Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

19. april 2002


Turistfly rammer højhus i Milano
*Et mindre turistfly af Piper-typen tørnede i går ind i et højhus i Milano. Piloten havde kort forinden meldt om tekniske problemer, sagde en embedsmand fra de lokale luftfartsmyndigheder.
Myndighederne sagde, at tre mennesker, heriblandt piloten, blev dræbt, mens omkring 15 mennesker blev kvæstet. De fleste af de 300 personer, der arbejdede i bygningen, var uskadte, men rystede. Den italienske indenrigsminister, Claudio Scajola, sagde, at styrtet »formentlig var en ulykke«.
Embedsmanden tilføjede, at flyet havde problemer med understellet og kredsede rundt over byen i håb om at nå frem til en lokal lufthavn.

Putin: Krigen i Tjetjenien er slut
*Mindst 17 russiske politibetjente blev i går dræbt af en bombe i Tjetjenien, mens den russiske præsident, Vladimir Putin, i en tale til nationen erklærede, at krigen i den oprørske region er slut.
Efter torsdag er 26 mennesker blevet dræbt i Tjetjenien det seneste døgn som led i en af de blodigste perioder i krigen, som har raset i hele Putins to års embedsperiode.
Putin afsatte kun et enkelt minut i sin timelange tv-tale til Tjetjenien-konflikten, og her erklærede han, at den »militære fase« i konflikten nu er overstået. Det er en oplysning, som Rusland er kommet med gentagne gange, selv om væbnede sammenstød fortsat koster mange mennesker livet i regionen.

Farum Byråd giver aktindsigt
*Pressen får nu mulighed for i en række tilfælde at kigge nærmere på Farumborgmester Peter Brixtoftes (V) udgifter til repræsentation. Farum Byråd besluttede på et ekstraordinært møde i går at give aktindsigt i flere sager om borgmesterens forbrug og om kommunens ansættelse af sportskonsulenter.
Det gamle byrådsflertal med Peter Brixtofte i spidsen har i årevis afvist at give pressen aktindsigt i en række kontroversielle sager, herunder borgmesterens vinforbrug på 8.000 kroner flasken betalt af skatteyderne.
Men den såkaldte Vinkelvejgruppe, der nu udgør et flertal med oppositionen og to Venstre-folk, har varslet nye tider og lagde torsdag et forslag frem, som det samlede byråd endte med at vedtage. Det betyder, at sager, der ikke er i politiets varetægt i forbindelse med den igangværende efterforskning, straks skal udleveres.

13 mia. ekstra til forskningen
*De to regeringspartier er tilfredse med, at oppositionen i Folketinget melder sig parat til at give en markant økonomisk saltvandsindsprøjtning på milliarder af kroner til dansk forskning frem til 2010.
Et alternativt flertal bestående af SF, Socialdemokratiet, de radikale og Dansk Folkeparti er ifølge Berlingske Tidende parat til at presse regeringen til at øge beløbet til omkring 13 milliarder kroner i 2010. Det svarer til fire-fem milliarder kroner ekstra i årene frem til 2010.
Venstres finanspolitiske ordfører, Kristian Jensen, opfatter det midlertid ikke som en trussel, men som en hjælpende hånd til at få indfriet regeringsgrundlaget. Han påpeger dog, at pengene skal findes først.

Alternativt flertal bag dyrevelfærd
*Hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti er tilfreds med regeringens udspil om dyrevelfærd, når det drejer sig om transport af dyr. Justitsministerens handlingsplan er på dette afgørende punkt for uambitiøs og afventende i forhold til EU, mener de to partier.
Dansk Folkeparti erklærer sig parat til at gå uden om regeringen for at få strammet tilstrækkeligt op på transport af slagtedyr, siger Christian H. Hansen, der er formand for Folketingets fødevareudvalg. Han betegner transporten af slagtedyr og behandling af forsøgsdyr som »afgørende punkter« i forslaget om bedre dyrevelfærd, og han beskriver det som »uacceptabelt«, hvis regeringen afventer enighed i EU.
Socialdemokratiets tidligere justitsminister Frank Jensen mener også, at transport af dyrene er et kardinalpunkt. Han fik som justitsminister det indtryk, at Danmark burde kunne få gennemført en regel i EU om, at slagtedyr maksimalt skal kunne transporteres otte timer ad gangen. »Regeringen skal mærke et pres fra Folketinget, og kan regeringen allerede nu sige, at de ikke kan levere de otte timer, så må vi have at vide, hvor langt vi kan gå i nationale regler. Selv om regeringen så ikke kan støtte det, så må det alternative flertal på dyrevelfærdsområdet jo lave det,« siger Frank Jensen.

Kunstnere laver selv public service-råd
*Når Folketinget, formentlig i den kommende uge, vedtager at nedlægge Public Servicerådet, vil der opstå et nyt. Det har en række kunstnerorganisationer besluttet.
»Vi er nogle organisationer og enkeltpersoner, der har diskuteret, hvordan man imødegår regeringens afvikling af et sagkyndigt råd. Vi er inde i en kommerciel medieudvikling, hvor det er vigtigt, at man bevarer omtanken, mangfoldigheden og public service-begrebet,« siger en af initiativtagerne, forfatteren og journalisten Georg Metz.
Rådet vil afholde høringer og udgive publikationer, der skal skabe debat om indholdet i medierne. Samtidigt håber det selvbestaltede råd på en tæt dialog med public service-stationerne selv, samt medieforskere og lytter- og seerorganisationer.
Det nye råd holder sin første høring på Christiansborg på tirsdag.

Rivaler enes om nyvalg i Madagaskar
*De rivaliserende ledere i Madagaskar er blevet enige om at holde nyvalg til præsidentembedet, efter at landet siden et uafgjort valg i december i fjor har været kastet ud i en politisk krise. Den siddende præsident, Didier Ratsiraka, og Marc Ravalomanana, som gør krav på posten, har på et forsoningsmøde i Senegal aftalt, at hvis en omtælling af stemmerne fra december ikke giver en klar vinder, skal der holdes et nyt valg under international overvågning. Det fremgår af en fælles erklæring torsdag.
En domstol i Madagaskar annullerede onsdag det officielle valgresultat efter decembervalget, fordi ingen af kandidaterne fik et tydeligt flertal af stemmerne.

To bomber i Nepal inden for 12 timer
*Mindst seks mennesker blev såret i går, da en bombe eksploderede i et beboelseskvarter i Nepals hovedstad Kathmandu. Ifølge politiet stod maoistiske oprørere bag attentatet. Det var den anden bombe, der blev bragt til sprængning i den nepalesiske hovedstad inden for 12 timer, oplyser politiet. Ifølge beboere i området havde oprørerne inden eksplosionen sat ild på en politipost.
Sent onsdag eksploderede endnu en bombe i et andet beboelseskvarter i Kathmandu. To mennesker blev dræbt ved eksplosionen, heriblandt en politimand. Maoistiske oprørere stod også stod bag dette angreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her