(2. sektion)
Politik
David Trads, Informations nys udnævnte chefredaktør, erkender, at han tog fejl, da han som talrige andre i 1999 kritiserede statsminister
Poul Nyrup Rasmussen for at sige, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerent. Den fejl har Trads rettet effektivt med bogen Danskerne først!, der udkommer i dag.
Nyrup Rasmussens ord faldt, efter at Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis leder, havde foreslået, at hele familier burde udvises, hvis en anden- eller tredjegenerationsindvandrer begik noget kriminelt.
Trads dokumenterer i sin velskrevne bog, at det langtfra er blevet ved det. Medlem af Europaparlamentet Mogens Camre og mange andre af partiets ledende politikere har givet offentligheden de mest hysteriske eksempler på fordomme om den islamiske trussel mod Danmark og til overflod bekendtgjort, at rigtig dansker bliver man ikke, blot fordi man er blevet dansk statsborger.
I andre lande og til andre tider kunne denne syndflod af generaliserende og sårende ringeagtsytringer af mennesker med en anden tro og etnisk baggrund let forveksles med racisme. Men DF-politikerne har de danske domstoles ord for, at sådan ser vi ikke på det herhjemme.
Det må man ønske Camre og hans partifæller til lykke med. Dobbelt endda. Den stribe af domme, der har renset deres munde, har på én og samme tid givet deres tvangstanker frit lejde og overladt deres kritikere en lemlæstet udgave af det danske sprog.
Forargelsen
Dengang, i 1999, ville forargelsen over Nyrup ingen ende tage. I særdeleshed ophidsede det Erik Meier Carlsen. I sin bog De overflødiges oprør kaldte Carlsen det »elitens« forhånelse af det danske folks flertal. Dets tryghed var truet, mente han, af liberale strømninger, der så stort på tidligere tiders samfundsbevarende alliancer og politiske kompromisser (dvs. studehandler) mellem klasserne. Bogens opbyggelige grundtvigianske påstand var den, at de således »overflødiggjorte« rejste sig i det oprør, Pia Kjærsgaard stillede sig i spidsen for.
I dag, et par år senere, er Dansk Folkeparti blevet Folketingets tredjestørste parti med 22 mandater og over 400.000 vælgere bag sig. Dansk Folkeparti er den borgerlige regerings støtteparti, og det kan fra sin magtposition se med foragt på slagne fjender som Nyrup og Jelved, for slet ikke at tale om Mimi Jakobsen, hvis parti, Folketingets ubetinget mest anti-racistiske, blev knust ved valget.
I den situation trænger en bog som David Trads sig unægtelig på. Erik Meier Carlsens sentimentale teser rækker lige så langt, som hvis man ynkede fodboldbøllerne og kaldte dem »overflødiggjorte«, fordi de kun markerede sig på grønsværen med wc-ruller og tomme ølflasker. Trads giver partiet et tiltrængt kasseeftersyn.
Han dokumenterer et aggressivt fremmedfjendskab, som ingen analyse af Dansk Folkeparti kan tillade sig at se bort fra. Forleden skrev det borgerligt-konservative franske Le Figaro således en artikel om fremmedfrygten i Danmark. Dens sidste sætning lød således:
»Af 5,3 millioner indbyggere har Danmark dog kun 4,9 procent fremmede, hvoraf 3 procent er muslimer. I 2000 søgte lidt over 10.000 asyl i København, eller blot 2,6 procent af alle asylansøgninger i EU« (11. april).
Demagogi
Trads afslører også, hvorledes mange af Dansk Folkepartis nostalgiske myter og forlorne billedmagi er fup og fiduser. Og han viser sort på hvidt, at partiets økonomiske politik ville bringe Danmark til tiggerstaven og i lommen på Den Internationale Valutafond.
Kort sagt: Rendyrket demagogi.
Men lad os et øjeblik vende tilbage til Nyrups omdiskuterede anklage mod Dansk Folkeprati for ikke at være »stuerent«. En forsigtig vurdering kunne tale for, at Nyrups ord ikke kun vakte forventelig forargelse, men også ganske utilsigtet bidrog til Kjærsgaards valgtriumf.
