Læsetid: 3 min.

Og har du penge ...

Statens Museums franske samlinger afspejler de ædle giveres kunstneriske interessefelter og deres økonomiske formåen
25. april 2002

(2. sektion)

Kunstbog
Jean Frélaut, Charles Alexandre Malfray, Jean Hippolyte Marchand, Paul-Maurice Asselin og Luc-Albert Moreau, det er kunstnernavne, der ikke lyder med malmklang i dag. De var samtidige med Matisse og Picasso, men historien har placeret dem i et limbo, hvor de ville være glemt af danske forskere, hvis ikke de engang var blevet erhvervet af samlerne som repræsentanter for det ypperste i den franske billedkultur.
Johannes Rump og Herbert Melbye købte tegninger af disse kunstnere og forærede dem, sammen med pointillister som Henri-Edmond Cross og Paul Signac til os, almenheden. Nu kan de ses i Den Kongelige Kobberstiksamling, og deres historie læses i det fornemme nye katalog, skrevet af Jan Würtz Frandsen.
Det er interessant at følge de private samleres præferencer inden for den franske kunst, der blev opfattet som modvægten mod tysk barbari.
En kunstner som Emile-Orthon Friesz købte Johannes Rump hele 119 tegninger og akvareller af, foruden flere malerier, mens Herbert Melbye har overdraget offentligheden hele 31 værker af André Dunoyer de Segonzac, foruden et illustreret brev, hvor kunstneren – der led nød i efterkrigstidens Paris – takker samleren for en pakke med delikatesser.
Naturligvis skal man ikke være utaknemmelig over for kunstsamlerne og mæcenerne, men man må alligevel med en senere tids bagkundskab beklage, at de ikke koncentrerede deres midler om erhvervelsen af blot en enkelt mestertegning af Paul Cézanne (som Kobberstiksamlingen kun har ét sikkert arbejde af) eller en akvarel fra Marokko af Delacroix (fire arbejder i KKS).

Harlekin fra PH
For den danske kunsthistorie er det derimod oplysende, at Friesz fandtes så velrepræsenteret i landet. Hans kubisme og hans fauvisme var lettere at gå til end Picasso og Matisse, og derfor ligner han godt nok de venlige danske malere Jais Nielsen og Svend Johansen, der heller ikke så gerne gik til yderligheder. Såmænd også den krøllede Lundstrøm, når han ikke sugede mod til sig fra den unge Cézannes voldsomme temperamentsudladninger. Det er også spændende at få at vide, at en skarp Harlekin stammer fra Poul Henningsens samlinger og derfor kan have inspireret Svend Johansens teaterkunst.
Går man kataloget igennem efter de virkelige mesterværker, er meget af det allerbedste ganske enkelt blevet indkøbt af samlingens kunsthistorikere. Dette er værd at lægge mærke til i disse tider, hvor kompetence og livslang erfaring nedvurderes af højre- eller skal vi kalde dem Venstre-politikerne.
Men særlig meget har man ikke kunnet erhverve – og her skal det ikke glemmes, at der i årene efter Anden Verdenskrig, hvor megen kunst kom på markedet, herskede valutarestriktioner, der forhindrede selv de mest fremsynede i at gøre indkøb.
Alligevel er det ikke så gevaldigt, at Kobberstiksamlingen kun har to værker af Manet og fem af Matisse, en tegning af Ingres og to små ting af Bonnard. Marcel Duchamp findes slet ikke repræsenteret, en mærkelig lakune – ligesom, måske mere forståeligt, den perverse Balthus.

Dyden belønnes
De fleste af Europas og Amerikas museer og offentlige samlinger har haft travlt i de allersidste år, hvor det rystende sent gik op for opinionen, at det ikke var etisk forsvarligt at museerne ejede kunst, der engang var aftvunget jødiske samlere og kunst-handlere.
En kommission har således arbejdet med at undersøge proveniensen af de hollandske samlinger, og flere retssager har restitueret værker til de tidligere ejeres arvinger. En universel handlemåde er det dog ikke lykkedes at finde frem til, så der er mange sager af denne højst ubehagelige art, der endnu venter i kulissen.
Dog ikke med Kobberstiksamlingens aktører i triste roller: Ved gennemgangen af proveniensen for de franske tegninger har man ikke fundet noget at skamme sig over. Tværtimod: Det viste sig, at man under Anden Verdenskrig husede en samling, der tilhørte berlineren Otto Gerstenberg.
Disse arbejder af Toulouse Lautrec kunne man efter krigen overdrage ejeren, Gerstenbergs datter Margarete Scharff. Hun skænkede i sin taknemmelighed i 1948 en herlig akvarel med en væddeløbshest til Kobberstiksamlingen og i 1950 én lige så fremragende vandfarvefremstilling af en dæmonisk klovn og en puddelhund i cirkusmanegen til Kunstmuseets direktør Leo Swane, som prompte lod den gå videre til sit museum. Civilcourage er det altid forfriskende at støde på, også hos museumsfolk.

*Jan Würtz Frandsen: French Drawings and Watercolours 19th-20th Centuries. French Drawings in the Department of Prints and Drawings. 496 s. ill. Statens Museum for Kunst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu