Læsetid: 4 min.

Er der overhovedet brug for en venstrefløj længere?

Venstrefløjen har fået tyvstjålet sine værdier ved højlys dag
25. april 2002

OP TIL SF’s landsmøde i morgen – lige ovenpå Le Pen’s gennembrud i Frankrig, de tyske socialdemokraters valgnederlag i Sachsen-Anhalt, udfaldet af det danske folketingsvalg sidste år, situationen i Østrig, Italien, Holland, Belgien og Portugal (og i en vis forstand også USA) – vrimler det med analyser af venstrefløjens krise i hele den vestlige verden. Hvor forskellige forklaringerne end er i detaljer, munder de dog alle ud i to hoved-påvisninger: (1) De venstreorienterede mangler svar på afgørende vælgerbehov hos henholdsvis frigjorte unge globaliserede symbolanalytikere i den postindustrielle vidensøkonomi på den ene side, og hos trængte unge og ældre udstødte og udstødningstruede på den anden side, som aldeles ikke oplever globaliseringen, robotiseringen, videnssamfundet, multietniciteten og kulturblandingerne spor attraktive. (2) De venstreorienterede mangler fornyelse med fremadrettede visioner og projekter for det 21 århundrede, som klart adskiller dem fra samfundets brede midte, hvor også en Anders Fogh Rasmussen ubesværet kan kalde Le Pen »afskyvækkende«.
Begge forklaringer er rigtige, men analytikerne giver indtryk af, at de to forklaringer uden videre går op i en højere enhed. Som om en markant radikalisering af lokale og globale miljø-grønne og socialt-røde krav straks ville indbringe venstrefløjen bragende vælgertilslutning!. Det er snarere omvendt: Venstrefløjens efterstræbelse af gode opinionstal og –omtaler og valgresultater, har udjævnet dens miljø-grønne og socialt-røde profiler så meget, at de har kunnet overtages af den almindelige liberalt-sociale eller socialt-liberale mainstream konsensus på lønmodtagernes og middelstandens brede midte. En virkelig fornyelse ville ikke – i første omgang i hvert fald – være særlig populær. Til gengæld ville den gengive venstrefløjen selvstændig profil og i den forstand eksistensberettigelse. Seneste nummer af Ugebrevet Mandag Morgen udstiller venstrefløjens dilemma:
»Gradvist har virksomhederne overtaget flere af venstrefløjens mærkesager og gjort dem til deres egne,« skriver lederskribenten. »Nu er det dem, der er i front med det udviklende arbejde med stærkt fokus på den enkelte medarbejders muligheder og forudsætninger. Det er konsekvensen af en helt elementær erkendelse: Konkurrenceevne i videnssamfundet bestemmes af evnen til at stimulere det enkelte menneske. ’Privatiseringen’ gælder også andre af venstrefløjens mærkesager. For eksempel hensynet til miljøet og udøvelse af socialt ansvar – med andre ord virksomhedernes udvidede ansvar over for omverdenen. Det tema har intellektuelle på venstrefløjen i alliance med en række NGO’er forfægtet igennem årtier, og kampen giver nu resultater. Fra at være en rabiat, ideologisk drevet dagsorden er den blevet mainstream. Miljøhensyn og socialt ansvar er ved at blive erhvervslivets egen dagsorden, byggende på nye værdier hos virksomhederne, og en nøgtern erkendelse af, at det simpelthen er blevet en præmis for at drive en moderne virksomhed.« Professor Jørgen Goul Andersen sætter trumf på: ». Konkurrencen er blevet hårdere. Venstrefløjen har på markedet for vælgere haft et dødgodt produkt, som de andre partier har kopieret. (...) Der er i dag ikke nogen politikere, der ikke vil arbejde for miljøet, ligestilling, social retfærdighed, demokrati, fair trade, bedre offentlig service, humanisme, anti-racisme osv.«
Alligevel mener lederskribenten, at der er brug for en venstrefløj »i kærlighed til demokratiet og erkendelse af, at det netop er i spændingsfelterne – i brudfladerne imellem forskellige opfattelser og behov – at megen nyudvikling skabes. Det er her, samfundet skal hente sin dynamik og fremdrift«. Men hvad det er for en dynamik og fremdrift, som videnssamfundets miljø- og socialt-ansvarlige virksomheder og midterpartiernes venstreorienterede mainstream og medier, med Ugebrevet Mandag Morgen i spidsen, ikke selv kan præstere i dag – har lederskribenten ingen antydninger af bud på! Det overlades udtrykkeligt til læserne at finde ud af...

UTILSIGTET giver Ugebrevet imidlertid selv det efterlyste svar i samme nummers interview med den »tidligere Clinton-rådgiver og ekspert i bæredygtighed« Dianne Dillon-Ridgley, som siger: »Det rigtigt svære opstår, når virksomheden må se på sine produkter og erkende: Dette burde vi ikke fremstille og sælge (af miljømæssige og/eller sociale grunde, el). Den beslutning er den allersværeste, men det er stadig den, der på lang sigt sikrer virksomhedens profitabilitet.« Det sidste er muligvis rigtigt. men hun indrømmer selv, at det er en påstand eller et fromt ønske, som »aktiemarkedet, analytikerne, kapitalmarkedet er en indlysende stor barriere« imod. »De ser endnu ikke bæredygtighed som en værdiskaber.«
Nej, det tror pokker! Kapitalejerne investerer jo ikke i sociale hjælpekasser og økologiske agitationsforeninger, men for at tjene flest mulige penge til øget forbrug og/eller til endnu mere produktion. Af netop de ressourcer, som hele bæredygtigheds-strategien ellers sigter på at begrænse og fordele udnyttelsen af på en bedre måde end nu!
Hvordan det regnestykke skulle kunne gå op, uden enten at melde samfundene helt ud af den globaliserede og robotiserede vidensøkonomi, eller bombe dem tilbage til en diktatorisk statsstyring – er virkelig en opgave. Som virksomhederne og den brede mainstream på midten næppe selv kan klare eller vil tage på sig.
Der er sandelig brug for en fornyet venstrefløj med en markant profil.
Men tro dog ikke, at det straks sikrer den 78 procent af stemmerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her