Henning Fonsmark, en betydelig konservativ samfundskritiker, anklagede for nylig i interviews i Politiken og Berlingske Tidende Nyrup for at have lammet den politiske samtale ved at udnævne 1990erne til »moralens årti«. For, som han sagde, »det moralske sprog kan ikke modsiges«.
Uden at gøre påstanden til en eviggyldig sandhed må man medgive Fonsmark, at Socialdemokratiet ikke altid modstod fristelsen til at evangelisere sin politik. Der er mange eksempler på fromme løfter og ædle hensigter, der måtte skuffes af den virkelighed, partiet ikke turde vedstå sig i godhedens navn. Efterlønsbruddet og ændringen i ejendomsbeskatningen er de friskeste.
Dukse og kynikere
Men allerede med 1980ernes »fodnotepolitik« slog partiet ind på en skæbnesvanger kurs, hvor det dydige og duksede blev foretrukket på bekostning af kyniske, men måske nødvendige politiske valg. Det bedste er som bekendt det godes fjende.
Denne ulyst til at bringe det onde i spil for at nå det gode, altså f.eks. at anerkende atomar afskrækkelse som et nødvendigt forsvar, eller op til valget i 1998 at vedstå, at efterlønsordningen truede samfundsøkonomien, må nødvendigvis tirre vælgerne. Især, hvis de med deres egne øjne ser eller tror at se problemerne. Som nu dem, der følger med de fremmede i Danmark.
I de tilfælde kan en anklage for ikke at være »stueren« opfattes som et ridderslag. For der er et fadt godhedsregimente i Nyrups stue. Der er alt for megen godhed. Omtrent, som da han for nylig sagde, at al god kunst var socialistisk, hvis ikke socialdemokratisk. Det er bare for meget, og dertil vås.
Hvis ikke ledende politiske partier (og det gælder så sandelig også Venstre og Konservative, der gang på gang kvier sig ved at stå ved deres eget liberale projekt) har mod til at repræsentere »ondskaben«, eller sagt på en smukkere måde den uomgængelige politiske kynisme, og lægge den frem til offentlig debat, finder den andre måder at udtrykke sig.
Og i så tilfælde oftest som gold afvisning, som forkastelse, som afsmag, som vrangvilje, som foragt. Over for fremmede som over for EU. Dansk Folkepartis valggennembrud kan således anskues som vælgernes 1. politiske strejkevarsel.
Erkend virkeligheden
Men der er ingen grund til at romantisere dette oprør. Det er da også det gode ved David Trads bog, at den godtgør det umulige heri. Vi må erkende, at vi lever i en nation, hvor mere end 400.000 vælgere har svære problemer med administrationen af deres politiske vrangvilje, deres angst for det ukendte og deres lyst til at lufte fordomme. Disse modviljer er ikke betryggende repræsenteret, kan man sige.
Dansk Folkepratis chefideologer, i særlig grad de to svovlprædikanter Krarup og Langballe, bruger således valget til et angreb på tanken om menneskerettigheder. De forestiller sig fastfrysningen af et folkefællesskab, der netop er resultatet af Europas smeltedigel de sidste mange århundreder, og de stempler i de mest hadefulde vendinger nytilkomne og det europæiske fællesskab som udanske trusler. Derved angriber de selve begreberne statsborgerskab og lighed for loven.
Ved at slå pjalterne sammen med disse fjender af frisind og oplysning og gøre fælles sag med dem i afvisningen af EU-samarbejdet har venstrefløjen med SF i spidsen spærret Danmark vejen ind i det 21. århundrede og vanskeliggjort den afgørende debat, vi må og skal have om menneskerettighederne.
For det er kun med henvisning til FNs og Oplysningstidens menneskerettigheder, at vi kan tage en fordomsfri, demokratisk debat med de omtalte tre procent muslimer, der virker så rystende på Krarup, Camre og Kjærsgaard.
*David Trads: Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti. Gyldendal. 132 s., kr. 169. Udkommer i dag
*Peter Wivel er medarbejder ved Berlingske Tidende. Han er tidligere chefredaktør for Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende
