gazastriben…..
Dette fører til konklusionen, at siden Israel har implementeret terrortaktikker er Israel selv blevet til en terrororganisation. Den amerikanske regering skulle overveje, at tilføje Israel til deres liste over terrororganisationer. For at redde landet fra total moralsk sammenbrud, har vi nægtet at adlyde ordre i de besatte områder. For dette er vores største pligt, både som soldater og mennesker. ……I et demokrati, har den valgte regering enhver ret til at kræve lydighed fra sin hær….Men på vestbredden kommer demokratiet til ende og har ikke været gyldigt i 35 år. ….Siden den israelske hær er henfaldet til terror, og dagligt begår forbrydelser i sin lydighed overfor et kolonialt regime, har vi nægtet at adlyde ordrer i de besatte områder. Vi ville hellere sidde i fængsel end at undertrykke en retfærdig opstand fra mennesker, der har været båndlagt i så mange år.« (Egen oversættelse.)

Daglig konfiskation
Mens ordet forbliver i de priviligeredes magt, er våben, vold og aggression adjektiver, der knytter sig til en besættelsesmagt. Der kan ikke være nogen lighed i hverken magt eller status mellem en besættelsesmagt og dens besatte subjekter. Israel er en stat med den bedst udstyrede hær i hele mellemøsten.
Palæstinas vestbred og Gazastribe er territorier, der dagligt konfiskeres stykker af, for at gøre plads til flere israelske bosættelser. Selv gaderne er under israelsk kontrol. Elektricitet, vand og andre basale fornødenheder afhænger da også af israelsk ’goodwill’.
Israel er medlem af FN, selvom staten dagligt krænker organisationens resolutioner. En besynderlig realitet. Samtidig gentager alle i disse dage, at fredsprocessen er død. Mon ikke den har været det længe. Og mon ikke man hellere skulle starte en helt ny proces – ikke en fredsproces, men snarere en afkolonialiseringsproces.
Det indebærer, at illegitime overgreb bør sanktioneres. I det mindste at enhver tilgang til flere våben og andre massesødelæggelses remedier ikke tillades over den israelske grænse. Det betyder også, at de 400.000 bosættere, der har slået sig ned efter 1967 må pakke sammen. Afkolonialisering er den eneste vej mod fred. En fredsproces forudsætter en afkolonialiseringsproces. En fredsproces, der er andet end virkningsløse underskriftceremonier, forudsætter lige sådan palæstinensisk uafhængighed og statsopbygning.
Forhandlinger – Oslo, Wye River, Sharm el-Sheikh, Camp David eller Taba – betyder ikke fred, sålænge de blot ændrer betingelserne for besættelse. Man kan ikke erklære fred uden at trække sig ud af sine kolonier. Tanken er absurd.

Europas varemærke
En afkolonialiseringsproces – som meget vel kunne blive Europas varemærke, når regionen får taget sig sammen – vil ikke desto mindre fortie de stemmer, der taler om en ’overflytning af araberne’ fra de besatte områder (mao. en etnisk udrensning fra vestbredden og Gaza så der bliver plads til flere bosættelser). Ved at fremsætte og implementere afkolonialiseringsformularen – som forbliver den eneste retfærdige løsning – kan man først begynde at bane vejen for at bringe menneskerettighedskrænkelserne i området til ophør. At fremsætte denne taktik kræver dog regional mandsmod. Mon Europa har?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her