Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

24. april 2002


Mistænkte serbere overgiver sig
*Seks mistænkte serbiske krigsforbrydere har accepteret at overgive sig til FN’s krigsforbryderdomstol i
Haag, oplyste Jugoslaviens udenrigsminister, Goran Svilanovic, tirsdag.
»Jeg håber på, at flere af disse personer vil blive overført til Haag inden for de kommende dage,« sagde han.
Oplysningerne fra den ju-goslaviske udenrigsminister kom få timer efter, at en officiel deadline for mistænkte serbiske krigsforbrydere til at overgive sig frivilligt udløb ved midnat. I sidste uge offentliggjorde Jugoslaviens regering en liste på 23 mistænkte og opfordrede dem til at overgive sig inden for tre dage.Artikel på forsiden

Argentinas regering tilbyder at gå af
*Hele Argentinas regering tilbød tirsdag præsident Eduardo Duhalde, at den vil trække sig tilbage. Det skete efter, at økonomiminister Jorge Remes Lenicov allerede havde trukket sig tilbage. Det oplyser en regeringskilde over for nyhedsbureauet AFP. Lenicov havde kort forinden indgivet sin afsked til præsidenten, oplyser en regeringstalsmand. Økonomiministerens tilbagetrædelse skete på baggrund af landets dybe økonomiske krise.

Rusland presser Fogh
*Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fik tirsdag en advarsel fra russerne om, at Moskva har en aktie i EU’s udvidelse, som vil blive brugt. Den russiske regering kræver fri transit mellem landets Østersø-enklave Kaliningrad og resten af Rusland. Ellers vil russerne protestere over optagelsen af Polen og Litauen i EU.
Fogh mødtes i går med Ruslands premierminister, Mikhail M. Kasjanov, som øgede presset på Danmark, der overtager formandskabet for EU den 1. juli. Problemet er, at Rusland omfatter det lille landområde Kaliningrad med 1,3 millioner indbyggere, der er placeret mellem Polen og Litauen og ikke har direkte adgang til hovedlandet. Polen og Litauen står foran optagelse i Den Europæiske Union, og dermed bliver de to lande en del af Schengen-samarbejdet, hvor kontrollen ved EU’s ydre grænser styrkes.

Myter om nydan-skere punkteres
*Små og mellemstore virksomheder har meget positive erfaringer med nydanske lærlinge. Det viser en ny undersøgelse fra Håndværksrådet.
»Undersøgelsen viser, at forskellene mellem nydanske og danske lærlinge er langt mindre, end vi tror. Virksomhederne har overvejende positive oplevelser, og nydanskerne er gode til at tilpasse sig,« siger chefkonsulent i Håndværksrådet Anne Holm Sjøberg, der står bag undersøgelsen.
Nydanske lærlinge udgør ifølge virksomhederne en god og produktiv arbejdskraft, og virksomhederne mister ikke kunder eller har nævneværdige problemer med medarbejderne. Nydanskernes religiøse traditioner udgør heller ikke noget praktisk problem, siger Anne Holm Sjøberg. Undersøgelsen har kortlagt muligheder og barrierer for ansættelse af nydanske lærlinge set fra både virksomhedernes og elevernes egen synsvinkel.

Brugerbetaling begrænses
*Med virkning fra andet halvår af 2002 indføres der brugerbetaling på ca. en tredjedel af voksen- og efteruddannelserne på landets AMU-centre og erhvervsskoler. Det fremgår af et brev til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering, som undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) udsendte tirsdag.
Tidligere i år vedtog Folketinget en ændring af loven om arbejdsmarkedsuddannelserne, som gav ministeren bemyndigelse til at indføre brugerbetaling på enkelte eller alle erhvervsrettede kurser inden for voksen- og efteruddannelse. Ulla Tørnæs siger i en pressemeddelelse, at hun har valgt en model med begrænset brugerbetaling på baggrund af de reaktioner, der fremkom på et møde med Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering, som repræsenterer arbejdsmarkedets hovedorganisationer.

Dødsstraf kan blokere samarbejde
*Politiske tømmermænd i EU truer med at blokere for en aftale med USA om gensidig udlevering af personer mistænkt for alvorlig kriminalitet. De mange varme løfter fra Europas toppolitikere til USA om at forstærke den fælles kamp mod terrorisme efter terrorangrebene 11. september i fjor er nu afløst af kolde fødder i flere europæiske hovedstæder. Årsagen til den politiske hovedpine i EU er amerikanernes brug af dødsstraf.
Når justitsministrene fra de 15 EU-lande fredag mødes i Luxembourg for at aftale et fælles udspil for en udleveringsaftale med USA, ventes mindst et land, Portugal, at stille så krasse betingelser til USA, at det er tvivlsomt, om amerikanerne overhovedet ønsker at forhandle med EU.
Som betingelse for udlevering af egne statsborgere til USA forlanger den portugisiske regering ikke alene, at USA skal garantere, at de udleverede personer ikke henrettes, men også, at de pågældende ikke kan idømmes dødsstraf. Men det er mere, end den amerikanske regering kan forventes at ville
sluge, lyder vurderingen fra en diplomat i Bruxelles. Den danske regering er positiv indstillet over for at forhandle en aftale med amerikanerne.

EU forsøger sig i Mellemøsten
*EU forsøgte i går at sætte ny gang i fredsprocessen i Mellemøsten ved at sende Javier Solana, den udenrigspolitiske koordinator, og Miguel Angel Moratinos, den særlige Mellemøstrepræ-sentant, til regionen.
Her håber de at få mulighed for allerede onsdag at mødes med den palæstinensiske leder Yasser Arafat i dennes hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden. EU-udsendingene håber også at kunne mødes med den israelske ministerpræsident Ariel Sha-ron. Det oplyste den spanske udenrigsminister, Josep Pique, på den såkaldte Middelhavskonference i Valencia, hvor både Israel og palæstinenserne var repræsenteret. Senere skal Solana og Pique så mødes med Yasser Arafat den 1. maj i dennes Vestbred-hovedkvarter. En israelsk regeringstalsmand sagde i Valencia, at en tidligere afvisning af Solana og Pique var »en misforståelse«.

DR-journalister slipper for advarsel
*Der bliver ingen advarsler til Danmarks Radios journalister for ’ensidige’ reportager om Mellemøsten. DR’s nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen, afviser en klage fra Dansk Folkeparti om, at journalisterne Ole Sippel og Lars Ranggaard skulle rapportere til fordel for palæstinenserne og ’hetze’ imod israelerne.
»Det er et helt urimeligt angreb på to stærkt professionelle medarbejdere, som hører til de bedste inden for udenrigsjournalistikken, når det gælder indsigt i Mellemøsten,« siger Lisbeth Knudsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu