Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

13. april 2002


Israel: Dræbte i hundredevis i Jenin
*Den israelske hær meddelte i går, at der formodentlig var tale om i hundredevis af dræbte palæstinensere efter de voldsomme kampe i Jenin-flygtningelejren.
»Der er tilsyneladende tale om i hundredevis af dræbte,« sagde hærens talsmand brigadegeneral Ron Kitrey til hærens radio.
Han afviste dog palæstinensernes anklager om, at israelske soldater havde begået en regulær massakre i flygtningelejren.
Palæstinenserne har tidligere opfordret FN til at indlede en undersøgelse af de mange dræbte i Jenin.

Erhvervsmand ny leder i Venezuela
*Formanden for den største erhvervsorganisation i Venezuela, Pedro Carmona, bliver leder af en overgangsregering, efter at præsident Hugo Chavez i går trådte tilbage efter pres fra militæret.
Samtidig blev det oplyst, at Chavez er blevet anholdt.
»Over for landet og historien påtager jeg mig dette ansvar,« sagde Pedro Carmona i det statslige tv med den nye venezuelanske forsvarschef, general Efrain Vasquez ved sin side.
Chavez blev tvunget til at gå af efter at han fik skylden for, at politiet torsdag brugte vold mod deltagere i en stor demonstration i hovedstaden Caracas. Mindst 10 blev dræbt.

Pres mod ombudsmand letter
*Der er stadig nogle uklarheder mellem forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), men ellers betragter ministeren sagen som så godt som lukket.
Det oplyste Bendt Bendtsen efter et samråd i Folketingets erhvervsudvalg i går.
»Den her sag er håndteret. Vi får klarere regler, vi får en bedre forbrugerbeskyttelse, og jeg har noteret mig, at Forbrugerombudsmanden på de sager, hvor han havde smidt håndklædet i ringen, har været inde og hente håndklæderne igen,« sagde Bendt Bendtsen.

Danmark imod Israel-boykot
*Den danske regering vil stå hårdt på at afvise en handelsboykot mod Israel, selv om resten af EU måtte ønske det. Det oplyste udenrigsminister Per Stig Møller (K) efter et samråd i Folketingets Europaudvalg i går.
»Danmark er imod en handelsboykot, for det har ingen virkning og er desuden en urimelig løsning på konflikten,« siger Per Stig Møller, der ikke tror på, at økonomiske argumenter mod Israel overhovedet tæller.
Mandag deltager han i et ministerrådsmøde for EU’s udenrigsministre.
Europa-Parlamentet har ellers vedtaget en opfordring om, at EU skal suspendere det økonomiske og politiske samarbejde med Israel. Men Per Stig Møller mener, at det vil være en dårlig ide at afbryde kontakten til Israel gennem det såkaldte associeringsråd. Det er nemlig et centralt forum for EU at kritisere Israel igennem, mener han.Nyhedsanalyse her på siden

Professor roser tipunktsplan
*En faseopdelt skole med mulighed for holddannelse på tværs af årgange er en glimrende idé. En sådan opdeling indebærer den store fordel, at lærerne skal til at fungere inden for tre-årige rammer med enten indskoling, mellemfase eller overbygning. De vil blive eksperter inden for deres felt, og det vil gavne børnene.
Det vurderer professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund, efter at undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) har fremlagt en tipunktsplan til forbedring af folkeskolen.
»Det betyder, at vi forlader den romantiske idé med, at læreren skal følge eleverne hele skoleforløbet igennem,« siger Niels Egelund.
Han er tilhænger af den faseopdelte skole, fordi den giver mulighed for undervisning både på tværs af klasseskel og lodret op og ned gennem klaserne. Disse samarbejdsformer har hidtil været vanskelige af skemamæssige årsager.

Kristendom skal ikke hedde religion
*Københavns Kommune må ikke slette ordet »kristendom« fra skoleskemaerne og erstatte det med »religion«. VK-regeringen har nemlig sammen med Dansk Folkeparti et flertal i Folketinget til at sige blankt nej til kravet fra Borgerrepræsentationen i hovedstaden.
Kommunen ønsker at give mere plads til andre trosretninger ved at beskrive faget som religion, men de Konservatives uddannelsesordfører, Helle Sjelle, mener, at det vil være et helt forkert signal at sende.
»Vi ønsker ikke at gøre kristendom og islam til ligeværdige religioner. Det signal ønsker vi ikke at sende, men det er heller ikke sådan, at vi vil gøre muslimer til kristne. Det handler om, at hvis man skal klare sig i det danske samfund, så er det også vigtigt at vide, hvilke værdier det bygger på,« siger Helle Sjelle.

Demonstranter anholdt
*12-13 personer blev i aftes anholdt for overtrædelse af politievedtægten, da det kom til tumulter på Israels Plads i København, oplyser politiet. Lægprædikanten Moses Hansen havde arrangeret en 24-timers demonstration til fordel for Israel. Det fik omkring 150 mennesker til at lave en moddemonstration på pladsen, men den meget dårlige stemning og enkelte stenkast fik politiet til at opløse demonstrationen. Samtidig blev Moses Hansen bragt i sikkerhed på en politistation, hvor politiet ville forsøge at få ham til at opgive sine 24 timers »bøn og bibellæsning«.

Mere diskrimination på arbejdspladsen
*Inden for lidt under to år er andelen af personer med anden baggrund end dansk, der føler sig diskrimineret på arbejdspladsen, steget fra godt 23 procent til 30 procent, viser en undersøgelse fra Catinet Research. Den følte diskrimination i medierne er stigende, viser undersøgelsen. Her er andelen af, der føler sig diskriminerede, steget fra godt 10 procent til 15 procent i den samme periode.
På baggrund af 1.000 interview konkluderer Catinet dog, at den generelle følelse af diskrimination blandt danskere med indvandrerbaggrund er faldet fra 42 procent til 31 procent de sidste to år.

Mobilsnak farligere end promillekørsel
*At tale i mobiltelefon under bilkørsel er mere farligt end at køre med en alkoholpromille på 0,8, uanset om mobilen er håndfri. Det viser en undersøgelse fra det britiske Transport Research Laboratory, skriver Ingeniøren.
Reaktionstiden hos den mobiltalende er 50 procent langsommere end hos bilister, der hverken er påvirket af alkohol eller distraheret af telefonen. De telefonerende har sværere ved at holde en sikker afstand til bilen foran. De har også sværere ved at holde en konstant hastighed.
Deltagerne i undersøgelsen fandt det alle lettere at køre med spiritus i blodet end at køre og tale håndfrit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her